Seks år er længe at være væk i popmusikkens accelererende udgivelsesstrøm. I dag er du nærmest glemt og skovlet over i historiebøgerne, hvis du ikke pumper et hit ud hver tredje måned.
Siden Vampire Weekend tilbage i 2013 udgav deres foreløbige hovedværk, ’Modern Vampires of the City’, er albumformatet blevet overhalet af singlen som populærkulturens hårdeste valuta. De sociale medier er blevet en afgørende faktor i etableringen af popstjerner, på godt og ondt. Og radioen har fået konkurrence fra Spotify og andre streamingtjenester, der fuldkommen har ændret musikindustriens spilleregler og lyden af pop.


























