Drew Sycamores gennembrudsalbum har fundet en effektiv formel for det træfsikre radiohit, der i glimt også finder sig selv mellem det storladne og inderlige.
Jeg var sikker på, at det måtte være et gammelt Alphabeat-nummer, der kom ud af radioen, første gang jeg hørte ’I Wanna Be Dancing’ med Drew Sycamore i bilen.
Eller var der måske tale om en Alphabeat-revival i dansk pop? Allerede? FM-båndet skrattede en smule, men sådan lød det altså med håndklappene og omkvædet, der næsten ikke kan være i sit eget festhumør, med mellemstykket med dæmpet, funky popguitar – inden omkvædet får en omgang mere, så man kan se konfettien sprøjte:
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
