Albumcoveret er nærmest sort, med en blålilla nuance, der lige nøjagtig optegner skyggerne af to alvorlige unge mænd. De kigger hver sin vej. Helt tæt på hinanden og alligevel uden forbindelse. En kølig og noget prætentiøs dramatik, men på ingen måde falsk varebetegnelse. Lytter man efter ordene på Stoffer & Maskinens debut, kan man roligt konstatere, at ensomheden bliver skrevet ud. Mand, maskine og solitært besvær gentages fra tekst til tekst, så de 11 sange danner en føljeton om fremmedgørelse.
En indre monolog om længsel og isolation, der kulminerer i en dramatisk slutning. Med lidenskab slynger 26-årige Christoffer Budtz ordene ud i ekkorummet, der kunne være et computergeneret bjergmotiv hos Casper David Friedrich. Men der er for få nuancer i den udkrængede patos. Den samme smertelige følelsesstreng bliver slået an igen og igen, uden at sproget for alvor bliver sat på prøve. Det er mere et emotionelt førergreb end forførelse. Rigt lydbillede Ud over det klichéslidte vemod i tonen og fraværet af sproglige bagholdsangreb (»Lov mig at vi bliver/ smeltet sammen inden vi dør« er mere svulstigt end skelsættende), er Stoffer & Maskinen musikalsk et mere modent bekendtskab. Det poprockende schwung skabes af Budtz’ jævnaldrende makker Andreas Sommer. Og selv om han ofte lægger sangene imiterende tæt op af forbilleder som især Mew og harmonihvælvingerne, men også med glimt af Love Shops elegi og sågar Dizzy Mizz Lizzy riff-rytteri, skaber han et rigt lydbillede. Der er både dybde og variation med plads til knitrende dubtronica og afstikkere ud i småsyrede rum, hvor brede synthflader og klagende guitarer finder hinanden i stjernetågen. Der er med andre ord masser af talent i Stoffer & Maskinen. Det skal bare modnes og finde ind til deres helt eget udtryk.
