Lige siden Pearl Jam i begyndelsen af 1990’erne hældte ny benzin på rockens udslidte motor, har Neil Young været deres musikalske onkel.
Helt i ånden fra Youngs doktrin om at gå op i flammer i stedet for at sygne hen har Seattle-kvintetten undfanget deres strømførende 10. studiealbum med en saft og kraft, der placerer det blandt deres bedste.
Pearl Jam sluttede turneen i gevaldigt gavehumørMelodierne er denne gang skubbet til side af et lokomotiv af guitarriffs, der dikterer sangenes højde og drøjde, mens Eddie Vedders nuancerede stemme synger forslået ømhed frem, men faktisk mere driver med musikken end driver den frem.
Indimellem slår sangene lidt tilfældigt ned, men sådan er det jo med tordenkiler. De er ikke til at kontrollere.
fortsæt med at læse


























