Åh, Bryan Ferry, du var en næsten uforklarlig oase af stilfuld elegance. I en tid, der ellers mest var til læderjakker eller overvintrede busseronner, blev din hvide smokingjakke en påståelig hilsen fra en anden verden, hvor man flirtede med smukke kvinder i palmehaver, mens Cole Porters ånd nikkede opmuntrende over champagneglasset.

Først var der denne mærkværdige sammensætning af Roxy Musics eksperimenterende artrock og frontfigurens flirtende verdensmandsattitude. Så sololøbets mere stilige raffinementer og elegante fortolkningskultur i hænderne på en kitschet crooner, der med stadig større overbevisning har bekendt sig til det konservatives kultur i alt fra jazzmusik til rævejagt.

Bedre i gamle dage?

Tiden skal stå stille i Bryan Ferrys selskab. Eller gå baglæns på sin helt egen måde, som det var tilfældet, da han på ’The Jazz Age’ iscenesatte Roxy Musics artrock-klassikere som munter jazz, fra før verden gik af led og lave. Men hvor går Bryan Ferry hen, når han skal gå frem?

Ja, det giver hans sidste mange popplader ikke rigtig noget svar på. Ferry forfiner formen og holder stilen, og det er det. At dømme ud fra de to numre fra det kommende november-album ’Avonmore’, han sang i Tivolis Koncertsal, får man heller ikke udbygget svaret nu.

’Loop de Li’ lød til forveksling som et af de elegant svungne popnumre med Roxy-lyd, man kender, elsker og da godt kan bruge et ekstra af. At fortolke Robert Palmers ’Johnny and Mary’ fra 1980 er heller ikke ligefrem at danse vals med den skarpeste forkant. Men hvem siger også, man partout skal kigge frem, når nu så meget var bedre i gamle dage?

Knas på linjerne

Bryan Ferry selv virkede i afslappet hopla. Stemmen var støbt i brylcreem, humøret højt og sløjfen bundet løst. Men den musikalske iscenesættelse virkede både genkendelig og lidt ved siden af sig selv.

Typisk for Ferry var det et orkester med mange medlemmer og adskillige kvinder. Den kvindelige trommeslager Cherisse Osei gav den gas, og veteranen Guy Pratt styrede bassen, mens den åleslanke Georgina Chalmers i sort buksedragt og saxofon m.m. indtog Andy Mackays gamle rolle. De tre korsangere var et under af præcision.

Men med så mange instrumenter i spil skal lydbilledet være klart trukket op, og i første halvdel af koncerten var der knas på linjerne. En helt central rolle indtog den danske guitarist Jacob Quistgaard, der for kort tid siden er blevet medlem af Ferrys band. Den London-baserede guitarist viste sig som en teknisk uhyre dygtig guitarist.

Quistgaard trådte frem og leverede store, lækre guitarklodser, hver gang lejligheden bød sig, og det gjorde den tit. Lovlig tit. Så en stor del af musikkens romantiske ånd blev forvaltet som en guitarrock, der gjorde den gammeldags snarere end tidløs.

I jagten på ungdommens energi mistede især Ferrys mere hidsige arrangementer noget af balancen. Men smukt understøttet af de tre korsangere bar Ferrys vokal ’Kiss and Tell’ sikkert i mål, mens Dylans ’(Just Like) Tom Thumb’s Blues’ fra ’Dylanesque’ og ’Johnny and Mary’ begge lød som covernumre, der ikke holdt Ferrys høje standard for netop den kunst.

Lyden blev imidlertid afklaret på halvvejen, og med vægten lagt på flere af de helt store Roxy Music-hits blev det alligevel en koncert, hvor jeg synes, jeg fik noget med hjem.

Ikke noget nyt, men noget godt. ’Avalon’, ’Casanova’ og ’Love Is The Drug’ sad alle, ligesom de skulle, og når de gør det, er Bryan Ferry også musikalsk særdeles godt klædt på.

Så skruer man op for ’More Than This’ og drømmer sig til mere svale himmelstrøg, hvor kærligheden kom og gik som briser i eksotiske aftenkjoler i drømmehjem næsten uden hjerte-smerte.

Så glider man tilbage i sædet i Tivoli og lytter til ’Take A Chance With Me’ om, hvordan kærligheden endnu en gang gør blind. En sang, som beviste, hvor nøje Ferry har luret jazzstandarden kunsten efter og mindede om, hvor papirtynd en linje, der adskiller det romantiske fra det banale. Hvis den da overhovedet findes. I munden på Ferry har den det med at opløses, og det er en kunst i sig selv.

En overdådigt smukt sunget udgave af John Lennons ’Jealous Guy’ mindede om, at den smerte, som den evige flirtens kitsch cruiser på overfladen af, faktisk også er inden for Ferrys rækkevidde. Selv om han kun sjældent lader sig mærke med den slags.

fortsæt med at læse

Slipknot er tilbage med deres bedste plade i 10 år