Poesien begyndte sit liv som sang. Det glemmer vi nogle gange, når vi løfter blikket fra alle disse små sorte tegn, der kryber ned ad siden og hvisker til os.
Men her er nu Søren Ulrik Thomsen og musikerne i jazzseptetten Det Glemte Kvarter; de har optrådt sammen siden 2010 og er gået sammen om at sætte musik til et udvalg (26 styk) af de sene og – tillad mig brug af det forsuttede ord, der imidlertid er svært at undgå her – mesterlige digte i 'Rystet spejl' fra 2011.
Øvelsen er ikke let: at omskabe den ekstremt fine, vibrerende balance mellem tung oktobermelankoli, hårdt lakonisk hverdagslighed og sitrende øjeblikssanselighed i digtene til en musikalsk form, som jo bringer helt andre og flere bolde i luften end metrik og syntaks alene.
Mødet mellem digt og musik
Konkret foregår det sådan, at Thomsen læser op, han synger ikke (som f.eks. Lone Hørslev gør det med Mads Mouritz), samtidig med at musikerne akkompagnerende spiller og Maja Hartnack i en del tilfælde nynnende synger; Trine Dyrholm læser synkront duet med Thomsen i 'Jeg har sat mig her ved det bagerste bord', og Nanette Quistorff læser smukt med i det ultrakorte, glade og fine 'Elskede, må vores kærlighed altid være'.
Medtaget er på cd nr. 2 fem hilsener til digte fra debuten 'City Slang' (1981), 'Nye digte' (1987) og 'Det værste og det bedste' (2001). Det beløber sig i alt til en dobbelt-cd, og den har et hyperpræcist, kort forord af vennen Jørgen Leth.
Suveræn storbydigter skifter City Slang ud med City ZenDet, der skal anmeldes her, er dermed på en måde hverken digtene eller musikken slet og ret.
Men det er mødet mellem dem; finder det sted? Og for så vidt det finder sted, hvad er det så for et møde, der kommer i stand?
Det kan være, digtene helt ændrer karakter, overdøves eller forvrides, og det kan være, at musikken bliver bovlam og ufri, reduceret til fidel ledsager.
Selvfølgelig lykkes det
Jeg ved det, det er forudsigeligt som bare pokker, men selvfølgelig lykkes det. Mødet finder sted, og det er faktisk gnistrende godt.
Musikken understøtter, forstærker og udvider digtenes rum som f.eks. ved det elektriske crescendo af lyde, der indvarsler åbningen af nr. 1; eller som en af de ting, jeg virkelig elsker her, nemlig klokkespillet, der duver fint af vemod i nr. 16, 'For 16 år siden fik jeg en papkasse', og igen i nr. 7, 'Som jeg sidder her ved gate C27'. Eller klarinetten, der munter og russisk folder sig ud i nr. 22.
Dansk lyriks stjerner lavede cool jazzEller kontrabassen, der brumbassende dybt lægger skanderet bund under dødens efterskælv i titeldigtet, ’Jeg har sat mig her ved det bagerste bord’.
Det er det, der slutter med: »mens jeg lytter til trafikken fra Gammel Kongevej/ og forsøger at fange dit blik/ i digtets rystede spejl«, hvor »dig« er den afdøde, savnede ven med sin lapsede halsklud.
Musikkens »soniske zenhave«
Thomsens bibringer digtene en helt anden slags liv end det, der opstår, når man selv læser, tavst og indenad. Og her er stemmen synkoperet nøgternt og nøjagtigt i forhold til musikkens og digtets egen rytme. Heller intet overraskende i det.
Thomsen er utrolig god til ikke at hælde alt for meget følelse og ’sjæl’ ned i fremførelsen af digtet, han holder sig tilbage fra »sentimentalitet og kynisme«, som der står et sted, og det åbner et stort, godt novemberrum inde mellem de to grimme ekstremer.
Musikken klæder digtene og stemmen godt, og stemmen og digtene er svøbt og foldet robust ind i det, Kim Skotte her i avisen kaldte for musikkens »soniske zenhave«.
Man hensættes i en stemning. Man hensættes i en serie af stemninger. Det er dobbelt kraft, nej, tredobbelt kraft, digtenes, stemmens og musikkens kombinerede forførelsesevner hensætter én til et andet sted.
Om det står der i 'Som jeg sidder her ved gate C27': »Et sted, hvor hverdagen er mere end rigelig/ og det er så mærkeligt/ at vi virkelig skal dø/ men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere/ end at vi virkelig findes«.
Spæningen mellem to poler
Der er stor spænding mellem de to poler: fortvivlelsen, der på novemberdage flygter til Hvidovre, »fordi den selv er fortvivlet/ over at findes«, til det lysende lette, mælkebøtterne, »hvis lys jeg igen i år havde glemt«.
Men det er nøjagtig denne spændings stadige sitren og vibration, dens rysten, der giver digtene, og nu også musikken og digtene, deres eget hverdagsgode liv.
LÆS OGSÅ Krise får Søren Ulrik Thomsen til at skifte forlag
Jeg savner utaknemmeligt enkelte digte fra samlingen, f.eks. ’Så kom det da, vinterens hvæs’, og i et enkelt nummer, nr. 17, synes jeg, musikken er på nippet til at klemme Thomsens stemme helt ud af scenen, men i alt er 'Rystet spejl' som musik og poesi blevet til et smukt formælet møde mellem ord, stemme og klang.
fortsæt med at læse
