Folk med hang til musikalsk friktion og fragmenterede verdensbilleder skulle sluge nogle kameler torsdag i Koncerthuset.
Alle de andre på rækkerne – med smag for en totimers virkelighedsflugt til et sted med letflydende harmonisk honning – havde til gengæld en aften uden sidestykke. Alene bedømt på de mange dybe suk, der blev udstødt rundt om i salen efter kilometer af inciterende russiske melodier af Tjajkovskij og Rakhmaninov.
LÆS OGSÅ Saftig violin og cool dirigent gav varmen i Koncerthuset
Det var et temmelig uforglemmeligt besøg, det romerske orkester med det umulige og samtidig rigtig poetiske navn Orchestra dell’Accademia di Santa Cecilia gav i København. Under deres britiske chef Antonio Pappano er de kendt for at give den alt, hvad den overhovedet kan trække med et konstant tårnhøjt energiniveau.
Uanset hvad de laver. De er måske ikke verdens mest disciplinerede eller homogene symfoniorkester. Men måske et af de allermest medrivende.
Total intensitet
Italienernes præstation mindede om, at perfektion og ensartethed ikke er det samme. Med en total intensitet og rødglødende temperamenter virkede selv helt oplagte småproblemer med balancen eller udtalte fejl i koordineringen alene som udtryk for charme og stålsat virkelyst.
Og når de tilmed havde allieret sig med en superstjerne som Joshua Bell, var overliggeren over den femkantede scene sat højt. Bell spillede de tre satser i Tjajkovskijs virtuose violinkoncert med en renskuret violintone og al ønskelig naturlighed i fraserne, så alene den hundesvære solostemme var aftenen værd.
Serier af smægtende melodier udstyret med alle mulige kunstgreb og svinkeærinder – så den også blev rigtig 1800-talsimponerende – kun understøttet af diskrete træblæserfarver og nænsomme blokke af bølgende strygere.
Nærmest umærkelig greb
Bells greb om violinen var nærmest umærkeligt. Imponerende nok flød spillet fra instrumentet, som om Tjajkovskijs musik var en helt regulær sats – og ikke det studie i alle tænkelige udfordrende violinteknikker, der har gjort den til noget af det mest spillede i genren overhovedet.
Selvfølgelig altid i kombination med underskønne, lettilgængelige melodier. Hos Bell lød alt det svære altså lige så let som det lette og blev netop derfor til en sjælden oplevelse af enkelhed og kompleksitet på samme tid.
Efter pausen leverede orkestret en lille times tour de force af endnu mere svulmende melankoli i form af Rakhmaninovs 2. symfoni. Kritikere vil nok mene, at der her og der var en hel masse farver, men ikke helt så mange kalorier i symfonien.
At man oplevede Rakhmaninov klemme fast om tuben med følelser uden at ville særlig meget substantielt. Men det er jo netop stilen.
Musikalske skildringer af følelsesudbrud uden baggrund eller forklaring. Som orgier af vemod med blikket rettet mod horisonten, og præcis sådan var det rigtig fascinerende at opleve Pappano drive tropperne frem mod det ene klimaks efter det andet.
Med arme og ben
Med arme og ben, overkrop og hoved fremstillede han forløbene som en film med en lang slutscene, der igen og igen fik mere benzin til at skrue følelsesniveauet endnu en tand op.
Tredjesatsen er den berømteste for sin enlige slanke melodilinje – i øvrigt helt parallelt med Tjajkovskijs andensats i violinkoncerten – og her må selv de mest effektjagende popsmede i nutiden strække våben.
LÆS ANMELDELSE Skoledreng snoede publikum om sin lillefinger
Men var man i stand til at lægge almindelig skepsis for beregnende komponister til side, var det bare at læne sig tilbage og lade sig forføre af de gode italieneres stærke formidling.
Orkestret største cd-hit i nyere tid, som har skaffet dem horder af fans verden over, er en vild udgave af Verdis ’Requiem’, og også i Koncerthuset leverede de smagsprøver på evnerne med en heftig udgave af ouverturen til Verdis ’Luisa Miller’ som indledning, mens de lukkede aftenen med svale raffinementer i et intermezzo fra Puccinis ’Manon Lescot’ som ekstranummer.
fortsæt med at læse
