Billy Corgan, for helvede. Vi var engang så tæt …

Godt nok dansed’ jeg ikke kun for dig, men jeg har stirret trofast ind i væggen endog rigtig mange gange, når dit elskeligt utilpassede og humørsyge, men også slagkraftige tag på 90'ernes rockmusik i flamboyant technicolor kværnede store, uforglemmelige rocksange ud igennem mit sagesløse konfirmationsanlæg.

Sange for alle os, der nogle gange har flere følelser, end godt er. Og sange, som du i dag lader til at have et ganske anstrengt forhold til.

LÆS OGSÅ Billy Corgan overvejer at lægge Smashing Pumpkins i graven

En regulær ørkenvandring
Derfor virkede det da også som en noget aparte ide, da du annoncerede, at den nuværende turné skulle være en greatest hits-turné. Især fordi Smashing Pumpkins’ seneste album, ’Oceania’ fra sidste år var en ganske glimrende plade som tilmed gav indtryk af et band, der var vendt tilbage i nye klæ’r med fornyet styrke.

Men selvfølgelig har du din egen definition på en greatest hits-koncert, hvorfor vi, der rent faktisk var mødt op, ud over plagsomt jappende versioner af ’Zero’ og ’Bullet With Butterfly Wings’ også skulle trækkes baglæns igennem nogle af bagkatalogets mindre mindeværdige – og ubarmhjertigt lange – numre.

Som den ti minutter lange ’United States’ fra ’Zeitgeist’, ’Porcelina of the Vast Oceans’ fra 'Mellon Collie...' samt titelnummeret fra ’Oceania’, der tilsammen gjorde sit for at få den næsten to en halv time lange koncert til at føles som en regulær ørkenvandring i Falconersalen, som tilmed fremstod noget affolket, hvilket ikke ligefrem pyntede på den buldrende lyd.

Gider ikke mere

Koncerten blev yderligere tynget af adskillige, langstrakte instrumentale passager, hvor det var svært at se, om det var dig, Billy, eller mig, der kedede sig mest.

I samme meget lidt sindsoprivende afdeling var også et nærmest imponerende malplaceret covernummer af David Bowies ’Space Oddity’ i en tung, snerrende version, som fremstod omtrent lige så sammenhængende som appelsinjuice i det ydre rum – bare uendeligt mindre fascinerende.

Sjældent er jeg blevet ramt af en så akut, irrationel frygt for, at Bowie-pladerne derhjemme ville selvantænde af skam.

LÆS OGSÅ Billy Corgan gik fra at være nul til stjerne

De forsonende øjeblikke var forsvindende få, men de var der dog. Som da du førte an på en dejligt skramlende version af ’Ava Adore’. Og da du på ’Cherub Rock’ beviste, at du trods alt er en af de få, der stadig kan synge – og skrige – som da du var i midten af 20’erne.

Eller da du med et sjældent glimt i øjet sammenlignede dig selv med en gammel bedstefar, der siger, hvad der passer ham, og i samme ombæring takkede dine gamle fans. Også selv om det skete lige efter du havde krukket over, at publikum ikke virkede synderligt entusiastiske.

Men måske var der en grund til det, Billy. Jeg gider i hvert fald ikke mere.