Noget nyt er der egentlig ikke i, at Bob Dylan livefortolker sit eget materiale så grundigt, at det både kan være vanskeligt at kende igen og får unikt liv i nuet.
Det særlige ved hans turné lige for tiden er, at han løsner musikken og til dels også både stemmen og ansigtsudtrykket, og at han optræder med en uhøjtidelig varme, så der ofte opstår spontane smil i sammenspillet.
Ved andre lejligheder er der opstået en andægtig stemning under koncerter med rockhistoriens mystiske og mytiske amerikanske musikpoet, når den lille tynde mand med en guitar i armene har optrådt med al den alvor, som udgør en del af hans enorme sangkatalog komponeret gennem et halvt århundrede.
Den ærbødighed lægger hans koncerter ikke op til nu.
Nye numre fungerede bedst
Med Falconer Salen som en intim ramme om mødet mellem musikerne og det siddende publikum opstod der i hvert fald i København knap så mange intense øjeblikke, men til gengæld adskillige stunder, hvor stemningen nærmest var både hyggelig og munter.
Med til at gøre hans optræden i Falconer Salen yderligere overraskende var valget af numre.
Bob Dylan afvæbner og omfavner publikumHyppigt har han i de seneste mange år og også under sine jævnlige danmarksbesøg haft fokus på kendte, ældre sange.
Denne gang lod han numre fra sit seneste album, ’Tempest’ fra 2012, fylde godt i repertoiret. Selv om de nye sange selvfølgelig hverken er klassikere eller har bundfældet sig i publikum på samme måde som de gamle, var det faktisk under nogle af de nye og nyere numre, at koncerten på Frederiksberg var allerbedst tirsdag aften.
Den kendte rustne klang
Med meget spredte ben, som var han lige sprunget af en imaginær hesteryg, stod Dylan i begyndelsen af koncerten midt på scenen og vippede takten med venstre fod under åbningsnummeret ’Things Have Changed’, som han sang med uopvarmet stemme.
Efter et par numre satte han sig hen til klaveret og fik efterhånden et større stemmeregister og -udtryk uden at miste sin karakteristiske klang så ru som tør, støvet puds fra en gammel, bulet husmur.
Tiden har sat sig i lag på lag af levet liv i den stemme, der ikke har mistet en gnist af sin kendte ejendommelige rustne klang, når først den er sunget varm.
’What Good Am I?’ fra det 24 år gamle album ’Oh Mercy’ var det første nummer, hvor det for alvor hørtes, hvordan Dylan både leger, improviserer og søger på de klavertangenter, der er hans hovedinstrument for tiden.
Nogen guitar rørte han ikke under koncerten. Til gengæld havde han ofte højre hånds fingre i sommetider rytmisk aparte spil på sit klavers skarpt klingende diskante tangenter.
Selv om det ind imellem lød mere pudsigt end godt, var hans uskolede spil med til at gøre bandets akustiske blanding af countryrock, swing, jazz, bluesrock og folkrock levende i nuet.
Timing
I ’Tangled Up in Blue’ syntes spillet aldrig rigtig at falde på plads mellem kapelmesteren og hans band, der i øvrigt i næsten alle andre numre denne aften var mænd for at bakke Dylans visit i stilarter fra hans barndom i 1940’erne og 1950’erne både rart, sikkert og inspireret op.
Timing og stemning var bedre i ’High Water (For Charley Patton)’, der blev afløst af en længere og egentlig ikke set fra salen nødvendig pause.
Bob Dylan er sprudlende på sit måske sidste albumVar rhythm’n’blues-nummeret ’Summer Days’ ikke mere end en afvæbnende rar og nostalgisk parantes, så blev ’Forgetful Heart’, ’Spirit on the Water’ og ’Long and Wasted Years’ alle tre fortolket med et gribende koncentreret engangement.
»My heart is cheerful, it’s never fearful«, sang Dylan i ’Soon After Midnight’ fra sidste års ’Tempest’.
Helt for selvbiografisk pålydende skal det udsagn næppe tages fra en mand, der ikke blot digter om sig selv, men i høj grad også om andre og tillige, heldigvis vedblivende, skriver uden at jage al mystik og hemmelighedsfuldhed ud af tankerne i sine sange.
Alt andet end tilknappet
Alligevel er det ikke for meget sagt, at Dylan i Falconer Salen virkede mere veltilpas, end han nogle gange har gjort under koncerter her i landet.
I sammenligning med for 10 og 20 år siden bevægede han sig mere og lettere på scenen og var alt andet end tilknappet i mødet med publikum.
Intensiteten økonomiserede han altså med, men når den var til stede, som i ’Soon After Midnight’ og den opmærksomt og enkelt spillede ’Long and Wasted Years’, var den desto mere nærværende og påtrængende.
Med ’Long and Wasted Years’ satte Dylan det første punktum for koncerten og viste, at han stadig skriver sange, man kun nødig slipper igen. Uudgrundelige, indsigtsfulde og betagende sange.
LÆS OGSÅ Dylans udskældte selvportræt kommer ud af skammekrogen
I ekstranumrene var han til gengæld i form som fortolkeren, der kan stjæle traverne blandt sine egne numre tilbage igen ved at spille dem på nye måder, som ikke er til at forudsige.
’All Along the Watchtower’ er blandt de sange, han oftest spiller og sandsynligvis kan udsætte for hvilken som helst genre.
’Blowin’ in the Wind’ var et pejlemærke i en fortid engang, men blev i Falconer næsten ugenkendelig i en halvjazzet version, hvormed han lykkedes at gøre sangen til sin igen.
På en ret god aften.
fortsæt med at læse
