Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
anmelderi. Anmelderne har så stor ærbødighed over for Dylan, at den nødvendige distance og dermed kritiske sans forsvinder.
Foto: CLINT AUSTIN/AP

anmelderi. Anmelderne har så stor ærbødighed over for Dylan, at den nødvendige distance og dermed kritiske sans forsvinder.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Psykolog: Indse det dog - Bob Dylan er en middelmådig musiker

Anmelderne har alt for stor ærbødighed over for Dylan, selv om glasset er ved at rinde ud for ham.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

15. og 16. oktober gav Bob Dylan to koncerter i Falconer Salen på Frederiksberg.

Koncerter, mange havde set frem til. Dels fordi Dylan – ikke mindst for os, der er vokset op med ham som lydspor til vores ungdom – jo er stor, dels fordi koncerten fandt sted et i denne sammenhæng så relativt lille sted:

Vi kunne komme tæt på manden!

Bob Dylan har uafviseligt skrevet mange fremragende sange – har et uset stort bagkatalog og haft gevaldig stor betydning for stort set alle aktører inden for pop, folk og rock.

Men glasset er ved at rinde ud for Dylan. Det er dog ikke gået op for de fleste anmeldere, således heller ikke Politikens anmelder Dorthe Hygum Sørensen, der her i avisen 17.10. giver koncerten fire hjerter.

Ifølge Hygum blev vi præsenteret for »en lille mand med en bred favn (...) der optrådte med en uhøjtidelig varme, og som var næsten hyggelig og munter«.

LÆS ANMELDELSEN

Nej, sådan var Dylan ikke. Han optrådte på en næsten mørkelagt scene, så man ikke kunne se, hvad der foregik. Vi blev ikke præsenteret for de numre, han gav, og ved stadig ikke, hvem bandmedlemmerne var.

Tak til publikum blev der ikke sagt, og smilet ... hm.

Han spillede ikke på guitar, men klaver, hvilket han ikke slap godt fra, om end det i Hygums optik bliver til et »uskolet spil, der var med til at (...) fastholde folkrock levende i nuet«.

Hertil kommer, at bandet slet ikke fungerede, men gang på gang faldt fra hinanden, måske fordi bandmedlemmerne havde svært ved at følge solisten?

Glasset er ved at rinde ud for Dylan. Det er dog ikke gået op for de fleste anmeldere

Hans stemme har – hedder det i anmeldelsen »ikke mistet gnist af sin kendte ejendommelige rustne klang ...«. Ja sådan kan man jo også forsøge at snakke uden om det uafviselige faktum, at Bob Dylan aldrig har været den store sanger, men nu slet ikke kan synge.

Sidst hedder det i anmeldelsen, at han, når han rent undtagelsesvis giver et af sine gamle numre: »stjæler traverne (...) tilbage igen ved at spille dem på nye måder«.

Javel – helt nye måder, så de gamle helt forsvinder, måske fordi Dylan er nødt til at ændre dem, så han trods alt kan foredrage dem i det toneleje, hans stemme nu kan magte?

For undertegnede var koncerten en stor skuffelse: Manden gider ikke sit publikum, ja faktisk p... på det, kan ikke synge mere, er en middelmådig musiker, og nye kompositioner står slet ikke mål med materialet fra 20-30 år tilbage.

Grundlæggende udstiller de fleste anmeldelser det store problem, at anmelderne har så stor ærbødighed over for Dylan, at den nødvendige distance og dermed kritiske sans forsvinder.

Der er åbenbart så meget på ’bankbogen’ fra tidligere tider, at denne hellige gral ikke må besudles af negative anmeldelser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden