Det er lige det der med at finde sit fodfæste foran mikrofonen. På en scene der er reserveret til din personlige historie.

Nina Persson, der blev verdensstjerne som den syntetisk søde frontfigur for Cardigans i 90’erne, skal for første gang folde sig ud som soloartist på den turne, der netop nu følger udgivelsen af hendes soloalbum ’Animal Heart’.

Og nok har hun sagt, at de nye sange ikke er direkte kalkeringer af personlige erfaringer de seneste år, men der har ikke været et interview eller en anmeldelse, der ikke har fortalt om en mærket Nina Persson, der efter en fødsel og en kræftsygdom er trådt ud af en musikalsk pause som en forandret og mere alvorlig person.

LÆS ARTIKEL Svensk pop-legende hiver den hjem på stemmen

Så hun ved, at den knap fyldte sal i Amager Bio vil møde hende med blikke, der forventer noget særligt, noget sandt og afklaret fra en person, der har rejst til mørkets hjerte og retur. Sådan har vi det med at betragte personer, der har været ude for noget alvorligt. Men det er ikke givet, at man bliver en mere interessant person, alene fordi man har overvundet en kræftsygdom.

Publikum i Coldplay-lås
Det er stort set kun jævnaldrende, som den knap 40-årige svenske sangerinde skal synge for i aften. Par, der allerede er gledet ind i den såkaldte Coldplay-lås, hvor manden står bagerst med armene omkring kvinden. Veninder med fotos af småbørn på mobilskærmen, som tjekkes jævnligt i løbet af koncerten. Og grupper af mænd, der drikker øl og snakker om, hvor hot Nina Persson var som blond forsanger den gang.

Det er os, der festede til Cardigans lyseblå pop for to årtier siden, da deres komprimerede transistorlyd af cute uskyldighed var soundtrack til en mere ubekymret tid. Så fylder man 30 og snart 40, og så har man måske et par dødsfald, en sygdom og nogle frihedsberøvende børn under huden. Tiden ændrer os. Og nu kan Nina Persson igen blive vores. Som en Fugl Føniks, vi kan spejle os i.

Dark disco uden smerte
Og her kommer hun så. Efter en kort intro fra det lille band, træder hun frem mellem de gyldne skærme, der står som japanske vægge på en sparsomt udstyret scene. I mørkelilla kimono og sort blomst i sit mørke hår, der er bundet løst i nakken. Er hun geisha eller goth?

Hun er lys i huden og har et mørkt blik uden øjne, mens hun går målrettet mod mikrofonen og åbner koncerten: »You can go if you want to go / But I don't think that'd be wise / This is all you need to know / It's a darker place outside« fra ’Clip Your Wings’. Bandet spiller en slags dark disco, eller er det moccafarvet? Ondt gør det altså ikke.

Og Nina Persson virker slet ikke tilpas i rollen som scenens midtpunkt. Hun minder lidt om en af Bodil Jørgensens skrøbelige figurer, med let virrende hoved og en kroget gestik, der synes forsinket i forhold til tanken. Skuldrenes rytmik virker påtvunget og forskudt i forhold til sangen. Ude af sync med situationen.

Og da hun efter andet nummer ’Burning Bridges for Fuel’, hvor linjerne »You got to loose to need it / You got to hurt to feel it« igen har forsøgt at smede sandheder i smerte, endelig henvender sig direkte til publikum, er situationen helt beklemt.

»Er det bra? I er så tyste«. Stilheden brydes pligtskyldigt af spredte råb, men de fleste står stille og kigger, mens Nina Persson bøvler med at justere højden på mikrofonstativet.

LÆS ARTIKEL

Hæse flosser
Med ’Animal Heart’ og de Abba-lydende synth-strygere kommer der lidt gang i salen. Men snart er vi tilbage i det alvorlige vadested, der hverken synes at berøre os eller forløse Nina Perssons stemme, som ganske vist er næsten poetisk, sukkersød med hæse flosser i kanten, så både Dolly Parton og endda Bonnie Tyler kan høres som fjerne forbilleder. Men den lyder indkapslet og meget kontrolleret, med en vibrato man kunne tegne algoritmer efter. Det er smukt på den meget pæne måde.

Og med et dydigt Brooklyn-band, der ikke gør meget for at forstyrre vokalen, ender det meste af aftenen som kammermusik for velfærdsschmerz. Det er simpelthen dødkedeligt. Med ’Jungle’ går det nærmest helt i stå. En i forvejen introvert sang om stjernetilværelsens begrænsede privatliv leveret uden forbindelse til publikum som en sang, man synger for sig selv, mens man syer knapper i.

Det elsker hun også at gøre, fortæller hun i et nyligt Politiken-interview. At sy knapper i. Det gør hende lykkelig. Ikke konkurrencen på arkitektstudiet eller i pladebranchen. Bare sysle. Og det virker ærlig talt også som om, vi er vidne til syslemusik på dette tidspunkt af koncerten.

Sent stød

Først med ’Food For The Beast’, der tramper blødt der ud af som Cardigans-hittet Lovefool, finder hun det elektriske stød mellem nervetrådene og trænger ud over scenekanten. Men da er der gået en time.

Og så er der kun ekstranumre tilbage. Blandt andet med to covernumre, Daniel Johnstons ’Walking the Cow’ og David Bowies ’Boys Keep Swinging’, der minder om, at Nina Persson endnu ikke har mange sange som soloartist i kataloget. Hun er lige begyndt at skrive det.

Og her i Amager Bio virker det som om, hun ikke har fundet sin egen skostørrelse endnu.

fortsæt med at læse

Tysk supertrio skuffede med flad stadionpop