»Faktisk sad jeg allerede klar i aftes, mens Slipknot spillede, men klokken 2 i nat blev det for koldt, og jeg gik tilbage til lejren«.
Det fortæller 19-årige Marie-Louise Brask, der nu sidder forrest i køen til at komme ind i pitten, når Rihanna giver koncert på Orange Scene fredag kl. 22.30.
For hun tog kun et par timer på øjet, så hun kunne genindtage sin plads klokken 5.30 i morges.
Nu er det op ad formiddagen, og en stor flok fans har sluttet sig til hende. De sidder i en bred slange ned ad grønsværen. Nogle i klapstole, nogle på jorden, nogle i soveposer, nogle med solbriller i håret. Tyve meter derfra ligger et par festivalgæster af en helt anden orientering og sover under et træ.
»Rihanna er hovednavnet«, lyder det fra én i køen.
»Ja, hun er dronningen«, understreger en anden.
LÆS ARTIKEL Redaktør: Rihanna er et friskt pust i en skov af mænd
Vil have øjenkontakt
Man kan undre sig over, at de unge fans ikke har prioriteret mere hvile, for mon ikke de nok skulle få plads i pitten, selv om de først dukkede op ved frokosttid?
»Det handler om at komme forrest og holde fast i hegnet, så man kan få øjenkontakt. Hvis jeg har mulighed for at røre hende, så gør jeg det!«, siger Marie-Louise Brask.
»Eller hvis hun nu kaster noget ned...«, drømmer Oliver Warming, 17 år.
Da Beyoncé gav koncert i Forum i København for nylig var der en mandlig fan, der formastede sig til at give stjernen et klask i numsen. Han blev prompte bortvist. Så hvorfor drømmer de unge fans i køen om at røre Rihanna, når man bare risikerer at provokere?
Marie-Louise Brask, der tidligere har været til koncert med Rihanna i England, mener ikke, at 'dronningen' vil blive fornærmet.
»Hvis man har set hendes koncerter ved man, at hun for eksempel har bedt publikum om hjælp til at give hende bh på. Så jeg tror ikke, hun bliver sur over et klap i røven«.
LÆS ARTIKEL
Roskilde Festival vil have flere popstjernerUd over muligheden for at komme helt tæt på stjernen glæder de morgenduelige fans sig til showet og stemningen under koncerten.
»Hun giver et godt sceneshow. Jeg elsker at se hende danse«, siger Sebastian Skov Andersen, 16 år.
»Og så er det ikke lige som med andre, der først får stemningen helt op at koge, når de giver deres hits som ekstranumre. Rihanna har næsten ikke lavet andet end hits«, påpeger Marie-Louise Brask.
»Det bliver én lang hitparade. Det bliver for vildt«, istemmer Sarah Kringelbach, 16 år.
LÆS ARTIKEL
Gådefulde Rihanna tager os med i privaten11 timer igen
Der er over 10 timer til koncerten. Kø-folket har væbnet sig med kiks, rugbrød, iphones, regnslab og penge. Og man holder hinandens pladser, når nogen skal tisse eller hente mad.
»Altså man kommer hurtigt tilbage. Det er ikke noget med at stikke ned i lejren og spille øl.bowling en times tid«, understreger Marie-Louise Brask.
Køen tæller 40-50 fans, og fronttroppen klager ikke over de mange timer, der skal fordrives før den langbenede sangerinde fra Barbados går på scenen.
»Det er en del af hele koncertoplevelsen at sidde her. Så føler man, det er velfortjent at komme helt op foran til koncerten«, siger Marie-Louise Brask.
fortsæt med at læse




























