Det har været uklart, hvor hurtigt man måtte køre på motorvejen forbi Roskilde Festival.

Politiet må makulere en hulens masse fartbøder fra Holbækmotorvejen på grund af dårlig skiltning

Politiets fartkontrol har været ude omkring Roskilde Festival siden i lørdags. Billedet her af en fotovogn er taget i en anden anledning.  Foto: Benjamin Nørskov/POLFOTO
Politiets fartkontrol har været ude omkring Roskilde Festival siden i lørdags. Billedet her af en fotovogn er taget i en anden anledning. Foto: Benjamin Nørskov/POLFOTO
Lyt til artiklen

2.400 gange siden i lørdags har Midt- og Vestsjællands Politi hapset bilister, der kørte mere end de tilladte 80 kilometer i timen på motorvejsstrækningen forbi Roskilde Festival.

Nu kan de så smide en hel masse af de fartbøder direkte i skraldespanden.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Sagen er den, at skiltningen på motorvejen, hvor hastigheden er sænket fra 110 kilometer i timen til 80 kilometer i timen, er utilstrækkelig.

Vinen smagte pludselig underligt, og så fik hun blackout: Flere nye anmeldelser om voldtægter og overgreb på Roskilde

»Vi har desværre konstateret, at den opsatte skiltning med den lavere hastighed på Holbækmotorvejen kunne give anledning til misforståelser og tvivl hos bilisterne. Skiltningen har ikke været tilstrækkelig klar, og i den situation lader vi tvivlen komme mange af bilisterne til gode, for retssikkerheden vægter naturligvis højest«, siger politiinspektør Henrik Mikkelsen, der er den overordnede ansvarlige for politiets indsats i forbindelse med Roskilde Festival i pressemeddelelsen.

Nu er det kun bilister, der har kørt hurtigere end 130 kilometer i timen, som er det maksimale man noget sted må køre på danske motorveje, der skal regne med at få et girokort fra ordensmagten.

Politiet har nu ændret skiltningen, så der ikke skulle være tvivl, og fortsætter fartkontrollen.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her