I de forgangne uger har optakten til Roskilde været særdeles travl på festivalens Instagram-profil, hvor man blandt meget andet har kunnet følge opsætningen af scener som Arena, Apollo og ikke mindst den spritnye Avalon.

Men introduktionen af festivalens anden nytilkomne scene dette år, Rising-scenen, der tager over efter Pavilion Junior, var ingen steder at se.

Og efter at have overværet min første koncert på dette års Roskilde Festival, de blues-tunge dystermuler i nordjyske Get Your Gun, tror jeg godt, jeg forstår hvorfor. Der skal ganske enkelt mere end et godt Instagram-filter til for at skjule, at Rising-scenen med sin sorte presenning i en fantasiforladt firkant er lidt …undervældende.

Dystert som en begravelse

Det lignede ellers en sympatisk ide på papiret at lade musikken i warm-up-dagene blande sig med campingområdets kaos af pandadragter og gigantiske lydanlæg.

Men selv om det i hvert fald fra hvor jeg stod, lykkedes Get Your Gun at overdøve pladsens fornøjeligt anarkistiske lejrskolestemning, havde det utvivlsomt klædt bandet bedre at fremføre deres dystre rockmusik i forgængeren Pavilion Juniors mere intime, aflukkede rammer fremfor den lidt byfestagtige Rising-scene.

Men Get Your Gun tog opgaven på sig, og allerede på åbningsnummeret ’Black Book’ stod det klart, at de tre herrer, der live blev til en kvartet, på forhånd havde besluttet sig for at indtage den beskedne scene, som om den bagende eftermiddagssol var en by i Rusland.

Og det var en fornuftig disposition. For den samme slæbende, begravelsesoptogsdystre bluesrock, der også prægede debutalbummet med den sigende titel, ’The Worrying Kind’, som udkom i april, fik lov til at knopskyde fint ud til publikum som kulsort ukrudt.

Hav af sorg

Ikke mindst på den flot spundne ’Sea of Sorrow’, hvor frontmand Andreas Westmarks afgrundsdybe vokal – der, heldigvis lød noget mindre som The Nationals Matt Berninger live, end den gør på albumversionen – blev bakket op af et 12 mand stort, sortklædt herrekor.

»Oh, it’s so haunting!«, som en begejstret englænder udstyret med solskoldning og mojito udbrød bag mig. Og der var unægtelig en spooky, hjemsøgende stemning over bandet, som også hentede en god, dramatisk effekt fra en dejligt humørsyg violin.

Men mørket blev en kende monotont undervejs, og navnlig den skingert kantede ’Call Me Rage’ blev lovlig ensporet i sit skingre udtryk.

fortsæt med at læse

The Divers kæmpede med atmosfæren og druknede i referencer