En formiddag, nogle dage inden Niels Skousen og jeg har aftalt at mødes, lander der en mail i min indbakke.
»Jeg glæder mig til at mødes med dig, men som en indgang vil jeg nævne for dig, at jeg synes, det er et problem, at vi har vedtaget, at der er noget, der hedder ’politisk kunst’«, skriver den 75-årige sanger, sangskriver og skuespiller som det første.
Og det er ikke så godt, for jeg havde forestillet mig, at vi skulle tale om netop det, politisk kunst. Niels Skousen bliver kaldt 68’ernes trubadur, det danske ungdomsoprørs poetiske stemme, så jeg havde tænkt, at han var den oplagte til at tale om, hvorvidt kunstnere har et politisk ansvar, hvordan det ser ud med den politiske kunst i dag, og på hvilken måde hans egne sange er politiske.
Men den går nok ikke.
