Sidste weekend lå jeg på et af mine yndlingssteder i verden. I den lille gule sofa i vores sommerhus. Den står et sted, hvor sollyset rammer hynderne, så man som en kat kan lade sig varme af strålerne og føle, at verden er tryg. Jeg brugte timerne i sofaen med en bog, der på omslaget havde samme farve som sofaen. ’Blødt’ hedder den, og det er opfølgeren til den meget omtalte bog ’Ærømanifestet’ af Maj My Humaidan. Anmelderne, inklusive dette dagblad, har ikke ligefrem haft armene i vejret over bogen med undertitlen ’Kampskrift for et meningsfyldt liv’, men set med madpolitiske briller er der nogle interessante godbidder i at følge livet på Ærø.
Fra en overordnet samfundskritik om blandt andet Novo, der symptombehandler »opbyggede intolerancer og biologiske kollaps som konsekvens af af kapitalismen, der sælger os mad, vi ikke kan leve af«, til en fortælling om det langsomme liv på øen, hvor det giver mening flere gange om ugen at bevæge sig ud i al slags vejr og gå efter æg med blommer så gule som mælkebøtter, selv om de bare kunne tages fra køledisken. Der bliver plukket kirsebær og spist brombær, mens »solen maler verden i kobber«. Det er et blik ind i en verden fra før, vi effektiviserede hele vores fødevareproduktion. Alt er mere langsomt og besværligt. Men også med mere smag, sanselighed og poesi.
