Mit bedste tip til folk, der ikke er så gode til at lave mad, er ...
... at vælge gode råvarer! Og lav enkel mad. Enkel mad kan blive fantastisk, når du har gode råvarer, for så får de lov at tale for sig selv. Min yndlingsråvare er ...
... den, der er i sæson. For tiden er det grønne asparges, der lige er taget op af jorden. De har en saftig sprødhed og en let bitter smag, som er mere i balance end de hvide asparges, som kan være for bitre. Inden for fisk er jeg vild med pighvar. Den har struktur, som gør den lækker at sprødstege. På kødsiden er jeg pjattet med lam, for det smager af noget. Der findes for meget masseproduceret okse- og kalvekød, som er for neutralt i smagen. Det danske lam masseproduceres ikke og er stadig i en kvalitet, hvor det spiller maks. Hvis jeg skulle vælge én råvare, overgår kartoflen dem alle. I mit univers kan en kartoffel alt: Den har stivelse, kan laves til suppe, til chips, den kan alt.
