I de gode gamle dage var syndens hule et sted, hvor der foregik »moralsk fordærvende aktiviteter, især spil, sex og druk«, som der står i Den Danske Ordbog. Jeg fandt engang en opbyggelig bog for unge mænd i mine bedsteforældres bogreol; den var næsten 100 år gammel, og den advarede på det kraftigste mod den slags huler.
Den definition af synd og hule er tilsyneladende passé. Når man googler ’syndens hule’ i dag, er det første billede, der dukker op, en lagkage pyntet med flotte bær.

