Den 25. december vågner jeg op til enten totalt sprød grisetriumf eller selvvalgt ekskludering fra det fedtede flæskestegsfællesskab. Det handler om flæskestegen juleaften. Igen i år er det mig, der skal stå for flæskestegen. Et betroet hverv på linje med at blive bedt om at stå fadder eller bære fanen ind til landsmødet i foreningen af danske svineavlere.
Det er alvorlige sager. Det må ikke gå galt. Ingen har lyst til at være den, der bliver husket for at have serveret en tør gris uden sprøde svær. Vi ved jo alle sammen, at det er noget, man vil tale om i kulissen i mange år efter. Ligesom dengang farfar skulle komme med kalkunen og troppede op med en frossen klokken 17.30. Eller dengang mandlen manglede eller sovsen skilte. Eller onkel Svend smed poserne med gaver til storskrald og tog køkkenaffaldet med til gaveuddelingen. Det er fejltagelser, der brændemærkes ind i det mentale familiealbum.
