Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lolland. Sjællands svar på Andalusien. Her holder restauranten Den Fuldkomne Fisker til. Illustration: Claus Nørregaard

Lolland. Sjællands svar på Andalusien. Her holder restauranten Den Fuldkomne Fisker til. Illustration: Claus Nørregaard

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Lollandsk campingrestaurant udfordrer tapas-konceptet

Den Fuldkomne Fisker serverer 'lopas' - lollandsk tapas. Det lyder så fjollet, at man ikke kan lade være med at elske det.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En ranglet dreng med lilla hår kom trillende ned ad landevejen på et skateboard. I aften sidder han nok ved en bålplads på stranden sammen med vennerne, tænkte jeg, og knipser splitterne fra dåseøllerne ud over havet, prøver at skyde dem helt til Langeland, eller hvad der nu ligger derude i sommermørket.

Selv kørte jeg i bil mod Onsevig Camping for at spise på Restaurant Den Fuldkomne Fisker. Som altid lå provinsen øde hen, og drengen var den eneste skikkelse, jeg så på den idylliske køretur mellem motorvejen og campingpladsen.

Op ad nabohytten til den hytte, jeg havde lejet, lænede sig en fiskestang, og langs det levende hegn, der omkransede pladsen, stod campingvogne og villatelte med campister i klapstole foran.

Kort efter sad jeg på restauranten, der er opkaldt efter Izaak Waltons mesterværk om lystfiskeri fra 1653. Jeg er selv lystfisker og får af den grund ofte bogen i gave. I øjeblikket står der fem i reolen. Jeg har nogle gange haft mistanke om, at der kører en practical joke bag min ryg. Giverne ved heller ikke, at min far er ivrig samler af ’Den Fuldkomne’ og ejer over hundrede forskellige danske og engelske eksemplarer. Jeg er flasket op med Walton.

Restauranten har udviklet et koncept, de kalder lopas: den lollandske tapas. Ordet lyder så fjollet, at man ikke kan lade være at elske det.

»Det er svært at vælge«, sagde en ægtemand ved nabobordet, mens han læste i menuen. Rådvildheden forstærkede en lollandsk melodi i stemmen, som årene i København ikke havde fået has på. Efter børnene blev store, flyttede parret tilbage til fødeegnen. Nu var de på tur med campingvognen.

Selv var jeg ikke i tvivl, jeg ville have den store lopas-menu, syv retter med vinmenu. Bum.

Hornfisk havde været oplagt

Min første lopas serveret på Lolland, Sjællands Andalusien, så således ud: et stykke baconomviklet torsk omkranset af tre små stykker varmrøget laks og ærteblomster og kørvel (spiseligt ukrudt, som ægtemanden ved nabobordet kaldte det). Torsken, der i forvejen fik salt fra baconen, var blevet oversaltet, og laksens fedme var for meget sammen med svinefedtet. Retten blev domineret af fedt på fedt og salt på salt. Kold hvidvin havde hjulpet på det, men det glas Pouilly Fumé, som værten gavmildt skænkede med ordene »du skal jo ikke så langt«, var desværre lunken.

:

Den Fuldkomne Fisker køber hele dyr fra lokale opdræt, som deres kok, der også er slagter, selv skærer ud, og de forsøger at afspejle årstiden i råvarerne. Hvis tankegangen blev anvendt på fisken, ville hornfisk lige nu være oplagt, da det vrimler med dem. Rødspætte ville være en anden lokal mulighed (når skoven er grønnest, er spætterne skønnest).

Laksen var østersølaks, prima kvalitet, men torsk og laks – the usual suspects – er ikke noget, der signalerer sæson-tankegang. Jeg greb mig selv i at fantasere om at få serveret gedde på en dansk restaurant. Den fanges i net i brakvandet omkring Møn, men eksporteres vist til Frankrig. Walton anbefaler, at man stopper bugen (geddens altså) med et pund smør iblandet ansjoser, marinerede østers, krydderurter og en smule muskatblomme. Herefter spidsteges fisken, mens den overhældes med rødvin. Og nu hører jeg Walton-citatet for mit indre øre: »En ret, der er alt for god til andet end fiskere og meget agtværdige mænd«.

Den anden lopas var strimler af røget fasan med saltet valnød og en gedigen klat solbærsyltetøj. Retten var domineret af sukker, og der var noget Prutbølle Kro over både valget af syltetøj og den måde, det hele var anrettet oven på et salatblad. Jeg nød en amerikansk pinot noir, der havde fået en tur i køleren, hvilket åbnede op for smagen og gjorde den friskere.

Efter osten fik jeg en rabarbertrifli med en creme anglaise og en makron med havtorn. Den åbnede op for et rige af sommer, vakte forestillinger om kolonihavehuse i solskin og blomstrende skvalderkål

Herefter fik jeg en anretning, der blandt andet rummede pastinak, blomkålsskud og ramsløg, men selv om der var arbejdet med forskellige konsistenser, manglede der en hovedingrediens, og igen var kokken gået balalajka med saltet.

Ingen fatwa over meloner, men ...

Hanne og Carl hed værtsparret, og de formåede at skabe en atmosfære, hvor man følte sig velkommen og godt tilpas. Carl havde en sjælden evne til nu og da at underholde os alle, uden at det føltes anmassende eller anstrengende. Han er tidligere skolelærer, bemærkede Hanne på et tidspunkt med et glimt i øjet. På væggene hang en Sikker Hansen-samling, og da en kvinde ved et bord bag mig spørger ind til et billede, bryder Carl ud i anekdote, og det viser sig, der er trykt et digt bag på rammen. Kvinden læste det op for os alle, og selv for en med så lav en pinlighedstærskel som mig føltes det ikke pinligt, men bare hyggeligt.

Den fjerde lopas var en tærte med fåreost og salat med melon og fennikel. Jeg vil ikke nedkalde en generel fatwa over meloner, men for fanden, hvor skal man være skarp for at slippe af sted med at bruge dem i en salat. Bunden på tærten var desuden blevet blød, og sammen med den dessertvin, der blev serveret til, blev det hele en smule vammelt.

Men det store mysterium var, hvorfor der skulle dessertvin til. Det var en prunello, og ved nabobordet hørte jeg den tidligere på aftenen beskrevet af værten som en »sød krydret rødvin fra Italien, der har ligget på slåenbær«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så den er sød?«, gentog gæsten lidt undrende.

»Pjasksød«, svarede Carl.

Det gik altså slet ikke op.

Ved nabobordene hørte jeg aftenen igennem lovprisninger af maden. Det var åbenbart kun denne ensomtspisende smagsdommer, der havde noget at udsætte. Tallerkenen blev båret ud, og så faldt mit blik på en tærtekrumme, der lå og forstyrrede på den hvide dug. Jeg samlede den op mellem pege- og tommelfinger og puttede den i munden. Men den endte i luftrøret. I angst for at påkalde mig opmærksomhed prøvede jeg at undertrykke et hosteanfald. Mens tårerne trillede, vendte jeg hovedet ind mod væggen og stirrede på en damerøv i Sikker Hansen-streg. Endelig vandrede krummen et sted hen, hvor jeg ikke mærkede den.

Så simpelt og godt kan det være

Restaurantens buffet var smukt anrettet. Jeg fik den syge tanke at parallelspise fra buffeten samtidig med mine syv retter for at se, om det var lopas-konceptet, der tog pippet fra køkkenet, men fandt ud af, at min næste lopas alligevel bestod af smagsprøver fra buffeten.

Jeg fik tre salater og to skiver steg. Salaterne rummede ting som grønne asparges, spidskål, blomkål, løvstikke og nødder og åndede fred og ro på nær en enkelt episode, hvor en bande kapers optrådte bølleagtigt og dominerende over for aspargesen. Lammekødet var tørt og oksekødet var en smule sejt, og begge dele havde brug for den medfølgende kalvesovs. De nye kartofler, der blev serveret til, var for bløde. Hvis man vil have noget til at suge sovsen op med, skal det ikke være nye kartofler i maj.

Jeg var i tvivl om, hvad de to stykker kød skulle på den samme tallerken. I det hele taget virkede mange af retterne uigennemtænkte, og menuen var præget af stilforvirring. Kombinationen af fem- og syvretters menuer og så en buffet, hvor stegen fra buffeten bliver serveret som kødret i menuerne, holder ikke. Det ærgrede mig, fordi jeg så godt kunne lide hele atmosfæren på stedet og den vilje til kvalitet, der var, det ønske om at skabe noget unikt. Og Onsevig Camping er i sig selv en perle.

Carl fyldte en ekstra sjat barbaresco i mit glas, idet han passerede forbi, og jeg sad og nød den tunge vin, mens jeg lyttede til snakken mellem bordene og opsnappede en lille lollandsk tragedie: »Han havde for syv-otte år siden en plan om at lave nogle bassiner, hvor man kunne dyrke alger for at få energi, men han fik ikke noget energi ud af det, og algerne døde«.

Efter osten fik jeg en rabarbertrifli med en creme anglaise og en makron med havtorn. Så simpelt og godt kan det være. Den åbnede op for et rige af sommer, vakte forestillinger om kolonihavehuse i solskin og blomstrende skvalderkål.

Under betalingen spurgte jeg ind til restaurantens navn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu skal du se«, sagde Carl, og det gik op for mig, at han skulle til at hente bogen, og jeg forsøgte at stoppe ham ved at aflire trivia, men vinmenuen susede i blodet, og jeg misser udgivelsesåret med hundrede år. En vidende herre ved et af de andre borde rettede mig diskret, og fjoget sagde jeg, »nåh ja, det var jo efter Cromwell«. Carl lagde bogen foran mig, mens han fortalte, at navnet var i anledning af de mange lystfiskere, der besøger campingpladsen. Som så mange gange før undersøgte jeg pligtskyldigt indbindingen.

Næste morgen vågnede jeg klokken halv fire i et brus af fuglesang. Jeg satte mig bag rattet og kørte en tur på egnen, ned på havnen, hvor der hang en snor med vasketøj mellem to skure, og tilbage ad en grusvej, hvor midterrabattens høje græs strøg rislende under bilen. Så satte jeg kurs mod København. Kørte gennem massive tågebanker og over den der bro, hvor bøgeskoven vokser ned til vandet. Kvart over seks forduftede skydækket i løbet af ganske få minutter, og solen skinnede.

Jeg kom hjem og proklamerede, at i år skulle vi mere ud i sommerlandet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden