De to bedste vine til prisen havde begge nerve, friskhed, frugtsyre og en relativ luftighed. Og kostede nogenlunde det samme.
Så om man vil til det nordlige Rhône eller til Sicilien, afhænger lidt af éns smag. Jeg tager til Rhône. Crozes Hermitage fremstilles af syrah og produceres i det forholdsmæssigt kølige Nordrhône.
Crozes er et lidt forkætret område med en del jævn vin. Ugens vin er bestemt ikke kompleks. Men til prisen kan man næppe forlange mere deroppe, hvor vinene er mere luftige, friske og syrerige end i det sydlige – og lidt dyrere.
Vi taler om mørke bær, om antydning af bacon og metal (rustent jern!) – og så den friskhed, som gør det næste glas meget lettere at drikke. Bistro er på mode – og det er luftige vine også.
Testvinder. Crozes Hermitage 2016, Clairmont, 13,5 %
Rhône, Frankrig, Irma, 1 fl. for 80 kr.
Mørk og kølig rødvin. Sorte brombær med kul og jern. Slank og syrerig smag – ret let trods 13,5 pct. Kølig stil, fin til lyse kødtyper som kylling eller ungkalv. En rigtig bistrovin. God, om end enkel.
30 - 75 kr.
Nerello mascalese 2017, Molino a Vento, Orestiadi, 13,5 %
Sicilien, Italien, Vinens Verden, 1 fl. for 69 kr.
Solmættet rødvin. Let ristet duft, med både tjære og bær. Pæn struktur i smag med et vist tanninbid, men også saftig frugt. Karakterfuld vin til under 70 kr. – f.eks. til kylling med tomat.
Sauvignon blanc 2018, Yealands, 12,5 %
Marlborough, New Zealand, Kvickly, 75 kr. v. 2 stk.
Aromatisk, frisk hvidvin. Duftrig med solbærblade, stikkelsbær og kattetis. Ret let, men rimelig intensitet. Cool og syrerig. Typisk New Zealand-sauvignon i den lette stil. God til grønne rå salater.
Ressò 2017, Garnacha, Cofama, 13%
Catalonien, Spanien, Barrique Vin, 55 kr. v. 12 stk.
Let fadpræget rødvin. Diskret ristet og ret mørk frugt – om end enkel duft. Også enkel smag, som dog har lidt fylde. Ikke så ringe til 55 kr. – men noget stort glas er det ikke!
Carmenère 2018, Tarapacà, 13%
Central Valley, Chile, Skjold Burne, 50 kr. v. 6 stk.
Let rødvin. I duften både grønne og rige toner – som ofte med den drue: carmenère. Let smag uden struktur eller kant. Letløber fra det solrige Chile – og temmelig kedelig.
Sauvignon blanc 2017, Dom. Fabre, 12,5%
Pays d’Oc, Frankrig, Theis Vine, 71 kr. v 12 stk.
Frisk og ”grøn” hvidvin. Kølig, græsset duft med lidt hyldeblomst. Let, slank og ret syrerig smag – grænsende til det spidse og tynde i sin lethed, men dog frisk og ren.
Cabernet sauvignon 2017, Fat Bastard, 13,5%
Pays d’Oc, Frankrig, Irma, 43 kr. v. 3 stk.
Tynd rødvin. Enkel og frugtig duft uden meget karakter. Let og ret tynd smag – lidt ironisk med det navn! Ikke meget krudt i den ”fede bastard”.
75-150 kr.
Barbera d’Asti Superiore 2016, Perrone, 15 %
Piemonte, Italien, Barrique Vin, 125 kr. v. 12 stk.
Mørk og frugtig rødvin. Sorte kirsebær, kaffe og bitter chokolade. Trods 15 pct. ganske frisk smag med både syre og frugt, men også en lidt varm og rig eftersmag pga. alkoholen. Men ikke tosset.
Ch. Caroline 2012, Moulis, 13 %
Bordeaux, Frankrig, Skjold Burne, 1 fl. for 120 kr.
Struktureret rødvin. En del fad i næsen – vanilje og kokos – stadig lidt lukket. Struktureret smag med en del tannin. Typisk bordeaux i den moderne, ret generøse stil. Til stegt rødt kød.