Lyt til artiklen
Jeg var knap 10 år, i mit stiveste puds og klar til fest. Det var min mosters bryllup, og eftersom gommen var svensk, var der et helt nyt eksotisk produkt tilgængeligt: pæresmagende, sodavandsagtig cider. Dem kunne man bare bestille hos det venlige personale, og ingen kontrollerede noget. Et rent slaraffenland. At de ud over en masse sukker også indeholdt 0,5 procent alkohol, skænkede jeg ikke en tanke. Party!!
Men da brudeparret skulle sendes af sted, lå jeg i et tilstødende lokale med hovedpine og havde det jättedåligt. Hvor meget jeg havde nået at konsumere af den fatale drikkevare, anede ingen – mindst af alle mig – men de voksne havde vist lidt dårlig samvittighed, så jeg slap for en skideballe.
