Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer

Kan litteraturen redde klimaet?

Klimabevidsthed er tilbage i dansk litteratur, ligesom den såkaldte økokritik er blevet en populær gren inden for litteraturvidenskaben. Men hvad kan digte og romaner gøre over for tørke i Sudan og smeltende is på Arktis?

Litteratur, som ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er spild af tid. Det bastante udsagn kommer fra Lars Skinnebachs digtsamling ’Øvelser og rituelle tekster’ fra 2010.

Digtsamlingen udkom i første omgang i en række unikaudgaver, som man skulle underskrive en kontrakt og forpligte sig til ikke at spise kød i 5 dage for at få fingre i.

Skinnebachs aktivistiske, direkte klimapolitiske strategi er måske stadig en sjælden blomst i samtidslitteraturen. Men det er klimabevidsthed som sådan absolut ikke. Det er især de danske digtere, som i de senere år har skævet bekymret til de stigende temperaturer og verdenshave. Senest udgav Rasmus Nikolajsen ’Tilbage til unaturen’, og før ham har Theis Ørntoft, Victor Boy Lindholm, Liv Sejrbo Lidegaard, Andreas Vermehren Holm og mange andre på forskellig vis kredset om emnet.

Og nu ser det ud til, at også en miljøbevidst prosa skyder op af jorden. I hvert fald udkommer Charlotte Weitzes satiriske roman ’Den afskyelige’ i dag. Den handler om Kenneth, der går ind klimakampen på grund af et svedproblem, som kun bliver værre og værre, i takt med at vejret bliver varmere. Og senere i denne måned udkommer norske Maja Lundes prisvindende roman om biernes død på dansk.

Men hvad nytter det, at en håndfuld forfattere her i trygge Danmark, hvor klimaforandringerne foreløbig ikke har betydet andet end oversvømmede kældre og sjappede vintre, skriver om økologiske apokalypser? Kan litteraturen overhovedet stille noget op over for den alvorlige klimakrise?

Hvad litteraturen kan gøre

Det er Gregers Andersen, postdoc i litteraturvidenskab på KU, slet ikke i tvivl om, at den kan.

»Litteraturen alene kan selvfølgelig ikke redde klimaet, men jeg er ikke i tvivl om, at den kan gøre en forskel«, siger han.

For ham er selve grunden til at læse litteratur det faktum, at fiktioner påvirker og former os: »Det er vel derfor, vi læser bøger. Fordi de gør noget ved os og stiller nogle spørgsmål, vi tager med os i vores liv og nogle gange ændrer adfærd efter«.

Gregers Andersen er aktuel med debatbogen ’Grænseløshedens kultur’ og har længe beskæftiget sig med det, man inden for litteraturvidenskaben kalder økokritik. Det er krydsfeltet mellem litteratur og klimakritik, og siden 90’erne har stadig flere forskere kastet sig over området. Han peger på to måder, litteraturen konkret kan være med til at afhjælpe klimaforandringerne.

»På den ene side er der et kritisk potentiale. Her fungerer litteraturen som et spejl, der holdes op for vores handlinger og tydeliggør det håbløse i dem. Og på den anden side er der et utopisk potentiale, hvor litteraturen kan komme med nye ideer til den fremtid, vi går i møde«.

Torsten Bøgh Thomsen, ph.d.-studerende på Institut for Kulturvidenskaber på SDU, tvivler heller ikke på, at litteraturen kan gøre noget. Men han er mistænksom over for det, han kalder et idealistisk litteratursyn, hvor bøgerne griber atomkraft-nej-tak-skiltene og konkret forsøger at påvirke samfundet.

»Jeg synes, det er problematisk på den måde at skubbe litteraturen ind under de her rationelle præmisser, som plejer at være naturvidenskabens og politikernes domæne, hvor det handler om at overskue situationen og komme med løsningsforslag. Dels fordi det hurtigt kan blive et tyngende krav, dels fordi problemet jo er, at der ikke er nogen, som kan overskue situationen«.

Også han forsker i økokritisk litteratur. Han er imidlertid mere interesseret i værker, som ikke nødvendigvis har en ambition om at ændre samfundet direkte, men i stedet giver udtryk for den afmagtsfølelse, mange sidder med.



Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer

»Tag nu Theis Ørntofts ’Digte 2014’ eller Victor Boy Lindholms ’Guld’. De er tydeligvis er klimaorienterede, men de foreslår ikke nogen løsninger. De udtrykker mere en afmagt, et hykleri eller et manglende engagement«.

Den slags værker kan gøre os klogere på os selv og måske udfordre nogle af de tankemønstre, som altid kommer frem, når vi taler om klima, mener han.

Er klimaspørgsmålet et smykke?

Da digteren Caspar Eric sidste år udgav ’Nike’, langede han ud efter flere af de nyere danske økopoeter. Ifølge ham udfordrer de netop ikke noget, men forbliver i det sikre og sympatiske. »Klimaspørgsmålet er blevet noget, man bare kan være optaget af, og det er også blevet et smykke i kunsten«, udtalte han i et interview i Information. Og kan der ikke være noget om det?

Nej, mener digter, oversætter og redaktør Andreas Vermehren Holm: »Jeg synes, det er smagløst at gå ud at sige den slags. Det er et dybt nihilistisk udsagn, fordi det reducerer alt til, at man vil være noget ved musikken. Og det tager hverken klimakrisen eller alt det, vi kan gøre, seriøst«.

Til gengæld kan Andreas Vermehren Holm godt være skeptisk over for den pessimisme, som for eksempel kommer til udtryk i Theis Ørntofts ’Digte 2014’. Faren er, mener han, at vi ender med intet at gøre, hvis vi svælger i afmægtigheden.

»Der er simpelthen ikke nogen grund til at være så bange for, at det, vi gør, ikke gør nogen forskel. Jeg synes ikke, vi kan tillade os at miste modet helt. Det er simpelthen for forkælet«.

Også han mener nemlig, at litteraturen kan gøre noget mod klimakrisen. Sidste år udgav han digtsamlingen ’Antropocæn kreatur’, og han har også været med til at redigere tidsskriftet Ny Jord – Tidsskrift for Naturkritik.

»Jeg mener, litteraturen er altafgørende, fordi sproget er altafgørende. Sproget definerer, hvordan vi oplever verden; hvad der er og ikke er i den«.

Andreas Vermehren Holm påstår, at det er en bestemt sprogbrug, som har gjort klimakrisen mulig. En sprogbrug, som skjuler verden i stedet for at vise den frem, som vi faktisk oplever den.

»Et ord som ’dyr’, for eksempel, skjuler jo den skabning, som det betegner. Når jeg sidder her sammen med min hund«, fortæller han over telefonen, »så har jeg faktisk oplevelsen af, at vi er to væsener, der er i verden på fuldstændig lige vilkår. Men så kalder jeg den et dyr, og så har jeg allerede skabt et oplevelsesmæssigt hierarki, som faktisk har fjernet mig fra min egen oplevelse«.

Litteraturen kan altså formidle den umiddelbare, sanselige oplevelse af omgivelserne, som ofte bliver skjult af sproget og derfor gør en uopmærksom behandling af dem mulig.

Det er digter Liv Sejrbo Lidegaard, som i 2015 udgav ’Fælleden’, enig i. Hun mener, at klimaets største fjende er en idé, som længe har præget den vestlige kultur, nemlig at vi mennesker først og fremmest erånd eller bevidsthed, og at vi bare er bundet til vores fysiske krop.

»Kroppen er det afhængige, det dødelige og det dyriske: Det i bund og grund ækle jordiske, som er blevet opfattet som modstykket til bevidstheden, eller sjælen, hvor mennesket er frit og evigt. Men mennesket er også krop, og vi er derfor også natur. Og hvis vi hele tiden glemmer det, risikerer vi at skabe et veritabelt helvede for os selv«.

Et nyt natursyn

Netop det nedbrudte skel mellem kultur og natur er ifølge Torsten Bøgh Thomsen, hvad der adskiller den nye miljøkritik fra den tidligere. I 70’erne var klimabevidstheden også fremherskende i dansk litteratur hos forfattere som Vagn Lundbye, Marianne Larsen og ikke mindst Thorkild Bjørnvig.

»Men det, der er sket i de senere år, er, at naturen er blevet afnaturaliseret. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved alle de ting, vi tidligere har betegnet som ’naturlige’. For eksempel er naturen i Theis Ørntofts ’Digte 2014’ ikke noget afgrænset og smukt, men et stort og mørkt fluxus, som også indeholder det kunstige, og også kan være destruktivt«.

Af samme grund er både Liv Sejrbo Lidegaard, Torsten Bøgh Thomsen og Gregers Andersen betænkelige ved at tale om en litteratur, der kan ’redde’ klimaet. For naturen er ikke noget fint og skrøbeligt, der kan reddes af os mennesker, siger de.

»Det er jo helt sikkert, at Jorden som geofysisk system består. Det er de mennesker, som lider under klimaforandringerne, det handler om. Det er dem, der er vigtige«, mener Gregers Andersen.

Det, der imidlertid forbinder nutidens økokritiske litteratur med 70’ernes, er, at der ofte er tale om en bredere samfundskritik. Det er lige så meget en kritik af kapitalismen og den forbrugskultur, som pumper drivhusgasser ud i atmosfæren.

»Det handler i virkeligheden om, at vi skal have en helt ny værensforståelse. Intet mindre«, siger Gregers Andersen. »Den måde, vi har tænkt, følt, handlet, sanset og begæret på i de sidste mange hundrede år, går ikke længere an. Og det gælder i alle livets forhold«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden