Stanken af surt omklædningsrum og for mange mennesker på for lidt plads hænger i det indendørs tusmørke på sovesalen i flygtningecentret ved den lille tyske by Bramsche syd for Bremen. En albansk storfamilie spiser sammenkogt flygtningemad i sengen, og i et hjørne bor syriske Mhmood med alt, hvad han ejer. Et par sko, et par tynde bukser, en lyseblå skjorte, en tynd langærmet T-shirt, to par sokker, to par underbukser, et par solbriller, nogle høretelefoner, lidt toiletsager og noget hårvoks.
Det er vigtigt at sætte håret, trimme skægget og kunne smyge flygtningekåben af sig, så man ikke lugter af genbrugsbutik, når man går ud i samfundet. Det er en kold sommer, og om natten trækker det fra døren ind til den næste sovesal, som er en gang, hvor flygtningene bor endnu tættere. Mhmoods feltbriks står i trækken, og måske var det dumt at vælge det pæneste i stedet for det tykkeste, da han fik lov til at vælge en smule tøj.
Centrets standard ligger langt under de danske flygtningecentres, og heller ikke uddelingen af tøj synes at fungere. Mhmood vil dog hellere fryse i pænt tøj end gå rundt i grimt. Når man har pænt tøj på, taler andre pænt. Når man har grimt tøj, taler de grimt.
»Det værste ved at være flygtning er, at andre behandler dig, som om du er mindre værd. De er ligeglade. Når man spørger politiet om at få sit pas tilbage eller en ansat på et center om at låne en cykel eller noget andet, som ikke er særlig svært at hjælpe med, sidder de og siger: ’It’s not my problem’. En nat i Hamburg havde jeg intet sted at sove. Manden i lejren sagde, at den var overfyldt, og at jeg ikke kunne sove der. Så har jeg kun gaden, sagde jeg. It’s not my problem, sagde han. Det er de ord, jeg har hørt mest i Tyskland. It’s not my problem«.
