Kære læser,
Velkommen til brev på vinterens 678. dag.
I denne uge har en anmelder spist yakult-mousse - og elsket det!
En anden har lært noget om sin egen angst.
Og en tredje har set en opera i topklasse.
God læselyst og god weekend!
’Dialogues des carmélites’. Iscenesættelse: Barrie Kosky. Opera
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Blod løber i tykke baner ned ad væggen i klosteret. Volden fra den franske revolution trænger langsomt ind bag murene.
»Chokket lader vente på sig. Da det kommer, er det til gengæld ekstremt virkningsfuldt. En gruppe katolske nonner har levet afsondret fra verden i et kloster nord for Paris, hvor den franske revolution under Den Første Republik er på kogepunktet. Guillotinen er i sving, og klostrets høje mure kan ikke holde blodet ude. I løbet af operaen begynder det at løbe ned ad væggen ud mod omverdenen. Tyktflydende og ildevarslende«.
»Den franske komponist Francis Poulenc skrev sin opera ’Dialogues des carmélites’ i 1950’erne, men handlingen foregår i slutningen af 1700-tallet. Den unge adelskvinde Blanche er bange og vil søge tilflugt i et kloster. Hun har set den ophidsede folkemængde gennem vinduet i sin karet, og det var rigeligt til at skræmme hende. Blanche bliver optaget som nonne i karmelitterordenen, men finder hurtigt ud af, at livet bag murene er hårdt«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Headstrong’. Jean-Michel Basquiat. Kunstudstilling
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jean-Michel Basquiats maleri fra 1982 af et kranium slog rekord, da det blev solgt på en auktion på Sotheby's for 110.5 millioner dollars. Senere blev det købt privat for 200 millioner dollars af en amerikansk milliardær.
»Jeg tager mig til hovedet i en blanding af begejstring og benovelse, da jeg ser det store maleri lavet i 1982 med akryl, spraymaling og oliestift på lærred. Det hænger på en endevæg i Louisianas udstilling med Jean-Michel Basquiats papirværker med fokus på hovedet som motiv. Men det er ikke papir. Det er et ægte massivt maleri af den amerikanske supermaler, hvis kunst findes på de største museer og i private samlinger hos for eksempel Beyoncé, Madonna og Leonardo DiCaprio«.
»Hvis jeg ser længe nok ind i Basquiats flakkende og flimrende ansigter, forstår jeg noget dybere om min egen angst for at falde ud af verden. Jeg forstår noget dybere om min angst for, at vanviddet skal få tag i mig. Noget dybere om angsten for, at du ikke længere skal genkende mig som et menneske. Jean-Michel Basquiat døde af en overdosis som 27-årig. Jeg tror, han det meste af sit korte liv var bange for at forsvinde ud af verden. Derfor skyndte han sig at male den«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Take That’. Netflix. Dokumentarserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Take That tog verden med storm i 1990'erne og fortæller i ny formidabel dokumentar om opture, nedture, brud og den hårde kamp for at blive sammen og stå ved ridserne i lakken.
»Boybands som Take That blev, dengang de ejede den monokulturelle verden, på en og samme tid forgudet af de unge fans og latterliggjort af dem, der fandt dem for ’fimsede’. I Netflix-dokumentarserien fortæller medlemmerne Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen selv deres historie om at være blevet dannet i 1989 af manageren Nigel Martin-Smith. I glimt høres også stemmerne fra de tidligere medlemmer Jason Orange og Robbie Williams«.
»Det er voksne mænds forsøg på at forstå, hvad det kostede at være et boyband, og hvorfor og hvordan det overlevede. Jeg ser deres historie gennem den prisme, som er vor tids samtale om mandeidealer, for vi kan på godt og ondt lære meget om de begrænsninger, vi pålægger mænd, ved at se alle nuancerne i historien om Take Thats storhed, fald og genkomst. Serien formår at lægge vægt på sårbarheden frem for mytedannelsen«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’Søn’. Søn. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Søn har en superstjerne i front i Kristoffer Jessen (nummer to fra venstre), men det er i høj grad et band. Et virkelig godt ét af slagsen.
»»Jeg elsker, når du er så fucked«. Sådan lyder åbningslinjen på Søns nye album, der bare hedder ’Søn’, og jeg må bare sige: spejl, skat. For der er få, der skriver så godt – og så smukt – om at have det svært i en tid, hvor kloden er på seriøs slingrekurs. Og nu har de lavet deres bedste album«.
»Bandet har en superstjerne i front i form af Kristoffer Jessen og hans lyse, drengede stemme, der på ’Tetris’ genbesøger et barndomsminde om en familieferie, hvor en skilsmisse hærger de voksnes verden, mens børnene spiller computer: »Det er noget med at hans far ikk’ ku’ være med på ferien, jeg ved ikk’ helt hvorfor«. Sangen er så elegant diskret forløst med spøgelseseffekter på vokalerne i baggrunden, søsyge synthesizere og bløde, nænsomme trommer«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
’Code of Silence’. Koncept: Catherine Moulton. Krimiserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Alison spilles med stor udstråling af Rose Ayling-Ellis, der selv er døvfødt og har en lang karriere som skuespiller, tv-vært og børnebogsfatter.
»Alison er på grund af sit hørehandikap henvist til at ufaglært arbejde i kantinen på en politistation i middelalderbyen Canterbury. Hun har imidlertid oplyst sine arbejdsgivere om, at hun er ret ferm til at mundaflæse, og da de står og mangler en med den evne til en igangværende undersøgelse, kommer hun med på prøve, selv om hun er civilist«.
»Det er sine steder lovligt spændende, så man sidder og hvisker ’nej, nej, nej’ i øreklapstolen. Det bliver ikke bedre af, at hun indleder et forhold til en af de kriminelle, hun skal aflytte og være med til at afsløre. For at tilføje lidt relevant køkkenvask-stemning er hun for nylig efter et kuldsejlet parforhold flyttet hjem til sin ligeledes døve mor i hendes rækkehus. Og her står de i fare for at blive sat på gaden, fordi byggeriet er blevet opkøbt af en kapitalfond, der vil rive de almennyttige boliger ned og bygge luksusboliger«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’The Death of Bunny Munro’. Koncept: Pete Jackson. Dramaserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Far og søn mod verden. Rollerne spilles af Rafael Mathé og Matt Smith.
»Når den gamle junkie-crooner Nick Cave har en finger med i spillet, ved de fleste godt, at der hverken er sat vand over til sødsupperomantik eller lykkelige slutninger. Titlen på den roman, der ligger til grund for tv-serien, forudskikker da også, at ingen vil ride opløftede ind i landskab og solnedgang til tonerne af ’Peace in the Valley’ eller noget. For ’The Death of Bunny Munro’ handler om det eneste sikre vilkår i menneskelivet: den altid forestående, uafviselige død«.
»Udgangspunktet er, at hovedpersonen hellere vil knalde løs med en sexarbejder på et lurvet nærliggende hotel end komme hjem til sin hustru og deres ni år gamle søn. Selv om hun trygler ham i telefonen og fortæller, at hun er bange på grund af blandt andet en seriemorder i lokalområdet. Da han så endelig besinder sig til at agere familiefar, er hustruen død af selvmord og sønnike endnu mere grådkvalt traumatiseret end ellers – hans permanent rødøjede kontrafej står serien igennem som et korrektiv til forestillingen om, at der skulle findes noget sådant som en lykkelig familie«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’My Fair Lady’. Det Ny Teater. Musical
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Peter Plaugborg gør lingvisten Henry Higgins til et seriøst dumt og kvindehadende svin. Men det fungerer. Og Sofie Topp Christensen er vidunderlig som Eliza.
»Hvis man måler på mængden af sange, de fleste mennesker kan nynne med på, er ’My Fair Lady’ i absolut topklasse. Lerner og Loewes forestilling hører musikalsk til i samme liga som ’The Sound of Music’ af Rodgers og Hammerstein, ’Annie Get Your Gun’ af Irving Berlin og Robbins og Bernsteins ’West Side Story’. Og som alle gode musicals ejer den også et humanistisk budskab, man kan tænke over efterlods, mens man sidder og har musikken kørende på den indre eller ydre grammofon. I ’My Fair Ladys’ tilfælde er det noget så almenmenneskeligt som talen, der er omdrejningspunktet for såvel holdning, som samfundskritik og satire«.
»De to hovedfigurer, Eliza og Higgins, varetages af Sofie Topp Christensen og Peter Plaugborg. Hun gør det særdeles fremragende – både når hun taler proletarisk og er fin på den med fine e’er, a’er og u’er. Plaugborg er kommet efter musicalhåndværket i forhold til indsatsen som kaptajn von Trapp i ’The Sound of Music’. Han giver los som forbenet mandschauvinist, og det er skægt«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’The Thing With Feathers’. Instruktør: Dylan Southern. Biograffilm
I 'The Thing With Feathers' spiller Benedict Cumberbatch en søvnløs enkemand, der om natten klamrer sig til sit tegnebræt som en druknende.
❤ ❤ ❤ ❤
»Benedict Cumberbatch leverer en mørk og intens skuespilpræstation som enkemanden, der savner sin døde hustru så vildt og voldsomt, at han hverken kan tage vare på sine to små drenge eller sig selv. I begyndelsen går det relativt fredeligt og grundsørgmodigt for sig. Man ved endnu ikke præcis, hvad der er sket, men The Cure klager sig i radioen, og da en krage smasker mod ruden, aner man ligesom uråd«.
»Som sorgfilm tilbyder ’The Thing With Feathers’ ingen lette løsninger. Billederne er som følelsernes mørke svært gennemtrængelige. Alligevel er der et håbefuldt aspekt, når filmen peger på kunsten som et rum, hvor sorgen kan få et bearbejdet sprog, en genklang. Som det sker i filmens kragetegninger«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Woodhub. Lerchesgade 35, Odense. Arkitektur
❤ ❤ ❤ ❤
Woodhub-komplekset i Odense danner arbejdsplads for medarbejderne i fem statslige styrelser.
»I Odense er vokset et statsligt byggeri, der gemmer på en hemmelighed. Når man bevæger sig rundt i kvarteret mellem banegården og havnen, lægger man nemlig ikke umiddelbart mærke til, hvad der adskiller Woodhub fra ethvert andet nyere kontorbyggeri. Det er uden sammenligning det største hus i sit område. Men det er udmærket nedskaleret med opdelinger og indhug i hjørnerne, så det opleves som en sammenstilling af mindre huse med nuancer af rød, brun og grå«.
»Statens ejendomsudvikler Bygst har med Woodhub med hjælp fra C.F. Møller Architects afprøvet, hvad der sker, hvis man laver det benspænd for sig selv, at man kun må bygge i træ. Forskellen er som mellem en benzinbil og en elbil. Udadtil kan de tage sig mere eller mindre ens ud, men der er aspekter, der er helt anderledes. Og det påvirker brugernes hverdag«.
Anmeldt af Karsten R. S. Ifversen.
Uní. Store Kongensgade 42, Kbh. K. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤
Unís Yakult-dessert var en virkelig god oplevelse.
»Menudesserten var en fortolkning af den japanske probiotiske mælkedrik Yakult, og det var en god dessert. Flot afstemt mousse på yakult og lime med en kerne af blød yuzukaramel, og på toppen en flot brændt hvid chokoladekiks, der smeltede i munden«.
»Kvalitet og håndværk er utvivlsomt i top på Uní. Og med et par vrid på pris, mængder og energi kunne den godt udfylde næste kapitel i historiebogen om Store Kongensgade som byens gastronomiske hovedstrøg«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
Ugens mest læste anmeldelse
Simon Kvamm. Royal Arena. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Med koncerten 'Alle Sangene - Alle Vennerne' havde Simon Kvamm ambition om at omdanne Royal Arena til en kirke.
»På vejen ud af Royal Arena kunne jeg næsten ikke tro, at den koncert, jeg gik fra, var den samme koncert som den, jeg var ankommet til to timer tidligere. Det sluttede nærmest med en dåb, da Jens Unmack lagde sin hånd på en grædende Simon Kvamms hoved. Ja, så var vi nærmest kommet i kirke – præcis som Kvamm havde sagt, at vi skulle«.
»Simon Kvamm er en mand, der med tiden har fået en del på hjerte. Det var måske ikke det hele, der direkte lod sig oversætte til sangene, der blev plukket fra alle de forskellige projekter, Kvamm har været en del af. Han har muligvis aldrig skrevet en god sang i klassisk forstand, men det virkede meget nemt for ham at indtage en stor scene – selv når han satte sig alene til klaveret, var det tilsyneladende med en tro på, at intet kunne gå galt«.
Anmeldt af Alexander Vesterlund.