Kære læser,
Velkommen til nyhedsbrevet, der samler ugens vigtigste anmeldelser.
I denne uge har vi hele to sekshjertede anmeldelser - det ser vi ikke så tit.
Så lad os starte med den ene og gemme den anden til senere, så du bliver hængende så længe som muligt.
Velkommen til.
En lømmel har lavet sit hovedværk
Artigeardit. ’Længe leve’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det plejede at være verden, der skubbede rundt med Artigeardit, men det er omvendt nu. For nu er det Ardit, der bestemmer. Og det beviser han med et suverænt overskud på sit fjerde album, ’Længe leve’.
»Her slår Artigeardit fast, at han ikke alene er sin generations bedste rapper – han er også den mest ambitiøse. Uden at give slip på en af sine fineste signaturer, sin ublu sårbarhed, har Ardit med ’Længe leve’ lavet sit stærkeste og musikalsk mest eventyrlystne album til dato. En lømmel har lavet sit hovedværk. Og det er et tidligt, men friskt bud på årets bedste danske album«, jubler anmelder Pernille Jensen og giver fuld plade - 6 hjerter.
’Længe leve’ er ikke er et hiphopalbum som sådan. Pladen er fuld af håndspillet instrumentering, og musikalsk er vi ud over det hele. Fra den hengivne kærlighedssang ’Snubler’s kælne discostrygere til den klaverbårne eftertænksomhed på ’Til mig selv’. Anmelderen fremhæver også det vrede titelnummer ’Længe leve’, det mørke ’Tetovo’ og ’Solskin’:
»Jeg ved ikke, hvem der har trukket gardinet fra til den her version af Artigeardit, men der er en helt overlegen kraft i den måde, han stævner ud i verden på. Han vasker ganske enkelt bare gulv med de fleste, når han på den forrygende rastløst instrumenterede ’Solskin’ rapper om sin egen sociale angst og generelle mangel på flair for andre mennesker«, skriver Pernille Jensen.
’Længe leve’ er en digtsamling. Et manifest. 33 minutters forløst potentiale, der vender sårbarhed til styrke.
Marie Bach Hansen er Sussie, der drømmer sig væk fra sin voldelige mand
’Dansegarderoben’, af Louise Mieritz og Ditte Hansen, TV 2 (Tv-serie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Hvis Artigeardit har lavet årets måske bedste danske plade, har succesduoen Ditte (Hansen) & Louise (Mieritz) begået årets måske bedste danske tv-serie.
Der er i hvert fald forrygende fart over feltet i dramaserien ’Dansegarderoben’, der beskriver miljøet omkring Cirkusrevyens dansepiger i 1970’erne.
»Det er så svært at ville være både sjov og dyb – at ville lave dybtfølt tragik og kompromisløs komik på samme tid. Det er lige præcis den balancegang – det følelsesmiks og den sensibilitet – som den fantastiske duo Ditte Hansen og Louise Mieritz rammer lige midt i den pailletbeklædte røv (...). ’Dansegarderoben’ er en dansefilm, en metamusical, en stærk, feministisk løsrivelsesfortælling, et syrligt, kulturhistorisk tidsportræt og en arbejdspladskomedie, der er let som en brise og skarp som et vredt blik«, mener anmelder Eva Eistrup og uddeler 5 hjerter.
Hun fremhæver det velspillende persongalleri af dansere bestående af blandt andre Sussie (Marie Bach Hansen), Henny (Rebecca Rønde Kiilerich), Vibeke (Olivia Joof Lewerissa), Åse (Coco Hjardemaal), Mimi (Andrea Heick Gadeberg) og ikke mindst naturtalentet Joy (spillet af karismabomben Marie Reuther).
»Hvis niveauet og de fantastiske skuespilpræstationer – som blandt andre tæller yndlings-Ditte Hansen i en kompleks og øm skildring af Sussies patriarkatsformede mor – kommer til at gælde for de kommende episoder, er ’Dansegarderoben’ et tidligt, originalt og befriende underholdende bud på årets danske serie«, lyder det fra Eva Eistrup.
Jen (t.v.) ses her med veninden Carrie og moderen Mary.
’Extraordinary’, koncept: Emma Moran, Disney+ (Tv-serie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Videre skal vi til en britisk tv-serie, baseret på en skæg og original præmis:
Tænk hvis du levede i en verden, hvor alle havde præcis én superkraft, men lige netop du ... ja, du havde så trukket nitten. Din superkraft var så at sige, at du ingen superkraft havde.
Sådan er det for 25-årige Jen i ’Extraordinary’. Mens folk omkring hende kan flyve, sætte tiden i stå, kontrollere teknologi og lignende gak og løjer, lever Jen et jævnt, nogenlunde muntert, men ikke særlig virksomt liv på jord.
Hovedrollen spilles på tør Emma Stone-agtig vis af Máiréad Tyers, hvis apparition besidder både stjernekvalitet og hverdagscharme.
»Det er ikke den type comedy, der afstedkommer krampelatter og lårklask, men stille og roligt finder man sig selv storsmilende og klukkende på sofaen. Der er udpræget kultpotentiale i sammenhængen, og man opdager hele tiden lattervækkende detaljer samt henvisninger til diverse popkulturelle fænomener. Det er så godt«, mener Henrik Palle og giver 5 hjerter.
Og hvem kan andet end at elske en serie, der har en karakter kaldet Jizzlord, som er halvt kat, halvt menneske?
Thomas Hwan og Sofie Torp gør det fremragende i 'Meter i sekundet'
’Meter i sekundet’, instr.: Hella Joof (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤
Du har naturligvis også læst ’Meter i sekundet’ af Stine Pilgaard ligesom resten af Danmark.
Altid finurlige Hella Joof har fået lov at filmatisere en af de seneste års største danske bestsællerter, og det er hun faktisk sluppet hæderligt fra, mener vores anmelder.
Historien handler om den storbysmarte, rapkæftede Marie, der lander i en lille vestjysk kommune, da hendes mand får et vikariat på Velling Højskole.
Hver gang Marie åbner munden, siger hun for meget. Og er i det hele bare for meget.
Man skal nemlig ikke sige for meget eller føre sig frem med kvikke, ironiske replikker i Velling. Man skal ikke lide af løbsk mundtøj og tænke, før man taler. Man skal slet ikke snakke løs om sig selv. Eller om kroppen eller, endnu værre, om sex. Alt sammen emnevalg, som for Marie indtil nu har været nogenlunde lige så naturlige som at trække vejret.
»Hella Joof er ikke faldet for fristelsen til at skrue helt vildt op for komikken, men får sikret dynamik, konflikter og fremdrift i kraft af de satiriske beskrivelser af det idealistiske højskoleliv. Et fællesskab, Marie ikke bare føler sig udelukket fra, men har gevaldig og forståelig lyst til at spidde med sin rastløs-ironiske tunge«.
»Det er på en måde satire så krydret som Paprika Steens i ’Fædre og mødre’, men for det første er den bedre doseret, og for det andet har Hella Joof i Sofie Torps Marie en hovedperson, man med hud og hår må solidarisere sig med«, mener Kim Skotte og giver 4 hjerter.
Kendere af romanen vil måske glæde sig til at se, hvordan filmen forløser de mange Anders Agger-øjeblikke. Det er forholdsvist genialt, det her ... Man har simpelthen fået Anders Agger til at spille Anders Agger.
Så det er bare med at tage en kop kaffe under armen og komme af sted til Velling - i biffen.
Hysterisk gode spareribs er hvad, de byder på hos Saji.
Saji, Kbh. K (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Samuel og Jimmy er et indonesisk vennepar fra Sumatra, som efter seks års erfaring med københavnske køkkener (blandt andet på Kiin Kiin) har realiseret deres drøm om at åbne deres eget sted med mad fra hjemlandet, som det sjældent serveres i udlandet.
Deres personlighed spreder glad energi i lokalerne, hvor Greasy Spoon i årevis var en populær burgerjoint i Studiestræde.
»Der var julekrydderier på de sukkulente braiserede spareribs. Smagen af nelliker var tydelig, men associationen til brunkager blev snart fortrængt, da chilistyrke og en sød sojas umami forstørrede mikset af nelliker, stjerneanis, kanel og ingefær og sendte vores julebal til troperne«.
»Det var smagen af indonesisk mad af den traditionelle slags, som vi ikke er forvænt med herhjemme. Det egnsbestemte miks af mellemøstlige, indiske og asiatiske køkkentraditioner, der var fortryllende eksotisk og samtidig så lækkert, at de særlige smagskombinationer virkede selvfølgelige«, skriver Joakim Grundahl i sin femhjertede anmeldelse.
Anmelderen fremhæver især forretten grillspyd med oksetunger, langtidskogt med nellikker og laurbærblade og de »hysterisk lækre spareribs med deres aparte bull’s eye mellem jul og sommerferie, inden en traditionel indonesisk ret med grillede ris fik min ven til at ryste vantro på hovedet af fryd«.
»Samuel fortalte, at når han og Jimmy får besøg af indonesiske gæster, smider de bananblade på grillen for at få hele restauranten til at dufte af hjemlandet. Det gjorde de ikke denne aften, men værtskabet og maden fik os i den grad til at føle os hjemme i en anden verden«, lyder konklusionen.
Mums, mere lækker mad ... Eller?
Tapas: Designmuseum Danmark (Udstilling)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kig godt på billedet herover. Det ligner en lækker servering af løgringe, hvis du spørger mig.
Men faktisk er der tale om raffinerede fingerringe, skabt af udvækster på bøgetræer, også kaldet bøgevorter. Ja, velbekomme, du.
Det er guldsmeden Gitte Bjørn, der står bag, og hun udstiller hele 100 fingerringe og præsenterer dem, som var de tapas.
»Hun gider ikke gå på kompromis, så når man kommer til selskab hos hende, får man det fulde udtræk. 100 fingerringe, som hun serverer som tapas, og som hun har kælet for og nusset så meget om, at man indtager dem som små lette sager. Men som faktisk er så fyldt med detaljer, ædle ingredienser og masser af håndværk, at det næsten er synd, at man skynder sig videre til næste lille tapas«, jubler anmelder Lars Hedebo og finder 6 hjerter frem fra posen.
Vores anmelder er simpelthen så begejstret for ringene, at de giver ham lyst til at springe ud som Elton John! Læs blot næste citat:
»Er man ikke til smykker, bliver man omvendt af Gitte Bjørn. Hendes tilgang til både guld, sølv, diamanter og andre ædelsten er så smittende og insisterende, at man pludselig begynder at overveje, om man egentlig ikke skulle investere i nogle fede ringe. Springe ud som Elton John og nyde at kunne kigge på noget smukt, hver gang man ser ned på sine hænder. Sådan har jeg aldrig haft det med fingerringe før – og det er ikke kun, fordi Gitte Bjørns ringe er elegante og veludførte, det er især, fordi de er så fyldt med historier og så varierede i deres udtryk. Det tænder!«.
Udstillingen på Designmuseum Danmark kan opleves frem til 30. april
Pamela Anderson i sine unge år
Ugens mest læste anmeldelse
På falderebet kigger vi på den anmeldelse, I har klikket mest på i ugens løb.
Det er anmeldelsen af dokumentaren ’Pamela, A Love Story’, der kan ses på Netflix, og som vores anmelder Eva Eistrup takserer til tre hjerter.
’Pamela, A Love Story’ er en dokumentar, der er født ud af et selvforsvar, som også Pamela Andersons kommende selvbiografi ’Love, Pamela’ er det. Sidste år kom nemlig tv-serien ’Pam & Tommy’, der handlede om det hjemmevideobånd af de to, der havde sex på deres bryllupsrejse, der blev stjålet fra hende og manden Tommy Lees hjem i 1995.
Det var en vellavet og fascinerende serie, der bare lige havde det ikke så lille problem, at Pamela Anderson ikke havde givet tilladelse til at få sit voksenlivs største traume hvirvlet op.
Så i den nye dokumentar tager hun ejerskab over sin egen historie
»’Pamela, A Love Story’ er på ingen måde et stort dokumentaristisk værk, men for interesserede i, hvordan offentlige narrativer udøver en subtil vold på dem, der er underlagt dem, er det et spændende personligt vidnesbyrd fra en kvinde, hvis liv og krop og historie alt for længe er blevet udbyttet af andre«, lyder det fra Eva Eistrup.
Så når vi altså ikke mere, men vi nåede da også okay meget. Og endda helt uden at tale om Irma.
I bunden finder du flere aktuelle anmeldelser fra Politiken.
God weekend.