Kære læser,
Du gider ikke bruge tid på at læse nyhedsbrev.
Du vil bare vide, hvor du kan gå hen og få sol og noget godt til ganen.
Jeg hører dig. Ingen tid at spilde. Velkommen til.
Pladserne uden for Båden har klar aaaah-faktor
Båden, Christianshavn (Café)
❤ ❤ ❤ ❤
Christianshavn har fået et nyt perfekt spot på solskinsdage.
Båden hedder stedet, som ret beset er et tog. Eller rettere: caféen, der hedder Båden, er indrettet i to tidligere lokomotivvogne. Egentlig startede caféen med at holde til i Bådklubben lidt længere henne ad kanalen, men da den måtte rykke ud, fik den i stedet til huse i togvogne, der med kran blev hejst ned på Wilders Plads.
Stedet har åbent fra morgen til midt på eftermiddagen, og spørger man anmelder Birgitte Kjær, hvad man især skal indtage her, svarer hun: solskin.
Det er nemlig ikke mange steder i Kbh. K., hvor man kan sidde ude og slikke sol, drikke og spise uden at blive overdøvet af trafikstøj eller puffet til af travle forbipasserende. Det kan man her.
»På klare dage kan tørsten efter lys slukkes eftertrykkeligt her ved kajkanten med kig til skibsmaster og historiske bygninger. Supplér oplagt med en iskaffe, eventuelt med sirup (55 kroner), hvis du har en sød tand. Den serveres i et tykmavet syltetøjsglas, så den holder sig kold dejligt længe«, skriver Birgitte Kjær.
Anmelderen mener, man får mest valuta for pengene, hvis man køber en grillet skinke-ost-sandwich til 55 kroner eller en virkelig god scone med sprød skorpe og masser af blød, mørk chokosmag til 35 kroner.
Båden har ikke alkoholbevilling, så hvis du kom for rosé eller en fadbamse, gik du forgæves. Men mon ikke du hurtigt fandt en plan B?
Samlet dom: 4 hjerter til Båden.
DSB's månedsmagasin sendte i 2005 forfatteren Kristian Ditlev Jensen ud på skinnerne, og i de kommende år skrev han flittigt om togrejser i Danmark
Martin Zerlang: ’Danmark set fra en togkupé’ (Bog)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Mere fut. For professor Martin Zerlang har begået en herlig udgivelse, hvor han opsporer alt, der lugter af tog og folder danmarkshistorien ud, som den kan ses fra en togkupé.
Han fortæller om Danmarks første rulletrappe, der kunne opleves på spritnye Vesterport i København i 1934, men også om dengang tyskerne besatte Danmark, og soldaterne kom med toget.
Efter krigen ville folk væk fra lille Danmark, og de, der havde råd, købte en billet til Paris. Rejsen gennem det sønderbombede Tyskland var grufuld, men så snart man gled ind på banegården i Paris, var alt glemt.
Senere begyndte de unge at drage rundt i Europa på interrail, mens DSB langsomt skiftede status fra noget fint og moderne til noget tungt og gammeldags. Men togene kører stadig og kan få folk op i det helt røde felt, så snart der er forsinkelser.
Anmelder Lars Hedebo Olsen giver 5 hjerter til bogen, hvis forfatter er totalt hjemme i sit stof:
»Igennem bogen står eksemplerne fra kunst og kultur i kø, som var man til en forelæsning. Det er forrygende, men det ville klæde bogen, hvis Zerlangs eget temperament kom i spil«.
»Hvad synes han om togstationerne i dag? Oplever han også Banedanmark og DSB som en bureaukratisk omgang? Og hvorfor skal man til udlandet for at opleve det helt store sus, når man rejser med tog?«.
»Uanset hvad får jeg takket være Zerlang lyst til en lang togtur, hvor man både skal overnatte og spise«, konkluderer Lars Hedebo Olsen.
Anna Heegaard får hjælp af Petrine i en situation, som ligner herskab og tjenestefolk med et ironisk tvist.
’Viften’, instr.: Frederikke Aspöck (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤
Ugens store danske premierefilm piller glansen af en ikonisk frihedshelt, nemlig Peter von Scholten. Generalguvernøren, der gav slaverne friheden på de danske vestindiske øer, står ellers i dansk selvforståelse som indbegrebet af forsonlig dansk kolonimentalitet.
Men den selvgode myte om den hensynsfulde kolonimagt får en gevaldig syl i flæsket i den galgenhumoristiske film ’Viften’.
Her skildres von Scholten ikke som helt, snarere som tropeslatten livsnyder, der nærmest er en marionet i hænderne på sin viljestærke, vestindiske samleverske, Anna Heegaard.
Hun spilles fornemt af Anna Neye, der også har skrevet manus til filmen, som Frederikke Aspöck har instrueret.
Anna Heegaard er en ’frikulørt’ kvinde, som generalguvernøren, der var lovformelig gift hjemme i Danmark, levede sammen med i mange år på St. Croix. Hun fremstår til at begynde med som ligeværdig partner med von Scholten (Claus Riis Østergaard), der har hjertet på nogenlunde rette sted, men ikke har hovedet alt for solidt skruet på.
Det har til gengæld Anna, der har tilkæmpet sig en både privilegeret og problematisk midterposition, hvor hun som tidligere slave nu ejer slaver, hun deler hudfarve med. Anna Heegaard arbejder for fremskridtet, men nyder samtidig godt af det kolonistyre, hun selv er blevet en del af.
Kim Skotte giver 4 hjerter til filmen, som han beskriver som »en sarkastisk magtkritik kombineret med stærke solidariske portrætter af de slavegjorte kvinders kamp for at få magt over egen skæbne«:
»’Viften’ er en ny dansk film, der føles ny i den forstand, at man føler et andet verdensbillede komme til udtryk. De genkendelige danske komediepræstationer af Jesper Asholt og Jesper Groth som henholdsvis plantageejer og den racistiske admiral Irminger giver filmen en spøjs balance mellem noget meget dansk og noget temmelig udansk«.
»Alt i alt passende for en film, der vil omskrive dansk kolonihistorie og tilføre dansk filmhistorie et nyt kapitel, der er lige så eksotisk, som det er woke«, konkluderer Kim Skotte.
Bill Haders figur Barry hører til de mest besynderligt komplekse i nyere tv-komedieserie-historie
’Barry’, koncept: Bill Hader og Alec Berg. HBO Max (Tv-serie)
❤ ❤ ❤ ❤
Da streamingtjenesten HBO Max åbnede i Danmark i 2021, blev brugerne garanteret en månedlig pris på 39,50 kroner resten af livet, hvis de tog imod tilbuddet. Det var vi sikkert mange, der sprang på.
Men livet er som bekendt kort, og når HBO Max fusionerer med Discovery lige om lidt, er det uvist, om det gode tilbud får lov at fortsætte. Vi gætter på næppe.
Så det er med at få suget til sig af det gode HBO-indhold, mens tid er, og en absolut fremragende titel at hoppe om bord i er den mørke komedieserie ’Barry’ med en af tidens bedste biroller, den tjetjenske gangster Noho Hank, spillet af Anthony Carrigan.
Vi er nået til fjerde og sidste sæson. I skrivende stund er to afsnit ude af sæsonen, hvor vi møder Barry Berkman (Bill Hader) i fængslet, efter han endelig måtte stå til ansvar for sin morderiske adfærd i sidste afsnit af sæson 3.
»Det mærkes, at Bill Hader kommer fra talentfabrikken ’Saturday Night Live’, der har udklækket superstjerner på samlebånd siden midten af 1970’erne. Det er nemlig den skæve sketch-humor fra det show, der klinger som en grundakkord i det hele. Tvistede karikerede typer og dialoger, der hele tiden virker afvæbnende, fordi man ikke lige havde ventet den drejning i ordvekslingen«.
»Sine steder har det også været lovlig for meget. Svinkeærinderne bliver for tovlige eller forudsigelige i situationerne. Men man tilgiver det meste på grund af Bill Hader, der som en anden enfoldig morder aldrig har opgivet troen på, at der er et liv efter andre menneskers død, selv om man er den, der har slået dem ihjel«, lyder det fra Henrik Palle, der belønner sidste sæson med 4 hjerter.
Samtidig er ’Barry’ en besk kommentar til et USA, hvor alt er til forhandling, hvis prisen er den rette, og hvor frænde er frænde værst, fordi det handler om at slå til, når muligheden for den gode aftale viser sig.
Barbro Kuypers, der bruger pronominerne de og dem, har en fortid i punktrioen Jenny. Nu laver de musik under aliasset Barbro
Barbro: ’Bad Choices’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤
Hvorfor føles nogle sange som ørkenvandringer, når de kommer op og runder de syv minutters spilletid, mens andre bare får tiden til at glemme sig selv og stå stille?
Sådan spørger anmelder Pernille Jensen i sin anmeldelse af debutalbummet fra danske Barbro.
Barbro kan kunsten at holde sin lytter fængslet, blandt andet på titelnummeret ’Bad Choices’, hvor »ens fornemmelse for tid bliver til en brusetablet i et verdenshav, mens den humørsyge guitar slæber sig af sted i tilbagelænet parløb med trommerne, og søsyge violiner smelter sammen med lyden af vildfaren tværfløjte i det fjerne«.
»Alt sammen centreret omkring Barbro Kuypers stemme, der er sjældent langt helt nede i register her, men ikke desto mindre lyder afsindig godt«, ifølge Pernille Jensen. 4 hjerter er dommen.
Anmelderen fremhæver Barbros vokal, »der ubesværet spænder fra en helt lys, glasklar renhed til en dyb, brummende stemmeføring«, og kalder albummet »et stædigt og smukt stykke musikalsk selvmedicinering til alle, der går ind i foråret med blandede følelser«.
Yaeji skifter mellem at synge på koreansk og engelsk, og hendes kendetegn er en særlig evne til frit at lade verdener smelte sammen og genrer blande sig med hinanden.
Yaeji: ’With A Hammer’
❤ ❤ ❤ ❤
Sydkoreansk musik er meget andet end K-pop og ’Gangnam Style’. F.eks koreansk techno.
En af de mest markante stemmer på den elektroniske koreanske scene er dj og musiker Yaeji. Hun er født og bosat i New York, men opvokset i Seoul. Og hendes musik har, ligesom hende selv, benene placeret i begge verdener. Yaeji skifter mellem at synge på koreansk og engelsk, og hendes kendetegn er en særlig evne til frit at lade verdener smelte sammen og genrer blande sig med hinanden.
Yaeji er nu ude med albummet ’With A Hammer’, og det har gjort anmelder Lucia Odoom i godt humør:
»Jeg får lyst til at fnise og føle mig igennem dette album, der har sådan en dejlig rutsjebaneenergi (...) Det er sodavandstechno, musik, man kan være både ædru og oversensitiv til«, skriver Odoom.
Yaeji er på det nye album gået i en poppet retning, der minder anmelderen om Gwen Stefanis album ’Love. Angel. Music. Baby’ fra 2004.
»Yaeji har aldrig været et decideret k-pop-navn, indtil nu, hun sætter sit eget sære flag i k-pop-landskabet ved at lege med den klassiske popmelodi og eksperimentere med dens spændvidde (...) Verden har også brug for kompliceret pop fra Korea, der ikke sælger andet end meget rodede følsomme tanker og ideer«, lyder det fra Lucia Odoom, der giver 4 hjerter til Yaeji.
Rachel Brosnahan er fremragende i den ekstremt velproducerede serie om Mrs. Maisel
Ugens mest læste anmeldelse
Inden du får lov at slippe ud i solskinnet, ser vi på, hvilken anmeldelse I har klikket mest på i ugens løb.
Der er tale om Henrik Palles femhjertede bedømmelse af femte og sidste sæson af ’The Marvelous Mrs. Maisel’, der kan ses på Amazon Prime.
Historien om den universitetsuddannede jødiske overklassekvinde og tobørnsmor Miriam ’Midge’ Maisel, der tager hul på en usikker karriere i et mandefag som standupcomedy, er på mange måder parallel med Matthew Weiners ’Mad Men’, mener Henrik Palle.
»I ’Mad Men’ klarede hovedpersonen, tagline-geniet Don Draper, sig igennem med en blanding af selvtillid, charme, lækkert hår og alkoholisme. Med det resultat, at han i bund og grund bevarede sit normkatalog, selv om verden omkring ham skiftede slips og pomadehår ud med orientalske gevandter og riddergarn«.
»Men sådan spiller oboen ikke hos Midge og konsorter på Upper East Side. For hun er nødt til at ændre verden og dens værdier, så der er plads til sådan en som hende: den selvstændige, autonome kvindelige kunstner, der uafhængig af mand og mors penge sætter sejl og stævner ud på tilværelsens skumtoppede bølger. Så ikke alene må hun frigøre sig; hun tvinges også til at emancipere systemet. Hvilket selvsagt er en større opgave, som hun må klare ligesom opskriften på, hvordan man spiser en elefant: Man tager en bid ad gangen«.
Og med disse vise ord fra Hr. Palle, ønskes du god weekend.
Flere anmeldelser kan læses i bunden af mailen.