Kære læser
’Svenske tilstande’ kan folk lettere hånligt finde på at kalde noget, der er for politisk korrekt. Det er eventyret om Sverige, der altid går længere end Danmark, når det kommer til spørgsmål om racisme, sexisme og undertrykkelse. Som alt muligt andet er der både sandhed og overdrivelse i den historie.
Men det er der ikke i min kollega Phillip Flores’ interview med svenske Doreen Genmark, der flyttede til USA og straks kunne mærke sin race og sit køn klæbe til kroppen som en våd trøje.
»Jeg var aldrig en vred sort kvinde i Sverige. Her kæmper jeg dagligt for ikke at blive det«.
Sådan beskriver Doreen Genmark det selv, og det er virkelig interessant læsning. For det er historien om et menneske mast inde i mellem racisme og antiracisme, sexisme og antisexisme.
»Når jeg gik på gaden med min hvide mand, kunne jeg opleve hvide råbe, at jeg var en golddigger, og sorte råbe, om de ikke var gode nok til mig«.
Midt i den dårligdom er hun blevet mester i dialogen. Med egne ord lyder det:
»Når folk taler med mig, så tør de faktisk godt gå i dialog. Det har, tror jeg, noget at gøre med, at jeg har min svenske baggrund og kultur. Min ambition var jo, at der skulle nogle flere nuancer ind i debatten«.
Det hæderlige ambition er i sig selv en god grund til at læse interviewet.
I den måske knap så hæderlige ende befinder en anden kvinde sig, nemlig Kim Kardashian. I sidste uge var der premiere på en ny serie med Kim Kardashian og hendes familie på streamingtjeneste Disney+. Jeg har skrevet om familien, som jeg kalder »noget af det tætteste, man kommer på en moderne amerikansk kongefamilie«.
Det er en kliché, men der er noget om snakken. Kim, Khloe, Kourtney, Kris, Kendall og Kylie har millioner af følgere på sociale medier, en direkte linje til magten og firmaer, der sidder tungt på store dele af især skønhedsindustrien. De lever af vores opmærksomhed, og i femten år har de været blandt de bedste til at få den.
Serien er ikke specielt interessant, men det er fænomenet. For er luften ved at gå af ballonen for den indflydelsesrige influencer-familie? Det spekulerer jeg over i min artikel, som du kan læse her.
Kardashian-familien er måske konger, men der er kun en dronning, og hun hedder Dolly Parton. Hendes nye roman har fået fire hjerter i avisen fra min kloge kollega Dorte Hygum. Først kan man undre sig over at countrystjernen, der også har en forlystelsespark, selvfølgelig også lige kan skrive en bog. I samarbejde med James Patterson godt nok, men alligevel.
»Helt usandsynligt er det ikke, at James Patterson, som senest har skrevet et par thrillers sammen med Bill Clinton, er hovedansvarlig for at få mange af bogens sætninger på plads. Men Dolly Parton er bestemt ikke fraværende som forfatter her. Hele vejen igennem handlingen går en hyldest til countrysangens dna hånd i hånd med en aktuel #MeToo-kritik af kulturens magthavende hvide mænd, og de to samme spor høres i øvrigt også i sangene på det roman-soundtrack, Dolly Parton har udgivet samtidig med bogen under albumtitlen ’Run, Rose, Run’«, skriver Dorte Hygum.
Så kan man selv bestemme om man vil læse ’Løb, Rose, løb’, eller om man bare vil sætte ’Jolene’ på igen-igen-igen.
Nå ja, og så sagde Dolly Parton nej tak til at komme i det prestigefyldte Rock and Roll Hall of Fame. Hun var smigret, men synes ikke selv hun var rock ’n’ roll nok til at komme i betragtning, men lovede at overveje om det var en genrevej, hun skulle bevæge sig ud i nu.
Den sidste amerikanske kvinde jeg vil fremhæve i dagens nyhedsbrev er politikeren Sarah Palin. Hun var John McCains bud på en vicepræsident ved valget i 2008, som Barack Obama vandt. Hun var en kontroversiel skikkelse og et yndet offer for alskens satire.
Men i hjemstaten Alaska kunne de lide hende. Den ensomme stat på den anden side af Canada var kendt som lidt af en udørk, men pludselig kom den på det amerikanske verdenskort med den bombastiske Palin. Hun havde blandt andet et tv-show med navnet ’Sarah Palin’s Alaska’ hvor hun delte ud af de lokale herligheder. Hun blev ikke vicepræsident, men hun var stadig guvernør, indtil hun ikke var det.
For hun havde fået magt på tanden, og nu var Alaska ikke nok for hende, hun ville i Det Hvide Hus. Det blev til en noget kvababbet kampagne i 2012, som af mange gode grunde ikke blev til det store. Men skaden var sket, Alaska-borgerne var ikke meget for at Sarah Palin havde vendt sin stat ryggen.
»She’s a quitter«, syntes de – en der giver op.
Det skriver de om i New York Times. Og hvorfor gør de det? Fordi hun i begyndelsen af april annoncerede, at hun nu vil gå efter afdøde Don Young sæde i Repræsentanternes hus. Læs om den annoncering og en analyse om Palins Alaska er klar til tilgive hende, begge i The New York Times.