Kære læser
En gang var jeg på efteruddannelse i USA, og en af underviserne irriterede mig virkeligt. For larmende, for koketterende, for selvglad, for meget.
Normalt abonnerer jeg ikke på den teori, at det, der irriterer en i andre, er det, man irriteres over i sig selv. Den teori er dels kun en, man præsenterer kvinder for (og så er jeg allerede ekstremt skeptisk), og den forekommer mig at være mest anvendelig til at holde folk nede og latterliggøre deres følelser, samtidig med, at den ignorerer, at der faktisk findes røvhuller, som man bare skal holde sig fra. Men lige her tror jeg, at den teori passede lidt... og kvinden irriterede mig virkeligt.
Så selvfølgelig kom jeg til at sidde ved siden af hende den sidste aften til en afsluttende middag. Hurra eller noget.
Hun havde vundet en Pulitzerpris, en meget prestigefyldt amerikansk pris, der giver til forfattere og journalister, og jeg spurgte hende, hvordan hun havde fået at vide, at hun havde fået den. Det var før mailens tid, så hun vidste, at hendes chefer ville få besked, og hun havde aftalt med sin chef, at de skulle mødes på en restaurant. Da hun gik ind, sad chefen i hjørnet med en flaske champagne. Hun så hende og vidste, at nu var alt anderledes. Nu var hun ikke journalist på en lokalavis, nu var hun Pulitzervinder, nu ville hun kunne alt. Hendes liv var forandret det øjeblik.
Og da hun fortalte den historie, kunne jeg lige pludselig se den usikre kvinde i hende, hende, der var blevet så jublende lykkelig, det sårbare og rigtige menneske, som også havde været nervøs, usikker og alt for lidt. Og pludselig kunne jeg lide hende.
Hende tænker jeg tit på, og jeg bruger aktivt strategien, hvis jeg er sammen med irriterende mennesker , jeg prøver at finde ud af, hvor de har et blødt punkt (det er altid godt at spørge folk, hvordan de har mødt deres partner), og hvert år, når Pulitzerpriserne uddeles, tænker jeg på hende. På dem der fik deres liv ændret og nu for altid bærer hædersmærket Pulitzervinder.
Årets priser blev uddelt denne uge, og man kan se hele listen her. Jeg blev virkelig glad for at se Connie Walker, en canadisk journalist, som har fået den for sine podcasts om indfødte canadiere. Jeg har tidligere skrevet om hendes fuldstændig forrygende podcast Finding Cleo, som jeg ikke kan anbefale nok (og aldrig holder op med, så få den bare hørt!). Hun har også lavet serien ’Stoleen’, hvor jeg ikke var så vild med første sæson ’Searching for Jermain’ og ikke har hørt anden sæson ’Surviving St. Michaels’, som hun fik prisen for, og som jeg klart skal høre.
Hernan Diaz fik også en pris for romanen ’Trust’, der på dansk hedder ’Tillid’, og da den udkom på dansk fik den fem flotte hjerter af Kim Skotte. Jeg bemærkede den ikke den gang, men købte den i denne uge og har læst de første 60 sider. Den tegner virkelig godt.
Jeg elsker maj måned, og jeg elsker 4. maj, som for mig er sådan en rørende dag. Frihed, frihed, frihed.
Jeg tænker tit, at kunne jeg rejse tilbage i tiden, bare fem minutter ville jeg løbe ned af trappen og stå på Vesterbrogade, når frihedsbudskabet blev læst op. Havde jeg en time, ville jeg gå af Vesterbrogade ind på Rådhuspladsen og se dem lave avis midt i begejstringen.
Derfor var det måske verdens bedste opgave i sidste uge at lave en billedserie med billeder fra befrielsesdagene i 1945, og jeg synes, du skal se den her. Den glæde er næsten smitsom. Og virker endnu voldsommere, synes jeg, fordi man nu ved, hvordan de har det i Ukraine. Hvordan de drømmer om frihed. Åh gid det snart må ske.
Husk du kan følge vores aktuelle Ukraine-dækning her, hvor vi konstant opdaterer, hvad der sker, både på fronten og politisk. I dag er den nyeste historie, at russerne er i panik over ukrainsk fremgang. Gid det holder.
I disse uger er der vidunderligt mange historier om gode lærere i Politiken, fordi vi snart uddeler Uddannelsesprisen. Jeg ELSKER de historier om gode lærere, der gør en forskel i børns liv. Som den her historie om Silja, der blev indlagt på psykiatrisk afdeling og som ikke kunne sige en sætning, men så mødte hun læreren Maria. Det er virkelig en fin historie, som du skal læse.
Eller den om Yosef (på billedet herover), som kom til Danmark, ikke kunne et ord dansk, men fik Charlotte som lærer og derfor blev en del af fællesskabet.
Du kan find alle historierne om undervisningsprisen her.
Til allersidst, min klumme denen uge, som handler om at droppe drømmen om det perfekte liv, men tænke, at ofte (stort set altid!) er udført nu langt bedre end perfekt på sigt. Og lige præcis sådan en weekend håber jeg, at du får. Ikke en overfortænkt en af slagsen, hvor man kun bliver skuffet, fordi alt ikke er perfekt, men en weekend fyldt med gode ting, man fik gjort. Samtidg med, at du har tid til at nyde nogle af årets allersmukkeste uger.
Åh maj.
Mange hilsner