Kære læser,
Jeg er netop kommet tilbage på kontoret efter at have siddet i studiet i TV2-programmet Presselogen. Det bliver sendt på søndag, men du behøver ikke at se med for min skyld.
Jeg skulle fortælle om det projekt, som jeg arbejdede med i tre måneder på University of Oxford tidligere i år. Men i stedet for at tage udgangspunkt i projektet kom jeg under beskydning fra fire andre redaktører i programmet for at være en sortseer på klimajournalistikkens vegne, uden at diskussionen forholdt sig til dokumentationen i projektet.
Jeg synes naturligt nok selv, at den er meget klar. Mit projekt konkluderer, at journalister generelt er for ukritisk omtaler nye klimateknologier uden det rette perspektiv og den nødvendige kontekst. Dermed er vi med til at formidle et indtryk af, at teknologierne nok skal få bugt med vores udslip og i sidste ende klimakrisen. Så let er det som bekendt ikke.
Der er mange grunde til, at vi mangler perspektiv i vores dækning, ræsonnerer jeg mig frem til. Nogle af dem er nævnt i en kort artikel, som Politiken bragte i weekenden. Jeg er desuden lykkedes med at få projektet omtalt i Journalisten både herhjemme og i Sverige. Mit håb er, at flere journalister og redaktører vil tænke sig om en ekstra gang, når den næste pressemeddelelse fra den grønne industri eller en regering, der har teknologien som omdrejningspunkt i sine klimaplaner, lander i indbakken.
Trods årelang forberedelse har Amager Bakke opgivet at få del i en statslig støttepulje til at rense CO2 ud af sin skorstensrøg.
Fiasko for Københavns vigtigste klimafix
Mit projekt beskæftiger sig kun med mediedækningen af nye teknologier, ikke de velafprøvede som solceller, vindmøller og elbiler. Det er i nyhedens interesse, at vi journalister ofte springer de perspektiverende og kritiske aspekter over.
Når teknologierne i tilstrækkeligt mange år har stået i regeringens klimaplaner, begynder vi dog at grave i, om de nu også lever op til løfterne. Der er vi ved at nå til med den vigtigste af alle teknologier, CCS (carbon capture and storage).
Meget passende havde jeg dårligt taget plads ved skrivebordet efter min orlov, før den første pressemeddelelse om CCS landede. Den handlede om, hvilke otte selskaber der har afleveret foreløbige bud på at få del i en statslig tilskudspulje på 29 milliarder kroner.
Det interessante var imidlertid, hvem der ikke længere var med: Københavns Kommunes affaldsforbrænding Amager Bakke. At rense CO2 ud af skorstensrøgen fra anlægget ved Københavns Havn og lagre det flere kilometer nede i undergrunden var en hjørnesten kommunens klimaplan, som udløber i år, og som derfor ikke blev opfyldt.
CCS på Amager Bakke spiller også en central rolle i den klimaplan, som Borgerrepræsentationen ventes at vedtage senere i denne måned. Men uden tilskud ser det skidt ud for klimaplanen, allerede inden politikerne har stemt den igennem.
Det er dog ikke det værste i den historie. For kommunen mener, at det er lige så fint, hvis der kommer CCS på Amagerværket, som er nabo til Amager Bakke. Amagerværket producerer varme og strøm til københavnerne ved at brænde over en million tons træ om året af, blandt andet fra de baltiske skove. Det er Danmarks største træfyr. Alle eksperter mener, at vi skal stoppe med at varme os ved at fyre andre landes skove af, men fordi det på papiret er klimaneutralt, endda klimanegativt med CCS, har Københavns politikere tænkt sig at blive ved.
»Ej, seriøst«, udbrød Greenpeaces klimachef, Helene Hagel, da jeg fortalte hende om det, inden hun indledte en vantro, næsten fortvivlet kritik af kommunen. Læs hele baggrunden for kritikken her.
En forladt bil står tilbage, mens en skovbrand raser i Mêda i det nordlige Portugal 15. august 2025. Tre procent af landet er brændt af i år, og det er kun en forsmag på, hvad der venter.
Drivhusgasser øger risikoen for skovbrande 40 gange: »Det er vildt«
Så til dagens forsideartikel på Politiken, som ligger i forlængelse af sidste uges klimanyhedsbrev. I det skrev jeg om en undersøgelse, som konkluderede, at skovbrandene i Grækenland, Tyrkiet og på Cypern var blevet 10 gange mere sandsynlige på grund af udslippet af drivhusgasser.
I denne uge kom forskerne så med en lyn-analyse af de mere omfattende skovbrande, som i sidste måned raserede tre procent af Portugals areal og én procent af Spaniens. De konkluderer, at drivhusgasser har gjort de omfattende skovbrande 40 gange mere sandsynlige.
Jeg synes ligesom klimaforsker Martin Stendel fra DMI, at det er en »vild« stigning, men trods den fornemme placering i vores trykte udgave har artiklen overhovedet ikke vakt opsigt.
Det er ellers endnu mere skræmmende, katastrofalt, eller hvilket tillægsord vi nu skal vælge, at tænke på, hvor meget vi allerede har øget risikoen for skovbrande ved en global temperaturstigning i underkanten af 1,5 grader. For det mest ædruelige estimat lyder, at vi har kurs mod 3,1 grader i dette århundrede, og hvordan skal det så gå for Europas skove?
.
90 procent af dansk landbrugsjord er fattig og usund
En anden forsideartikel har min kollega Mette Guldagger færdiggjort, mens hun finder sig til rette på Constructive Institute i Aarhus, hvor hun det næste lille års tid skal blive klogere på, hvordan journalister bedre kan formidle artikler om bæredygtighed.
I sin sidste artikel i Politiken i år skriver Mette, at tunge maskiner, kunstgødning, ensidige afgrøder og pesticider slider hårdt på landbrugsjordens sundhed. 90 procent af de danske marker er i direkte usund tilstand, lyder advarslen fra professor Mogens Greve, sektionsleder ved Aarhus Universitet og ansvarlig for de danske jorddatabaser.
De største problemer er tab af kulstof, erosion, jordpakning og ændring af mikrobiomet.
»Vi har fået en alvorlig løftet pegefinger, for det er jo det, vi lever af. 95 procent af alle fødevarer kommer fra landbrugere, ikke drivhuse, vertical farming eller fiskeri. Når man ødelægger grundlaget for landbrug, så sætter man meget på spil«, siger Mogens Greve.
Læs også Mettes artikel om, hvordan jorden kan gøres sund igen.
Billedet her er fra sidste år, men også i år her iltsvind ført til fiskedød i de danske fjorde.
Iltsvindet på vej mod endnu en trist rekord
Jeg blev fanget lidt på det forkerte ben i dag, da mange af de medier, jeg normalt følger, begyndte at skrive om iltsvind. Det er en måned før normalt, fordi iltsvindet plejer at toppe i september. Men der er nu så stor fokus på vores elendige havmiljø, at seniorforsker Jens Würgler Hansens telefon har kimet med opkald fra journalister, fordi hans rapport om iltsvind i august udkom i dag.
Det ser nu også umådeligt trist ud nede på bunden af de danske fjorde og indre farvande. Selv om iltsvindet endnu ikke har nået niveauerne fra september 2023 og 2024, så er det større end i august de to foregående år. De bød igen på de mest omfattende iltsvind siden 2002.
For to år siden sagde Jens Würgler Hansen til mig, at vandmiljøet havde balanceret på en knivsæg og var faldet ned på den forkerte side. Nu ser det ud til, at de omfattende iltsvind er den nye normal, som du kan læse i min artikel om dagens deprimerende nyhed.
.
Giftige fluorstoffer i byggematerialer
Jeg slutter med en gruppe kemikalier, som jeg har skrevet artikler om i snart 15 år: De giftige fluorstoffer, der er kendt som PFAS.
I den første undersøgelse af sin art herhjemme er der nemlig fundet PFAS i helt almindelige byggematerialer, som indgår i de huse, vi bor og arbejder i. Det er sådan set ikke spor overraskende, men til gengæld helt unødvendigt. For hvorfor skal nogle produkter med stenuld indeholde store mængder af PFAS, når andre klarer sig helt uden? Det spørgsmål stiller eksperterne sig også i min artikel.
Jeg er for sent på den til Politikens sommerfest, så jeg iler med at ønske god weekend og frem for alt sige tak for at have læst med helt herned. Klik gerne på artiklerne nedenfor, særligt den øverste, hvor min kollega Rosa Marie Bjerre satte sig for at finde håbet på sidste uges klimafolkemøde. Det lykkedes kun delvist.