Kære læser,
»Det er noget af det mest pinlige, jeg har læst«.
Sådan lød min sms til en pressemedarbejder på Aarhus Universitet onsdag morgen. Han havde sendt mig en pressemeddelelse om, at universitetet havde regnet forkert, og at en del af landets landmænd derfor har fået for stramme krav til, hvor meget gylle de må gøde deres marker med. Nøjagtigt hvor mange landmænd der er tale om, og nøjagtigt hvor meget mere gylle de må bruge, står endnu ikke klart, men det bliver højst 20 procent og kun for enkelte landmænd i bestemte områder.
Det kan være væsentligt nok for de berørte landmænd, fordi mængden af gødning afgør, hvilke afgrøder de kan dyrke uden at forurene den nærliggende fjord over den grænse, som forskerne har regnet ud for politikerne. Men i det store billede betyder fejlen mindre. Landbruget udleder 90 procent af det kvælstof til vandmiljøet, som vi kan gøre noget ved, og udledningen skal meget længere ned, hvis vi skal af med fedtemøg, blævret mudderbund, iltsvind og fiskedød.
I Danmark har vi ikke mange, som benægter, at udslippet af drivhusgasser fører til global opvarmning. Derimod har vi en hel del kvælstofbenægtere.
Forskningen i vandmiljøet er ellers lige så overbevisende, som når det gælder CO2’s evne til at holde varme fanget i atmosfæren. Landbrugets gødning bærer hovedansvaret for fjordenes bedrøvelige tilstand. Det sagde forskerne i 1980’erne, og det siger de i dag, hvor problemerne bliver forstærket af, at det globale drivhus har fået havtemperaturen til at stige godt to grader.
Hvor der engang var klart vand, ålegræs og sandbund, døjer de indre farvande i dag med fedtemøg og iltsvind. Dette billede er taget i Det Sydfynske Øhav tidligere i år.
Landbruget har i årtier kæmpet imod yderligere regulering af sit forbrug af gødning. Meget ofte, når jeg taler med landmænd, starter diskussionen om deres bidrag til iltsvind og fiskedød forfra. Jeg er nødt til at henvise til, at landbruget ude i de lokale grønne treparter selv har erkendt sit ansvar, eller til de gentagne tjek af den danske forskning, som landbrugets egne organisationer har fået gennemført af internationale eksperter, mens gyllesprederne kørte videre.
Landbruget har fokuseret på spildevand, på at anlægge – og tabe – en injuriesag mod den mest højlydte af forskerne, Stiig Markager, og endda demonstrere foran Aarhus Universitet i protest mod forskerne.
Så da videnscentret Seges, som i dag erklærer sig uafhængigt, men som tidligere hang tæt sammen med landbruget, i forrige uge påpegede en fejl Aarhus Universitets beregninger af landmændenes gødningskvoter, spurgte jeg straks Aarhus Universitet, om det kunne have noget på sig selv. I første omgang betryggede universitetet mig og alle andre interesserede i, at forskerne nu ville dobbelttjekke beregningerne.
Det tog kun fire dage, inden både universitetet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udsendte pressemeddelelser om, at der skam ikke var fejl i beregningerne. »Grundlaget er retvisende«, skrev styrelsen, og minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), betryggede landmændene i, at de kunne »fortsætte planlægningen for næste år«.
Men Seges insisterede. Tirsdag aften måtte både forskerne og ministeren så erkende, at de alligevel havde taget fejl. Onsdag morgen måtte pressemedarbejderen modtage min kontante dom på sms, hvortil han replicerede:
»Ja, den er vi kede af«.
Det tror pokker. Som journalist ved jeg alt om at begå fejl og blive rettet af læsere, der ved bedre end mig om deres område. Og som redaktør for klima og miljø står jeg af og til i samme skudlinje som vandmiljøforskerne. Vores troværdighed afhænger af, at vi, når vi begår fejl, undersøger dem grundigt og tager ansvar for at oplyse om dem og rette dem.
Aarhus Universitet tog i første omgang for løst på advarslerne. Konsekvensen af den arrogance er langt større end selve den fejl, forskerne begik. For det er deres troværdighed, som står på spil. Forsvinder den, så bliver det først for alvor umuligt at redde vandmiljøet.
Mette Guldagger skrev en artikel om regnefejlen, hvori institutleder Jørgen E. Olesen, med nogen forsinkelse, lægger sig fladt ned.
Skal vi droppe miljøhensyn for at udbygge elnettet?
Jeg er begyndt på dette nyhedsbrev adskillige gange de seneste uger. Hver gang blev jeg afbrudt af nye historier, som jeg prioriterede højere.
I sidste uge gjorde min fjerne fortid som journalist og redaktør på et it-medie, at jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, for at hjælpe med at skrive om det historiske datalæk fra cpr-registret. Det var en vild fornemmelse at bære en database med 8,7 millioner danskeres cpr-numre og adresser til en ekspert for at få ham til at verificere, at den stammer fra det læk.
Nu er der derfor gået et par uger, siden klimaminister Samira Nawa (R) indledte forhandlinger om at gøre det enklere at udbygge elnettet. Det er så overbelastet, at vi ikke kan slutte ladestandere til elbusser, ellastbiler og batteritog til, lidt af en katastrofe for den grønne omstilling.
Samira Nawa har i forvejen fået vedtaget en akutplan, som smider datacentre bagest i køen til elnettet, og som kritikere kalder en katastrofe. Den sikrer nemlig ikke, at vi får mere ud af de eksisterende højspændingsledninger. De kan sagtens transportere flere elektroner uden for den elektriske myldretid, som dækker 15 procent af døgnet.
Selv akutplanens mest højlydte kritikere mener dog, at der også er brug for at udbygge elnettet. Ifølge klimaministeren kan det nu tage ti år, fra planlægningen af nye højspændingsmaster og transformerstationer begynder, til de bliver taget i brug. Det vil hun gerne korte et par år af.
Det kontroversielle i hendes forslag er, at tiden skal vindes ved at skære ned på, hvordan de nye elmaster forstyrrer natur, miljø og naboer. »Et demokratisk problem«, vurderer en forsker, mens Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er »en helt forkert retning at gå«.
Grise bliver tatoveret, når de afleveres til slagteriet. Tidligere embedsdyrlæge siger, at tatoveringshammeren også bliver brugt til at slå på grisene. Det gælder dog ikke denne gris. Den indgik i onsdagens pressemøde, hvor regeringen fremlagde kommissoriet for den såkaldte grise-firepart. Økomærkerne på grisen sættes først efter slagtning og ikke med tatoveringshammer.
Svinene bliver slået med tatoveringshammer og får deres egen akutpakke
Der er også gået flere uger, siden justitsminister Nicolai Wammen (S) sammen med Franciska Rosenkilde fra Alternativet fremlagde en lang række stramninger af kontrollen med grisenes dyrevelfærd. Kontrollen blev allerede flyttet til Justitsministeriet, da den nye regering tiltrådte og nedlagde Fødevareministeriet.
Med de nye stramninger skærpes straffen for at overtræde dyrevelfærdsloven, og kontrollen vil blive udført af to dyrlæger i stedet for én, ligesom landmændene ikke længere vil få besked om, hvornår de dukker op.
Rigsrevisionen kritiserede i foråret kontrollen med svineavlerne. At noget har været rivravruskende galt, er man ikke i tvivl om efter at have læst Ivan Christiansens beretning. Han er tidligere embedsdyrlæge på Danish Crowns slagteri i sønderjyske Skærbæk og endte med at sige op, efter at Fødevarestyrelsen i flere tilfælde havde underkendt dyrlægernes vurdering og anbefaling om at anmelde dyremishandling til politiet.
Ivan Christiansen fortæller blandt andet om grise, som unødigt bliver slået med en tatoveringshammer. Denne forsideartikel er barsk læsning.
Regeringen har et mål om at reducere antallet af smågrise, som køres ud af landet på lastbiler.
Grisefireparten går så småt i gang
For lidt siden ringede min telefon med en pressemedarbejder, der ville invitere Politiken med på en tur med minister Christian Rabjerg Madsen til et landbrug, der har omlagt væk fra konventionel svineproduktion. Det blev et pænt nej tak, da vi har gang i historier, som vi finder mere væsentlige, men anledningen er reel nok.
For et par uger siden nedsatte regeringen den længe ventede grisefirepart, hvor landbruget sammen med Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og fagbevægelsen skal komme med deres bud på, hvordan svineavlen fremover kan indrettes. Det sker med en pistol for panden, for regeringen kræver blandt andet, at grisene skal beholde halerne i stedet for at få dem klippet af, at eksporten af smågrise til udlandet skal ned, og at dyrevelfærdsloven i det hele taget skal overholdes.
Jeppe Bloch, formand for Danske Svineproducenter, havde i forvejen svært ved at være i sin egen krop, efter at regeringen i sidste uge førte sit første svinevalgløfte ud i livet. Den indførte et øjeblikkeligt stop for at udvide konventionel svineproduktion. ’Nu begynder opgøret med den danske svineindustri’, lød overskriften på min analyse om svinestoppet.
Regeringen var fire måneder om at beslutte sig til, at den ikke behøvede at vedtage en lov for at stoppe byggeriet af svinestalde. Den beslutning har eksperter sat spørgsmålstegn ved i andre medier. Ventetiden betød, at landmændene nåede at sende ansøgninger om nye bygninger til hundredtusindvis af grise inden skæringsdatoen.
»Fuldstændig vanvittigt«, sagde Helene Meden Hansen, formand for Landsforeningen mod Svinefabrikker, til mig.
Sådan ser biokul fra et omdiskuteret anlæg ved Vrå i Nordjylland ud, inden det bliver spredt på en mark.
Regeringen udskyder landbrugets ti milliarder kroner dyre klimafix
Landbruget står i det hele taget i centrum af klima- og miljøpolitikken. For nylig konstaterede Samira Nawa (R), at landbruget står til at misse målet om at reducere sit udslip af drivhusgasser med 55 procent i 2030. Ministeren fastholder dog, at Danmark har kurs mod samlet at opfylde 70-procentmålet, om end med meget lille margin.
Også landbrugets mål skal dog nås, siger klimaministeren. Hvordan det skal ske, står dog på ingen måde klart.
Tværtimod har to af de tekniske fix, som skiftende regeringer har lænet sig op ad, fejlet. Det ene er fodertilskuddet Bovaer, som får køer til at bøvse mindre af den kraftige drivhusgas metan. Men landmænd rapporterer om syge køer og kan derfor slippe for at benytte tilskuddet. Tidligere har vi omtalt rapporter om, at andre landmænd hælder fodertilskuddet direkte i gylletanken, så de stadig kan hæve statsstøtten.
Det andet teknofix er pyrolyse, en kendt metode til forgasning uden ilt. Pyrolyse skal producere gas og biokul af for eksempel halm og restproduktet fra biogasanlæg. Biokullene skal spredes på markerne og kan holde på den CO2, som planterne har suget ud af atmosfæren, i hundredvis af år.
Men regeringen har nu udskudt et statsstøtteudbud på ti milliarder kroner. Officielt af miljøhensyn, og fordi industrien endnu ikke er klar.
Det sidste fattede formanden for brancheforeningen Pyrolyse Danmark, Martin Lünell, ikke meget af, da jeg talte med ham. Foreningen havde blot opfordret regeringen til ikke at fyre alle ti milliarder kroner af på én gang.
Og argumentet om at undersøge miljøforholdene bedre forstod en af de to professorer, som undersøger pyrolyse, absolut heller ikke. For han har konkluderet, at der er mindre forurening i biokul end i de materialer, det er fremstillet af.
En anden undersøgelse skal fastslå, hvordan biokul indvirker på livet på marken. Den løber dog over så mange år, at de nye ministre næppe sidder på kontorerne længe, når resultaterne er klar.
»Nu ser vi igen resultatet ved at satse på teknologifix«, konkluderer Enhedslistens klimaordfører, Rasmus Vestergaard Madsen, oven på affæren.
Dermed slutter jeg med at fylde ord i din indbakke. Der er mange flere artikler og debatindlæg om klima og miljø nedenfor. Lad os endelig vide, hvad vi har overset, og hvilke historier om grøn omstilling du gerne vil læse.
I næste uge begynder jeg at se frem mod årets klimatopmøde, som finder sted i Tyrkiet om en måneds tid. Det sker, når FN’s miljøagentur som optakt udkommer med årets vigtigste klimarapport, der fortæller, om verden stadig har kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader.
Tak for at læse med.