0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Nyhedsbrev - Tech og Viden

Tænk hvis Facebook bliver sur og lukker Mette Frederiksen ude

Den australske regering har netop vist, hvorfor det er problematisk at gøre sig afhængig af Mark Zuckerberg og hans omdiskuterede platform.

Nyhedsbrev - Tech og Viden

Kære alle

Jeg vil gerne dele mine og regeringens overvejelser med jer forud for, at vi snart kan tage de næste skridt i en gradvis og ansvarlig udfasning af restriktionerne.

O.k, rolig nu: Denne tech-redaktør tror ikke, han er blevet statsminister. Indledningen er et citat fra den rigtige statsminister, Mette Frederiksen, der mandag eftermiddag var ude med endnu en alenlang meddelelse til den danske befolkning på Facebook.

Så du det?

Altså, hvis du ikke så det...: Du er simpelthen nødt til at være Facebook-ven med Mette, hvis du vil sidde med på første række, når statsministeren meddeler sig til befolkningen.

Det er der, hun er. Det er der, hun ynder at starte og føre sin (envejs-)kommunikation om selv så alvorlige sager som coronaen og den forestående genåbning af samfundet.

Statsministeriets officielle hjemmeside ligger det til gengæld lidt tungere med....


Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix


Heldige Frederiksen

Og statsministeren er heldig, hun har den kanal. Bestemt. Spørg bare den australske regering og dens sundhedsmyndigheder.

De oplevede, hvordan Facebook som protest mod Australiens folkevalgte regering og dens krav om, at Facebook betaler australske medier for deres journalistik kappede både de australske mediers og en del af de officielle myndigheders forbindelse til befolkningen. Altså her midt under covid19-pandemien og de australske myndigheders udrulning af landets vaccineprogram.

Den australske sundhedsminister Greg Hunt erklærede sig over for britiske The Guardian chokeret og pegede på, at Facebooks blokade også ramte flere cancerprojekter for børn (av...læs også lige den her vrede kommentar i Politico).

»At disse børnecancer-projekter kan blive ramt er ærlig talt en skændsel«, rasede Greg Hunt.

Derved lærte hans regering også en vigtig lektie: At når man tilrettelægger sin kommunikation på grundlag af et næsten-monopol som Facebook, ja så gør man sig også afhængig af det. Og risikerer at betale en pris,hvis man ikke danser efter tech-kæmpens pibe.

Har du tænkt på det, Mette?


Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

Joy Mogensen er vred

O.k, det problem har Mette Frederiksen ikke. I hvert fald ikke indtil videre...

Men det kunne jo komme. For nu melder hendes egen kulturminister, Joy Mogensen, sig i koret af politikere, der støtter den australske regerings krav om, at Facebook betaler for at bringe australske mediers nyheder.

For den australske regering handler det om forsvaret af en fri og kritisk presse, som den opfatter som en central del af sit demokrati. Og den rolle opfylder Facebook i al fald ikke, mener Joy Mogensen.

»Nyheder er en væsentlig del af et samfunds evne til at kunne træffe beslutninger og fungere på tværs af uenigheder, og når man har en så betydelig rolle i den demokratiske samtale og så ignorerer sit ansvar, så er det stærkt bekymrende. Nogle ser det som et konkurrenceproblem. Jeg ser det som et kæmpestort demokratisk problem«, sagde kulturministeren i weekenden til Politiken.

Her bebudede hun også et nyt lovforslag, der skal bakke meldingen op.



Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Jeppe Kofod er også (lidt) vred

Også udenrigsminister Jeppe Kofod har langet ud efter Facebook og andre sociale platforme.For som han, ifølge Ritzau, sagde, da han for nylig præsenterede Danmarks nye tech-strategi:

»Grænserne for den demokratiske debat skal ikke bestemmes af en lille håndfuld tech-milliardærer med fingeren på ”slet”-, ”blokér”-, eller ”boost”-knappen«.

Mens statsministeren sikkert skriblede løs på Facebook, erklærede udenrigsministeren også, at »Danmark skal gå forrest for at skabe nye alliancer, styrke det internationale teknologisamarbejde og bidrage med danske løsninger, så vi kan gribe teknologiens muligheder og håndtere skyggesiderne«.


Blair Gable/Ritzau Scanpix
Foto: Blair Gable/Ritzau Scanpix

Glemte han lige Danmark?

Med det udgangspunkt må det være en skuffelse, at Danmark – os, der ellers stolt har lanceret os som landet med verdens første techambassadør – ikke blev nævnt med et ord, da Canadas minister for medier, Steven Guilbeault (fotoet ovenfor), i den store avis The Globe and Mail i weekenden erklærede, at han netop havde haft et møde om håndteringen af bl.a. Facebook med sine kolleger fra Australien, Finland, Frankrig og Tyskland.

Han regnede dog med at samle en koalition af 15 lande, som Danmark måske kan komme med i. Hvem ved?

Man kan i første omgang notere sig, at det heller ikke var Danmarks nuværende techambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, der var med, da techgiganten Microsoft mandag lancerede et nyt projekt, hvor firmaet sammen med europæiske medier vil udvikle en betalingsmodel for nyheder.

Det var til gengæld vores tidligere techambassadør, Casper Klynger, der i dag er vicepræsident i Microsoft. Han kaldte kvalitetsnyheder for »kritiske for vort demokratis overlevelse«.


Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Hvad siger Facebook?

Og hvad siger dog Facebook selv til alt det her? At de ikke skylder medierne noget: Det er ofte medierne selv, der lægger stof ud på Facebook for at nå ud til flest mulige brugere, lyder beskeden.

Og her er vi fremme ved paradokset: Fordi Facebook er blevet så store, kan de etablerede medier ikke komme uden om dem, selv om det på længere sigt bidrager til at underminere dem.

Skal man lade falde, hvad ikke kan stå?

Overvej konsekvensen af et ’ja’: Et demokrati uden kvalitetsmedier vil være et demokrati, hvor folkeoplysningen ville bestå af de sociale mediers strømme af nyheder og konspirationer, vævet ind i hinanden. Donald Trump pegede os i den retning. Var det rart?

Lad os slutte med endnu et citat fra Mette Frederiksens lange Facebook opslag fra denne mandag eftermiddag: »(...) som samfund har vi først tabt dén dag, hvor vi ikke længere kan føre en samtale med dem, vi er uenige med. Hvor vi betvivler hinandens motiver og udvikler vidt forskellige opfattelser af, hvad der er sandt og falsk«.

Ironisk nok har ’hendes eget Facebook’ spillet en central rolle i netop den udvikling. Spørg bare Jeppe & Joy – kultur- og udenrigsministrene.


Nasa/jpl-caltech/Ritzau Scanpix
Foto: Nasa/jpl-caltech/Ritzau Scanpix

Tak

Kære læser, tak for du læste med hertil. Jeg ved, det blev langt, men det er vigtigt det her.

Til gengæld lover jeg at stoppe nu, selv om jeg egentlig havde tænkt at dele min begejstring over landingen på Mars. Det tog mig faktisk flere døgn at få pulsen ned, så vær vis på, at vi kommer tilbage til sagen.

Du er som altid velkommen til at skrive til mig på mail: michael.jarlner@pol.dk

Du er også velkommen til at udbrede kendskabet til dette nyhedsbrev, hvis udbredelse jeg først er rigtig tilfreds med, når det er ude i alle hjem.

Som vi fortolker tech & viden-stoffet, er det ikke kun for tech-specialister, der ofte vil søge viden på specialmedier. Vi er mere optagede af brudfladen mellem tech, viden, samfund og det enkelte menneske.

Jeg håber, der er lidt til alle – og meget til mange.

Nyhedsbrevet er gratis, så hvis du sender dette nyhedsbrev videre, så kan interesserede selv tilmelde sig ved at trykke her. Som du vil se, er der mange andre tilbud end Tech & Viden.

Jeg ønsker dig en fantastisk og coronafri uge.



Mogensen versus Zuckerberg


Kofod versus Zuckerberg


Facebook svarer igen


Mars-missionen


Gamestop


Dommedag


Robin Hood....virkelig?


Dansk forsker i Wuhan


Interview med den danske forsker


Annonce