Som du kan se af overskriften er denne mandag en af vildere dage.
Dels byder vi dig indenfor til en ny verden - eller måske ligefrem et helt nyt ’univers’.
Dels er det også en slags Trump-dag, der kan varsle nye skøre tider på de sociale platforme.
Med disse ord: Velkommen til Politikens ugentlige nyhedsbrev, som udkommer hver mandag, og som du her får i en modificeret udgave. Og lad os springe ud i det, med et first thing first, som man siger: Vi begynder med det nye univers, kaldet »metaverset«.
Snoop Dogg, Zuckerberg og metaverset
Hvad pokker er nu metaverset, spørger du måske dig selv. Og så er jeg glad for at kunne henvise dig til en såkaldt »explainer«, hvor du kan få svar på præcis det spørgsmål. Den finder du ved at trykke her.
Explaineren fortæller dig bl.a. om, hvad det er for en vision, der sidste år fik Facebook-stifteren Mark Zuckerberg til at danne et nyt moderselskab ved navn Meta og bebude, at han nu vil ansætte 10.000 til for alvor at sætte skub i sit store metavers-projekt.
Man kan lidt forenklet sige, at det hele går ud på at sammensmelte sociale platforme, spiluniverser og 3D-briller, som Zuckerberg i øvrigt også fremstiller. Derved får man et nyt og mere virkeligt digitalt parallelunivers.
Det er et univers, der består af flere platforme. Selv tænker jeg dem som lande eller bystater med hver deres regler og ofte også egne kryptovalutarer med sære navne som sand eller mana. Der er Mark Zuckerbergs eget Horizon Worlds, men også ’lande’ som Sandbox, Decentraland, Somnium Space og så videre.
Du kan læse meget mere om dem i explaineren (som du også finder i en klippe-ud-og-hænge-op-venlig udgave i dagens trykte mandagsavis). Men så meget kan jeg sige, som at:
Hiphopstjernen Snoop Dogg har en digital ejendom i »Sandbox«, og naboen har såmænd betalt 2,9 millioner kroner for at blive hans digitale nabo. Ja, du læste rigtigt: 2,9 millioner kroner.
Morten har scoret kassen
Du kan også læse om den kreative direktør Morten Grubak (foto ovenfor), der i sin tid købte en parcel i landet Decentraland for 40.000 kroner og i dag ville kunne sælge den for op mod en halv million kroner. Det er »rigtige« penge, skabt i en digital parallelverden.
»Vores generation får aldrig råd til det der«, sagde Morten Grubak og pegede ud mod det københavnske boligmarked, da vores journalister Katrine Roved Høj og Marie Juul Jørgensen besøgte ham fornylig.
»Det er generationen før os, der sidder på hele det marked. Så det her...«, tilføjede han og pegede på et lille pixel-felt på sin computerskærm: »Det er vores generations løftestang til at skabe en værdi, som er udenfor det normale system«.
Læs den forrygende historie her.
Overgreb i metaverset
Efterhånden som det digitale univers smelter sammen med den fysiske verden, og de nærmest vikler sig ind i hinanden, så følger problemerne med.
I december fortalte den britiske psykoterapeut Nina Jane Patel i et indlæg på blogplatformen Medium om, hvordan tre avatarer via hendes egen avatar havde krænket hende seksuelt i en del af Mark Zuckerberg’s ’land’, Horizon Venues.
Hun beskrev, hvordan de andre avatarer havde befamlet hende, taget billeder og truet hende. Og selv om der er regler mod den slags, havde hun ikke nået at reagere. Fordi det digitale parallelunivers føles så virkeligt, har hun følt både fysisk og psykisk ubehag, fortæller vores journalist Lars Eriksen i en artikel, du kan finde ved at trykke her.
Da der p.t ikke er en klar lovgivning på området, er det op til folk som den kontroversielle Mark Zuckerberg at håndtere det. Det kan du jo så tænke lidt over...
Hvorfor nu?
Måske er du skeptisk over for den hype, der lige nu er om metaverset. Vi har trods alt før set forsøg på at skabe digitale parallelverdener som Second Life, kan man sige. Men det var en todimensionel verden, og siden starten på Second Life er der sket nogle ret afgørende ting, såsom:
- at vi under coronaen har fået et helt andet forhold til at mødes digitalt på platforme som Teams og Zoom.
- at man med nye, billigere og smartere 3D-briller som Facebook’s Oculus får en helt anden oplevelse af et virkeligt rum, for det er jo netop, hvad 3D-briller gør.
- nye teknlogier som blockchain kan gøre forholdene mere velordnede og er desuden blevet ledsaget af en langt højere accept af også de kryptovalutaer, som flere af metavers-platformene betjener sig af.
- at vi med 4G og snart 5G får nogle netværk, der kan få det hele til at foregå langt hurtigere og langt mere avanceret end tidligere.
SAN RAFAEL, CALIFORNIA - FEBRUARY 14: A McDonald's customer walks by an advertisement for the new McPlant Beyond Meat burger at a McDonald's restaurant on February 14, 2022 in San Rafael, California. Nearly three years after Burger King and Carl's Jr. rolled out meat-free burgers, McDonald's has debuted its McPlant burger made with a Beyond Meat vegetarian patty. For a limited time the burger is being offered at 600 McDonald's restaurants across the country. Justin Sullivan/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==
McDonald’s og Walmart ser fidusen
Det er derfor heller ikke kun Politiken, der har fået øjnene op for metaverset og for, at noget stort måske er på vej. Den britiske avis The Guardian fortalte i weekenden, at en stribe store firmaer gør klar til at rykke ind i metaverset, hvorfor små og mellemstore firmaer måske også skal være opmærksomme.
Den amerikanske supermarkedsgigant Walmart brygger tilsyneladende på at skabe sin egen kryptovaluta samt en række NFT-produkter (non-fungible tokens), som er de unikke koder til specifikke produkter (hvis du holder den trykte avis, så er det forklaret mere udførligt i dagens mandagsavis. Men vi har også før skrevet om emnet i en artikel, du finder ved at trykke her).
Burgerkæden McDonalds har ligeledes indsendt 10 varemærkeansøgninger (trademarks), som omfatter en virtuel burgerrestaurant og virtuelle koncerter.
Og, fortæller The Guardian, også revisions- og rådgivningsvirksomheden Pricewaterhouse Coopers’ afdeling i Hongkong har – lige som Snoop Dogg - købt virtuel ejendom i Sandbox. For som en af partnerne, William Gee, udtaler i en pressemeddelelse:
»Vi vil tilbyde vores ekspertise til klienter, der ønsker at gå ind i Metverset med alle de udfordringer, der ledsager dette begyndende, globale digitale fænomen«.
Hvor stort metaverset bliver er højst usikkert. Men The Guardian peger på estimater, der taler om en markedsplads, der inden for de næste 10-15 år kan løbe op i 30.000 milliarder dollar, svarende til næsten 200.000 milliarder danske kroner. Det er omkring 15 procent mere end størrelsen af USA’s samlede økonomi i 2021.
Som techmagasinet Gizmodo udiplomatisk konstaterer: »Ugh, Zuckerberg’s Metaverse Isn’t as Dead as We All Hoped«.
Donald Trump vender tilbage
Det samme vil nogen sikkert sige om tidligere præsident Donald Trump. Efter hans udelukkelse fra Twitter og Facebook og det, som vores USA-korrespondent Philip Flores kalder Trumps »digitale kastraktion« (se denne artikel), er det i dag, at appen til hans nye sociale medieplatform Truth Social skulle blive officielt lanceret.
For som Donald Trump har sagt, med klassisk reference til sig selv i tredjeperson: »Vi lever i en verden, hvor Taleban er massivt til stede på Twitter, mens amerikanernes yndlingspræsident er blevet bragt til tavshed«.
Og så har han ellers lanceret sloganet »Follow the Truth«, Følg Sandheden, hvilket vistnok er formuleret helt uden ironi. Vi lader det stå et øjeblik...
Udrulningen har som så meget andet, Donald Trump er involveret i, været en smårodet affære. Og den fulde udrulning er formentlig først bragt til ende i løbet af marts, fortalte direktøren for Trump Media & Technology Group, Devin Nunes, i weekenden til tv-programmet Fox News.
Dér fortalte han også, at indholdet på den nye Trump-platform vil blive tilpasset brugerne og ikke hvad »en eller anden Silicon Valley tech-oligark-freak« måtte mene (se 9 minutter og 40 sekunder inde i interviewet). Så har man vist en ide om, hvad der venter...
Mundkurv og bitcoins
Politikens SoMe-redaktør har ofte fortalt mig, at nyhedsbreve skal være kort og stramme. Gad vist, hvorfor han har sagt det så mange gange efterhånden?
Ok, jeg kan som vanligt ikke leve op til det, men der sker også så vanvittig mange ting, vi skal være opmærksomme på. Det nytter ikke, at vi og vores ansvarlige myndigheder og politikere først reagerer på problemerne, når de er opstået. Når Facebook eller andre har rystet vort demokrati. Derfor...
Men af respekt for SoMe-redaktøren vil jeg dog stoppe nu og skippe ideen om at fortælle, hvordan såkaldte kryptovaluta-miners, digitale »guldgravere«, fik genåbnet en co2-forurenende kulmine i Montana i USA. Det kan du læse mere om i f.eks. The Guardian, som dermed viser, hvor skadelig bitcoins kan være for klimaet.
Min mund - og min skrivemaskine - er herefter lukket med syv segl! Tilbage er kun:
- at henvise til en stak spændende artikler nedenfor.
- at påpege, at du kan læse mere på vores tech- og vidensektion på politiken.dk.
- at du kan fortælle ALLE, der overhovedet vil lytte (samt eventuelt også andre), at de lige som du kan få deres helt eget, gratis tech- og vidennyhedsbrev ved at klikke her (det er os med den lyseblå drone).
- at ønske dig en helt fantastisk uge.
Jeg siger ikke mere....