0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Trump er kommet med »en meget syg morsomhed på dette tidspunkt« ved at foreslå etnisk udrensning af Gaza

Kære læser.

Dagens Overblik handler i dag om

  • det chok, Trumps forslag om en etnisk udrensning i Gaza har forårsaget i Mellemøsten
  • skyderiet i Örebro, som politiet endnu ikke har sagt noget om motivet til
  • en skærpelse af kursen mod de voldelige fodboldfans
  • antallet af civile krigsofre i Ukraine, som kan vise sig at være meget højere end hidtil antaget


Andrew Caballero-reynolds/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Caballero-reynolds/Ritzau Scanpix

Trump har på et øjeblik ødelagt sin egen troværdighed hos sine arabiske modparter

I Mellemøsten er man chokerede over, at Trump kan finde på at sige, at han og USA vil overtage Gaza og anbringe palæstinenserne et andet sted. Det opfatter palæstinensere som etnisk fordrivelse. Tamer Qarmout, professor i Qatar, kalder det i et interview »en meget syg morsomhed på dette tidspunkt«.

Både Israel og den arabiske verden var spændt på, om Trump under den israelske leders besøg i denne uge ville tvinge Netanyahu til at gennemføre våbenhvilen Gaza og få udvekslet Hamas’ israelske gidsler og Israels palæstinensiske fanger? Om Trump ville hjælpe Israel og Saudi-Arabien med at indgå fred eller ’normalisering’? Og om Trump ville bistå med genopbygningen af det palæstinensiske samfund i Gaza efter 15 måneders israelsk invasion og bane vejen for en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden?

Ingen af delene. Jo, Trump vil gerne ha’ byttet gidsler og fanger. Men Trump vil især ha’ Gaza og ha’ palæstinenserne ud. Og om nødvendigt sende amerikanske soldater til at udvirke sin beslutning, viser den nye præsidents udtalelser fra mødet med den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu.


10030 Jonas Ekstromer/Ritzau Scanpix
Foto: 10030 Jonas Ekstromer/Ritzau Scanpix

Svensk politi holder kortene tæt til kroppen

Svenske efterforskere har stadig ikke givet et konkret på bud på motivet til det blodige skyderi på en voksen-uddannelsesinstitution i Örebro i går, hvor 11 mennesker inklusive den formodede gerningsmand mistede livet.

Ved et pressemøde her til formiddag ønskede politiet heller ikke at afsløre identiteten på den formodede gerningsmand. I stedet blev en opfordring om ikke at dele forkerte oplysninger på sociale medier gentaget.

Det sker, efter at flere forskellige navngivne mænd er blevet hængt ud som gerningsmanden bag tragedien, som statsminister i Sverige, Ulf Kristersson, kalder »det værste masseskyderi i Sveriges historie«.

Det er politiets umiddelbare opfattelse, at gerningsmanden skød sig selv, men efterforskerne vil ikke helt udelukke, at han kan være blevet dræbt i forbindelse med skudvekslingen med de betjente, der var først fremme på skolen. Gerningsmanden menes ikke at have haft banderelationer, og det er heller ikke politiets opfattelse, at der er tale om terror.


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Kampen mod fodboldbøller skærpes

Myndighederne og Divisionsforeningen skruer nu bissen på overfor de bøller, der gør det utrygt at gå til fodbold og skader oplevelsen for det store flertal.

Strakskarantæner, ansigtsgenkendelse, deling af videomateriale mellem klubberne og hårdere konsekvenser, når politi og personale forulempes, er nogle af tiltagene, lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

»Det er komplet meningsløst, at man kan rasere en beværtning eller en butik tæt på stadion dagen inden en fodboldkamp og så møde op på stadion dagen efter, som om intet var hændt«, siger Peter Hummelgaard om muligheden for at udstede strakskarantæner til de voldelige fans, som han kalder »fodboldtosser«.

Divisionsforeningen slår samtidig fast, at der ikke vil være udebanefans til kampe mellem ærkerivalerne FCK og Brøndby i resten af sæsonen. Tidligere hed det på ubestemt tid. Samtidig skærper Divisionsforeningen konsekvenserne ved forulempende adfærd over for politi eller personale på eller uden for stadion.

Det vil fremadrettet resultere i en klubkarantæne på mindst to år og bøde på mindst 5.000 kroner.


Martin Lehmann
Arkivfoto: : Martin Lehmann

Antallet af civile ofre i Ukraine kan være langt højere end antaget

100.000 civile ukrainere kan være blevet slået ihjel af russerne under deres krig mod naboerne. Det vurderer den ukrainske statsadvokat, Jurij Belousov, der leder afdelingen for krigsforbrydelser og som frygter, at de officielle vurderinger af prisen regnet i civile menneskeliv udtrykkes i et alt for lavt tal.

»Der kan være 100.000 civile landet over, hvis lig skal findes og identificeres, når de besatte områder bliver befriet«, siger han.

FN’s vicemenneskeretsdirektør, Nada al-Nashif, anslog i januar ifølge Reuters, at over 12.300 civile har mistet livet som følge af russernes angreb, men Belousov mener altså, at det er alt for lavt sat blandt andet fordi, der er fundet tusinder af uidentificerede lig, ofte i massegrave, i de områder, russerne har holdt besat.

Men krigen koster ikke kun ukrainske liv. Putins besættelse er også dyr for russerne, som ifølge en opgørelse fra den ukrainske generalstab har mistet knap 842.000 mand – et tal, der ikke er bekræftet fra Moskva, men som af vestlige myndigheder anses for at være nogenlunde retvisende.



Dagens Bezzerwizzer indleder med spørgsmålet: Hvad hedder det 18.000 kvadratmeter store arabiske indkøbsområde i Brabrand ved Aarhus, der er et af Nordens største af sin slags?


Grønlandske vælgere


Arkitektur


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.