0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Klimapsykolog: Vi rejser, indtil det store kollaps kommer

Kære læser.

Denne udgave af Dagens Overblik handler om

  • en klimapsykologs forklaring på, hvorfor vi fortsat rejser ned i varmen
  • dødstallene efter hedebølgen i Spanien er nu gjort op
  • USA er skyld i omfattende PFAS-forurening i Grønland
  • Roskilde Festival kæmper med de store koncertsteder om musikerne


Jonas Walzberg/Ritzau Scanpix
Foto: Jonas Walzberg/Ritzau Scanpix

Klimapsykolog: Vi bliver ved med at rejse, indtil kollapset bliver voldsomt

Selv om Europa på grund af klimaforandringer er blevet tiltagende varmere de seneste mange år, og alt peger på, at sommeren 2026 risikerer at blive rekordhed, fortsætter danskerne ufortrødent med at rejse sydpå. Ifølge Danmarks Statistik var badeferie i 2024 det primære formål med danskernes lange ferierejser. Spanien er det mest populære land, dernæst kommer Italien og Grækenland og derefter Frankrig.

»Undskyld mig, men al snak om ændrede rejsemønstre i forhold til stigende varmegrader og andre udfordringer i forhold til klimaforandringer er altså noget, medierne har skabt og opfundet. Danskernes rejsemønstre har ikke forandret sig – i hvert fald ikke i negativ retning. Jeg vil sige, at danskerne nærmest rejser som aldrig før«, siger Bravo Tours’ direktør Peder Hornshøj.

Den udvikling overrasker ikke Solveig Roepstorff, der er psykolog og medlem af Klimapsykologialliancen, et internationalt netværk af psykologer, terapeuter, forskere og kunstnere: »Jeg tror, rejselysten bliver ved, indtil et kollaps bliver så voldsomt, at det medfører store strukturelle ændringer. Det er carpe diem nu. Det er svært for os at ændre os som art. Vi er vant til at flyve, så det gør vi. Og fornægtelse, benægtelse og fortrængning er i spil her«.


Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix

Hedebølge har kostet 1.028 mennesker livet i Spanien

Den seneste tids hedebølge har kostet mindst 1.028 personer livet i Spanien, oplyser den offentlige spanske forskningsenhed Carlos III Sundhedsinstituttet. Der er tale om mere end en fordobling af antallet af dødsfald, der sættes i forbindelse med høje temperaturer i Spanien, sammenlignet med juni sidste år. Her blev 407 dødsfald i Spanien koblet til det varme vejr.

Gennemsnitstemperaturen i juni i år endte som den næsthøjeste, der nogensinde er registreret i juni i Spanien, oplyser den spanske vejrtjeneste Aemet. Temperaturen var i gennemsnit 3,2 grader celsius over det normale niveau. Selv om flere er døde i Spanien som følge af varmen i juni i år sammenlignet med sidste år, var juni 2025 den varmeste juni, der er målt i landet.

Hedebølgen har ifølge flere landes meteorologiske institutter bragt temperaturrekorder med sig. Blandt andet nåede varmegraderne op på 40,9 i Paris.


Casper Dalhoff
Foto: Casper Dalhoff

USA har forurenet grønlandsk natur med PFAS

Der er fundet høje niveauer af giftige kemikalier i vandprøver fra den amerikanske Pituffik-base i det nordvestlige Grønland, som ifølge eksperter kun kan stamme fra årtiers brug af miljøskadeligt brandslukningsskum. Det viser en gennemgang af data fra USA’s krigsministerium, som Politiken har foretaget.

Lutz Ahrens, der er professor i organisk miljøkemi ved Sveriges landbohøjskole i Uppsala, har gennemgået tallene og forklarer, at der i de amerikanske prøver fra basen i det nordvestlige Grønland særligt er fire PFAS-typer, der selv i små doser i drikkevand kan skade helbredet. En type af PFAS-kemikalierne – PFOS – er særligt giftig og menes at være kræftfremkaldende.

Det er blandt andet slemt på USA’s militærbase i det nordlige Grønland: »Vi ser de fire PFAS-typer i vandet. Niveauerne i Pituffik overskrider værdierne i retningslinjerne«, siger han. Det kan kun skyldes, at det amerikanske militær gennem årtier har gennemført brandslukningsøvelser med PFAS-holdigt brandslukningsskum, fastslår eksperter. De amerikanske PFAS-producenter vidste i flere årtier, at stoffet var sundhedsskadeligt, men fortiede det. På den baggrund mener professor i miljømedicin Philippe Grandjean, at det amerikanske forsvarsministerium – som Trump har omdøbt til Krigsministeriet – i hvert fald siden 2001 har vidst, at stoffet er skadeligt, men har fortsat med at bruge det alligevel i mange år. Både i USA og på mange af sine omkring 750 militærbaser rundt omkring i mindst 80 lande.


Peter Maunsbach
Foto: Peter Maunsbach

Festivaldirektør afviser, at Roskilde er ved at tabe kampen om de største artister

Størstedelen af Europas musikfestivaler er i dag ejet af en lille håndfuld globale virksomheder, og hvor de absolut største stjerner tidligere søgte mod festivalscener for at nå ud til et nyt publikum, er økonomien i dag flyttet over i store arena- og stadionkoncerter. Flere verdensstjerner har de seneste år foretrukket at slå sig ned i storbyer og spille flere koncerter på samme sted frem for at turnere på festivaler.

Det kan også mærkes hos Roskilde Festival, hvor direktør Signe Lopdrup erkender, at musikerne i dag kan være sværere at få fat i: »Der er blevet meget mere kamp om de store headlinere, og det er også blevet dyrere, fordi artisterne tjener deres penge på livemusik i dag. Det betyder, at vi skal arbejde på andre måder med vores kunstneriske indhold«.

Festivalen er som foreningsbåren og uafhængig den eneste af sin art og størrelse, der er tilbage. Det giver et miljø, der kan være med til at lokke de store navne til at give et nummer på Orange Scene: »De skal komme her, fordi de er drevet af en kunstnerisk ambition. Og ikke kun af, hvad de tjener. Vi er en stærk platform for unge og nye navne. For nye strømninger«.



Bezzerwizzerquizzen begynder i dag i musikkens verden: Hvilket debutalbum med rapgruppen MC Einar fuldender titlen på DR-podcasten ’… - historien om dansk rap’?


PARTNERDRAB:


FRED FRA FESTEN:


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.