Kære læser
I dag er ’World Press Photo of the Year 2022’ blevet kåret, og det er et mørkt et af slagsen.
Derudover skal vi se nærmere på de dårlige arbejdsforhold i 3F, der nu betyder, at sekretariatschefen må gå af, russiske systemkritikere, der bliver forfulgt, og til sidst EU-toppolitikere, der ikke synes sanktionerne mod Rusland er hårde nok.
Velkommen til.
Årets bedste pressefoto er fundet
’World Press Photo of the Year 2022’ – billedet, der har vundet verdens mest prestigefulde konkurrence for pressefotografer – er netop blevet kåret.
Og billedet, som i dag har opnået en af de højeste fotohædersbevisninger i verden, er mørkt. Det ser man umiddelbart. Måske som det allerførste.
Sidste år hentede Politikens fotograf Mads Nissen prisen for sit ’coronakram’ på et brasiliansk ældrehjem.
I år er fotografen den canadiske freelancer Amber Bracken. Hun tog sit vinderbillede en juniaften sidste år i byen Kamloops i British Columbia, og historien bag er værd at læse, hvilket du kan gøre her.
Du kan også se og læse om de 6 billeder, der var nomineret til prisen, her.
Efter afsløring af hårdt arbejdsmiljø: Sekretariatsleder går af i 3F
En central leder i toppen af 3F går af efter afsløringer af et hårdt arbejdsmiljø og stresssygemeldinger i landets største fagforbund.
I en meddelelse til Politiken skriver fagforbundet, at der har »været flere sygemeldinger i SOU«, som er Sekretariat for Organisationsudvikling i 3F.
Det fremgår af meddelelsen, at »tidligere i denne uge blev det besluttet, at den pågældende leder fratræder sin stilling, og en ny leder vil blive fundet hurtigst muligt«.
»Jeg er ked af, at det ikke er lykkedes for os at få arbejdsmiljøet i SOU på plads endnu. Det har allerede været en længere proces, og den bliver ved, indtil vi er i mål«, siger Tina Christensen, som er fungerende formand i 3F.
20-årige Olga Misik er en kendt russisk systemkritiker og demokratiforkæmper. Hendes hoveddør blev for nylig overmalet med skældsord. Her er hun fotografet i 2019 under et besøg i Danmark.
Russisk underviser blev snydt af sine elever. Nu risikerer hun fængselsstraf
En russisk underviser havde netop afsluttet sin engelsktime, da to af hendes studerende kom op til hendes kateder. De to elever var angiveligt utilfredse med, at deres kommende sportstur til Tjekkiet var blevet aflyst på grund af den ’særlige militære operation’. De ville vide hvorfor.
Folkeskolelæreren, Irina Gen, svarede bramfrit: »Indtil Rusland begynder at opføre sig på en civiliseret måde, vil dette fortsætte for evigt. De ønskede at nå Kyiv, de ville vælte Zelenskyj«.
Tolv dage senere bankede russiske betjente på Irina Gens hoveddør, og hun blev sigtet for at have forbrudt sig mod den nye ’fake news’-lovgivning, der kan give op til 15 år bag tremmer.
Historier som Irina Gens går igen over hele landet, og flere russiske systemkritikere bliver lige nu forfulgt. Læs den historie her.
Guy Verhofstadt har været et ledende medlem af Europaparlamentet siden 2009. Han - og 211 andre MEP'er - er i oprør over det, de ser som svage EU-sanktioner mod Rusland.
Belgisk toppolitiker tordner mod EU’s nyeste sanktioner
En af Europaparlamentets mest garvede politikere Guy Verhofstadt har affyret en bredside mod sine parlamentskolleger og mod EU-kommissionen, der – som han ser det – er dybt inkompetent.
Årsagen til hans udbrud er den seneste serie sanktioner, der bliver kritiseret for at være utilstrækkelige og svage.
»De første fire pakker har ikke virket. Rublens værdi steg til sidst. Og jeg forudser, at den femte pakke heller ikke vil virke. Jeg kan vente hele mit forbandede liv på de pakker, men ukrainerne, som dør i Mariupol og Butja, kan ikke vente mere. Det er krigens virkelighed«.
Den belgiske europaparlamentariker er en af de 212 medlemmer, der har skrevet under på et brev for at få de europæiske ledere og EU-bosserne til at gribe til effektive sanktioner.
Tak, fordi du læste med.
Hvor mange regeringsperioder fik Poul Schlüter som Danmarks statsminister fra 1982-93? Ved du det? Så kan du måske blive dagens Bezzerwizzer. Prøv quizzen her.