Ramadan kareem, nu er fasten for muslimerne i gang, og det samme gælder nyhedsbrevet.

Beklager fraværet, jeg var på (herlig) vinterferie i Italien, som jo på alle måder er et fortryllende land med skøn mad, smukke byer, kyster og bjerge. Hvis jeg selv var religiøs og troede på reinkarnation, ville jeg ikke være skuffet ved at blive genfødt i den øvre middelklasse i Torino, Bergamo eller Milano.

Men nok om det, vi skal i gang. Næste uge er det 4-års jubilæum for Ukraine-krigen, og det er jo på alle måder en tragedie. Men også en historie om mod, kampkraft og en imponerende leder og et sejt folkefærd.

I morgen får internetavisen Kyiv Independent Politikens Frihedspris, og sjældent har noget været så fortjent. Som Christian Jensen skriver i sin leder til morgendagens printavis: »Fra en hemmelig adresse i det centrale Kyiv holder avisens journalister og redaktører fanen højt på de værdier, vi er fælles om at kæmpe for: Basale frihedsrettigheder, demokrati og magtkritik i en fri presse«.

Nemlig! Ukraines krig er Europas krig og en, som vi ikke har råd til at tabe. Ukrainerne har vist vejen, også når det gælder den åndelige oprustning, som Nataliia Popovych, der er forperson for Ukraine House, og Camilla Mordhorst, der er direktør for Dansk Kulturinstitut, påpeger i denne glimrende kronik. Som de skriver, er kulturen »det sted, hvor imperiale narrativer enten bliver truet eller udfordret, accepteret uden videre eller afprøvet i lyset af det 21. århundredes værdier«.

Værd at tænke over og beskytte. Det forsøger vi også i Danmark, hvor kulturministeren tidligere på måneden nedsatte Rådet for kulturel modstandskraft. Men som Christian Idskov argumenterer overbevisende for i denne leder, behøver politikerne sådan set ikke rejse rigsfællesskabet tyndt for »at opdage, at kulturen har brug for ny vitalitet. De kunne passende starte med at se indad.

I årevis har skiftende regeringer aktivt negligeret eller direkte undergravet den kulturelle offentlighed. Gennem systematisk nedprioritering af humaniora på universiteterne, generelle kulturbesparelser, nedbarberinger af biblioteker og ved at lade floraen af kulturtidsskrifter visne har man selv undergravet de miljøer, der netop kunne have stimuleret kunsten og tilført samtalen om den fornyet energi. Det vil sige: sikre en egentlig kulturel modstandskraft«.

Men sådan et råd lyder jo altid handlekraftigt og godt, og nu er der jo snart valg, så det gælder jo om at markere sig. Personligt gætter jeg på 3.3. som datoen for valgudskrivelsen, men lad os nu se - valgkampen er reelt jo allerede begyndt. Denne uge var det boligskatten, som Lars Løkke Rasmussen satte ild i med et opslag på det ellers knastørre sociale medie LinkedIn.

Personligt kunne jeg ikke være mere enig i det skandaløse i, at stigende boligpriser har fået lov at skævvride hele samfundsøkonomien, og at titusinder af danskere tjener meget mere på at bo end på at arbejde. Det er en gigaskandale og noget, som i den grad undergraver sammenhængskraften i landet. Som mine kolleger forklarer i denne artikel, er ejermarkedet i København og Frederiksberg nu stort set lukket land for unge, der ikke har syvcifrede beløb med fra far og mor - som typisk selv har tjent dem på at bo i et rart hus. Det har jeg skrevet denne leder om.

Vi lever vitterlig i sære tider, men for at blive klogere er det altid godt også at kigge tilbage. Som man siger, gentager historien sig godt nok ikke, men den rimer dog.

Men hvad er det egentlig, at vores tid rimer mest på? Et oplagt og meget hyppigt bud er mellemkrigsårene og især 1930’erne. USA har i dette narrativ overtaget Tysklands rolle, en stormagt, der er blevet kapret af ekstremister og nu bøller sig vej frem i verden med alle midler og uden hensyn til love og regler. En sammenligning, der ikke er helt skæv, og som jeg skrev i denne klumme, er det jo svært ikke at se parallellerne, når typer som ICE-lederen Gregory Bovino ligefrem klæder sig som nazist.

Der er også andre oplagte ting, der rimer – demokratiernes krise, den ekstremt stigende ulighed og den samtidige udhuling af mellemklassen. Ikke mindst i Europa er det blevet almindeligt at henvise til München, den britiske premierminister Neville Chamberlains ulyksalige aftale med Hitler om opløsningen af Tjekkoslovakiet i 1938, og tale om, at vi nu står overfor et moderne 1939 med en truende storkrig med Rusland. Ikke mindst statsminister Mette Frederiksen er utrolig glad for at henvise til Anden Verdenskrig.

Men der er også andre æraer, der som vor tid synes at være et dystert ekko af. Og personligt er jeg i den senere tid blevet mindet mere om det årti, hvor jeg selv kom til verden – nemlig 1970’erne. Også det var en voldsom tid, både i USA med Vietnam-protester, dengang som nu var en forbryder USA’s præsident, og dengang som nu var der korruption i Det Hvide Hus. Faktisk så meget, at vicepræsidenten måtte gå af, efter det kom frem, at han modtog kontanter i små konvolutter.

I dag er beløbene større og overførslerne digitale, men bestikkelsen af USA’s ledere og villigheden til at bruge alle midler for at vinde valg er meget ens. Der er også andre ligheder, energikriserne som er kommet tilbage, inflationen, der har gjort comeback efter årtiers lavinflation, og sågar nogle, der nu taler om, at man skal genindføre shahdømmet i Iran.

Nu ligesom dengang synes Storbritannien at være brændt helt sammen, det franske politiske system er i krise, og regimet i Moskva er på krigsstien. Det er trist og deprimerende, men det gode ved 1970’erne er dog, at det rent kulturelt var en herlig tid. Moden var skør med disko-glamour, svaj i bukserne og plateausko, men kulturen sparkede numse.

Det var dengang Bowie og Pink Floyd var på toppen, det var en gylden tid i Hollywood med Taxi Driver, Godfather, Apocalypse Now og Clockwork Orange. Mageløst og værd at gense hele møllen. Når det gælder Taxi Driver, fejrede The Economist for et par uger siden filmens 50-års jubilæum med denne begavede analyse.

Og således nærmer vi os afslutningen på dette uges epos herfra, men før vi slutter helt, så en opfordring: Skriv jeres bud på, hvilket årti vores tid minder mest om, så tager jeg de mest tankevækkende ideer med næste gang. Skriv - som altid - til mig på marcus.rubin@pol.dk og hav en velsignet weekend.

kh

Marcus