»Den dag, de skulle slå ham ihjel, stod Santiago Nasar op klokken 5.30 for at vente på skibet, som biskoppen kom med.« Sådan lyder den første sætning til Gabriel García Márquez’ geniale roman ’Historien om et forudsigeligt mord’.
Man ved med andre ord, hvad der skal ske, det spændende er vejen dertil. Lidt på samme måde er det på sin vis med valget - de fleste gætter nok, at den nuværende statsminister også bliver den kommende statsminister, men vejen dertil kan blive lang og dramatisk. Lige nu er valgkampen stadig jomfruelig ung og kan gå mange veje. Efter vores mening bør den handle om »lederskab og retning i en tid med internationalt opbrud og national utryghed«, som Christian Jensen skriver i denne leder.
Men en ting er, hvad vi mener herinde i vores forskansede bygning på Rådhuspladsen, det kulturministeren i et debatindlæg forleden kaldte »den måske mest elitære og navlepillende plads i hele Mediedanmark«, en anden og vigtigere er, hvad I mener, det bør handle om.
Det er nu det gælder, kom og vær med og kom med dit bud her i vores samtalespor. Som Lotte Folke skriver, læser redaktionen med - og mange politikere, så bland jer. Demokrati er en holdsport, og som en tidligere kulturminister engang sagde om forskellen mellem sex og porno, er det nu engang sjovere at være med end bare at se på.
Selv håber jeg inderligt, at valget kommer til at handle om ulighed og det absurde boligmarked, som det er en skandale, at en generation af politikere har ladet udvikle sig til et generationstyveri af rang. »Boligmarkedet suger værdier fra landdistrikterne, og mens dem med høje indkomster nyder godt af udviklingen, splittes resten af landet i ulighed og tab af sammenhængskraft. Problematikken kan ikke affejes med udbud og efterspørgsel og urbanisering. Det er en menneskeskabt, boligfinansiel tyfon«, som professor Egon Bjørnshave Noe for nogen tid siden skrev i denne veltournerede kronik.
Noget forsinket er det også gået op for Socialdemokratiet, at uligheden er blevet en reel trussel. »De mest velhavende grupper er stukket af fra resten af samfundet. De sidste 10 år har den rigeste ene procent – det kræver 17 mio. kr. i formue at være i den kategori – øget sin indkomst med ca. 60 procent. Til sammenligning har den typiske dansker kun øget sin indkomst med ca. 9 procent«, som justitsminister Peter Hummelgaard skrev i denne kronik, der var i papiravisen samme dag, valget blev udskrevet, og Mette Frederiksen kom med forslag om en formueskat. Bedre sent end aldrig naturligvis, men helt ærligt kan man undre sig over, hvordan dælen det er sket i en periode, hvor S har været ved magten det meste af tiden.
Tilbage i 2024 skrev jeg selv en oprørt klumme om, hvordan den ekstreme ulighed, der havde rystet mig som ung studerende i London i 1990’erne, nu var blevet til hverdag i København.
»Det byliv, der chokerede mig i London, er blevet hverdagen i Danmark. Det slog mig forleden, da jeg gik forbi en hjemløs, der gjorde klar til natten foran en Tiger-butik på Vesterbrogade. Få meter fra ham sad en masse mennesker og hyggede sig på en fancy restaurant; bylivet passerede ubekymret forbi ham, og lige om hjørnet fra hans flise lå Frederiksberg Allé, hvor det myldrer med lejligheder til 20-30 millioner«, skrev jeg dengang. Nu er lejlighederne steget yderligere et håndfuld ubeskattede millioner.
Så det er mit fromme håb, men kom frisk med jeres - debatten og demokratiet er kun, hvad vi selv gør det til. Og dermed slut herfra i denne omgang, det er travle tider også i medierne under sådan en valgkamp.
Vi startede med en klassisk første sætning i en berømt bog og slutter på en anden, min all-time favorite:
»I dag døde mor. Eller måske var det i går, jeg ved det ikke«. Så er man i gang, det er fra Camus’ ’Den Fremmede’. Send endelig tanker, ideer og andre gode bogindledninger (Anna Karenina kan også noget på den front) til mig på marcus.rubin@pol.dk.
Mange hilsner
Marcus