For seks måneder siden var jeg troende. Ikke åndeligt, men som mange andre i Danmark: Man kan vel kalde mig en velfærdssamfundskirkegænger. En af dem, der betaler sin skat, passer sit arbejde og har tillid til, at systemet – trods fejl og mangler – grundlæggende fungerer og griber mennesker, når livet rammer hårdt.
Jeg havde selvfølgelig hørt historierne. Om ulovlig sagsbehandling, urimelige ventetider og økonomisk kassetænkning. Hvem har ikke? Men i mit stille, måske naive sind troede jeg, at de var undtagelser. At når man virkelig stod i en livskrise, ville systemet vise sin menneskelighed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


