Nu er det næsten nu, og hvor utroligt det end lyder, kan jeg godt komme til at savne valgkampen lidt. Det er jo altid sjovt at se politikerne på jagt efter stemmer, og hvordan de helt skamløst kaster om sig med milliarder og tomme løfter. Alle kneb gælder, og fantasien er stor. Pia Olsen Dyhr laver korsang for havet ved, mærkeligt nok, søerne i København, Inger Støjberg serverer hotdogs fra en pølsevogn, og radikale og konservative politikere kravler 70 meter op i en vindmølle for at diskutere klima. Det er spas, løjer og samtidig naturligvis alvor.
Danmark har rent faktisk udfordringer både på den interne og eksterne front. På den interne front kan jeg næsten ikke være i min krop efter at have læst min kollega Anders Legarth Smiths beretning om den 16-årige Josefine, der opholder sig nærmest døgnet rundt i familiens parcelhus på Fyn. 60 sekunder udenfor er, hvad der er overskud til. Læs historien selv; det er en hjerteskærende beretning om et ungdomsliv, der er ved at køre helt skævt, og en familie, der kan kæntre i kampen, men også om et samfund og et offentligt system, der ikke magter at hjælpe. Er der en ting, som den kommende regering efter min mening skal måles på, er det, om man får vendt udviklingen, så færre mistrives, og unge som Josefine og hendes familie får al den hjælp, de skal have.
Som psykologen Kirsten Callesen skrev i denne kronik sidste måned, har Danmark på en eller anden måde designet et velfærdssystem, hvor kollaps bliver sproget, barnet skal tale, for at blive taget alvorligt. Det må og skal ændres, så familier kan overleve, og børn og unge kan komme tilbage til deres liv, før der sker uoprettelig skade. Som Malene, Josephines mor, forklarer i artiklen, taler psykologer om, at for hvert år et barn er isoleret hjemme, tager det to år at rette det op ude i det pulserende liv. »Min datter er ved at miste hele sit ungdomsliv«, siger hun.
Egentlig burde det være det eneste, vi talte om i denne valgkamp, men der er naturligvis også andre ting. Svineriet i svinestaldene er langt om længe blevet et politisk tema, og tak for det.
At kloge dyr som grise bliver opfostret på nærmest ingen plads – fem grise har, hvad der svarer til ca. en dobbeltseng, får halen klippet af og i det hele taget mishandles – er en gigantisk skandale. Klara Trebbien Rasmussens bog ’Flæsk’ landede med perfekt timing og beskriver i utrolig grad brutaliteten. Kastrering uden bedøvelse og smågrise, der bliver dræbt ved at blive kastet ned i betongulvet, er åbenbart ren rutine. Hvordan dansk landbrug er endt i den blindgyde, er uforståeligt, og noget, der forhåbentlig snart gøres op med.
Men desværre stopper udfordringerne jo ikke ved landets grænser; hele verdensordenen er i opbrud, ikke mindst takket være vores tidligere så tætte allierede USA. At det har taget så lang tid for de danske politikere, og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen, harcelerer jeg over i denne klumme, hvor jeg især raser mod baseaftalen med USA.
»Et nybrud i dansk forsvarspolitik« kaldte Mette Frederiksen det stolt, da aftalen blev præsenteret i slutningen af 2023, hvor Danmark for første gang gav tilladelse til permanent udstationering af amerikanske soldater på dansk jord og samtidig afkald på at udøve strafferetlig jurisdiktion over de amerikanske styrker og medfølgende civile, så vi reelt ikke kan retsforfølge dem for eventuelle forbrydelser. En helt vild overdragelse af en stats mest basale rettigheder og dybt skørt på et tidspunkt, hvor Donald Trump spøgte i kulissen som en meget mulig efterfølger til Biden.
Men erkendelsen af det nye USA tog tydeligvis lang tid. Selv om det blev mere og mere åbenbart, at USA var en usikker allieret – allerede i sin første præsidentperiode talte Trump om at melde USA ud af Nato, og i 2019 talte han første gang om at købe Grønland – trykkede SVM-regeringen i lang tid på speederen og gjorde endnu mere ud af at lægge os tæt på USA. Så sent som i 2023 erklærede statsministeren, at der »ikke måtte kunne komme et A4-ark mellem USA og Europa«, en ret utroligt naiv ting at sige allerede dengang.
Siden er der kommet andre boller på den globale suppe. Denne uge havde DR den ret utrolige historie om, hvordan Danmark fløj blodplasma til Grønland tidligere på året, da krisen truede med at koge helt over. »Da danske soldater over hals og hoved blev fløjet til Grønland i januar i år, medbragte de sprængstoffer, så de kunne ødelægge blandt andet landingsbanerne i Nuuk og Kangerlussuaq«.
Det skulle forhindre amerikanske militærfly i at landsætte soldater på øen, hvis præsident Donald Trump i yderste konsekvens valgte at tage Grønland med magt.
Med i lasten var også blod fra danske blodbanker, så sårede kunne få behandling, hvis det var kommet til kamp«, skriver DR. Crazy times, men når man ser, hvordan det går nede i Iran, virker det slet ikke overdrevet. Krigen i Iran går sin skæve gang, oliepriserne brager i vejret, og vi står på randen af den største globale energikrise nogensinde.
Og der er tydeligvis ingen plan: Economist har et herligt billede – og leder – af, hvordan Donald Trump leder krigen. Hvor det ender, er der ingen, der ved. Her er en glimrende artikel om fem måder, hvor det kan blive endnu værre.
Herinde på matriklen havde vi forleden en ophedet debat om Trumps tiggeri for at få allierede til at hjælpe med at genåbne Hormuz-strædet. Det endte med denne leder, hvor vores internationale kommentator Michael Jarlner slutter med denne opfordring: »Den kloge reaktion er at udnytte øjeblikket. At udnytte at Donald Trump trues af fiasko, og mod løfter om USA’s fortsatte hjælp i Ukraine at komme med tilbud om eksempelvis minerydning i Hormuz-strædet. Europa kan være del af en defensiv løsning, ikke selve krigen«. Det var ikke alle, der var enige i det, så der har været god gang i samtalesporet under lederen, hvor også Jarlner selv er med i debatten. Sådan skal det være.
Men det hele startede jo med valgkampen, og sådan skal vi også runde af.
For midt i al alvoren er der jo også muntre indslag. Min personlige favorit er Lars Løkke, der åbenbart børster tænder i håndsæbe fra tid til anden. Det forklarer han i Euroman og glæder sig over, at det giver en god lyst til kaffe. Det kan jeg sagtens forestille mig og er også helt enig med hans tidligere rådgiver Steffen Hjaltelin, der siger til TV 2, at Lars Løkke »har givet slip på sig selv. Han giver ikke en fuck for, hvad folk må tænke. Der er mange, der har forsøgt at tæmme ham, men det er han ligeglad med nu«.
Om vælgerne belønner den på mange måder herlige ærlighed, må vise sig. I mellemtiden er det også vildt at følge Liberal Alliances førstemand Alex Vanopslagh indrømmelse om kokain. Jeg skrev selv en harm leder om hykleriet i på den ene side at stemme for de stadig hårdere bandepakker og igen og igen kræve flere kriminelle udlændinge udvist, og formanden så på den anden side via sit eget kokainforbrug viser sig at have været med til at finansiere den måske allerværste og mest brutale del af bandekriminaliteten i Danmark.
Hvad vælgerne mener om det, ved vi mere om på tirsdag, og så må det indtil videre henstå i et uvisse, om Vanopslagh virkelig kun har taget kokain en, højst to gange. Den slags har det jo ellers med at være vanedannende, men måske har den liberale frontfigur en helt særlig viljestyrke. Har han løjet, kan han jo ellers måske låne noget håndsæbe af Lars Løkke til at vaske munden og nappe en kop kaffe – det er i hvert fald vanedannende. Er man i tvivl, skal man – igen – læse Euroman om, hvordan DR-værten Kåre Quist drikker 16 espressoshots om dagen. Måske er det derfor, at han virker så tilfreds med sig selv i valgprogrammerne.
Under alle omstændigheder: Hav et rigtigt godt valg. Det bliver en spændende aften og måske en rum tid derefter – men vi ses her igen næste fredag. Skriv endelig, min mail er marcus.rubin@pol.dk. Nu stikker jeg ud i solen, der er kommet frem. Det er nemlig faktisk min fødselsdag, og efter en noget tåget morgen er vejret nu blevet, som det burde.
Kh
Marcus