Sommeren nærmer sig - faktisk er det jo ligefrem langt om længe blevet varmt - og dansk politik er så småt ved at gå på ferie. Det er nok meget godt for alle, ikke mindst SF, der mildt sagt har fået en dårlig start på sin længe ventede tilbagevenden til ministerbilerne.

Knap var regeringen udnævnt, før formand Pia Olsen Dyhr ansatte en særlig rådgiver, der satte sindene i kog, fordi han seks år tidligere var blevet fyret fra selvsamme parti på grund af seksuelle krænkelser og upassende opførsel.

Den slags ser man – med god grund – tungt på i disse tider, ikke mindst på venstrefløjen, og for udenforstående som mig har det været ualmindeligt svært at forstå, hvorfor og hvordan den ellers så forsigtige Pia Olsen Dyhr kunne finde på det. Det skrev jeg denne leder om efter på Folkemødet ved selvsyn at have set hendes talrige og stadig mere desperate søforklaringer på den gigantiske taktiske bommert.

Jeg håber, at de får styr på deres shit inde hos folkesocialisterne. SF er en vigtig del af regeringen, og det vil være en tragedie, hvis regeringsdeltagelsen ender ligesom sidst, hvor det nærmest knuste partiet. Der er vi endnu ikke. Men Pia Olsen Dyhr er kommet uforståeligt skidt fra start.

Bortset fra SF’s nedsmeltning, som selv på afstand gjorde nærmest fysisk ondt at følge, var Folkemødet som altid en fornøjelse. Masser af mennesker, masser af sol (vejret blev som vanligt på Solskinsøen meget, meget bedre, end vejrudsigten havde spået) og masser af interessante debatter i Allinge.

Og masser, masser og masser af lobbyister. Er man kommet på Folkemødet nogle år, er det umuligt ikke at bemærke, hvor mange flere private events der er kommet, og hvor meget mere kommunikationsrådgivningsfirmaer og konsulentfirmaer fylder i landskabet. Champagnen flyder i tykke strømme til de udvalgte og de, der - som jeg - i ny og næ formår at snige sig ind i lobbyisternes telte og fester.

På den måde er Folkemødet et symbol på den eksplosion, som der har været i Danmark inden for lobbyistbranchen de senere år. Samme dag som Folkemødet åbnede, skrev Anne Skorkjær Binderkrantz, der er professor i statskundskab og medlem af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0, denne tankevækkende kronik om udviklingen.

Ifølge professoren er »et forsigtigt skøn, at der i løbet af en periode på kun 15 år er sket op imod en 10-dobling af antallet af personer, der arbejder i lobbyfirmaer«.

Og dem, der arbejder direkte i lobbyfirmaerne, er, som hun påpeger, kun toppen af isbjerget. »Antallet af rådgivere er steget enormt i alle dele af det politiske system. De politiske partier på Christiansborg har i dag omkring 50 procent flere ansatte end for et par årtier siden, langt flere private virksomheder har ansat public affairs-medarbejdere, og erhvervsorganisationerne som Dansk Industri og Dansk Erhverv har sammenlignet med for 15 år siden 3-4 gange så mange ansatte med en fortid på Christiansborg eller i et ministerium. Også i civilsamfundsorganisationer som Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Naturfredningsforening er der i dag langt flere ansatte end tidligere med helt op til en fordobling af antallet af ansatte i nogle af de brancher, der ansætter politik-professionelle. Der er også kommet nye spillere på banen. En række tænketanke har meldt sig ind i debatter om klimapolitik, om Den Europæiske Unions fremtid og om, hvordan vi kan blive bedre til at løse samfundsproblemer. Næsten halvdelen af de tænketanke, der findes i dag, er dannet inden for de seneste 10 år«, skriver hun.

Er det godt eller skidt? Anne Skorkjær Binderkrantz opsummerer diplomatisk, at »professionaliseringen kan gøre dansk politik mere effektiv og kompetent, men også mere ulige og vanskeligere for borgerne at gennemskue«, men jeg tør personligt godt være mere direkte: Nej, det er et tegn på et dybt usundt system, at flere og flere ressourcer bruges på at vinde gunst hos mere og mere fortravlede politikere, der repræsenterer partier med færre og færre medlemmer.

For sådan har Magtudredningen jo også påvist, at det er blevet. Folketinget vedtager næsten dobbelt så mange lovforslag i dag som i 1960’erne, skriver de i denne kronik om det fortravlede Folketing. Flere og flere love, som vedtages hurtigere og hurtigere. Fra 1990 og frem til 2007 brugte Folketinget i gennemsnit 52 dage fra første- til andenbehandling, men siden da er det gennemsnit faldet til kun 37 dage, inklusive weekender og helligdage, skriver de kloge folk i Magtudredningen.

Til gengæld bruger politikerne mere tid på sociale medier, der er i fuld sving med at undergrave demokratiet og den offentlige samtale. Det skriver Magtudredningen om i denne kronik. »En folketingspolitiker udtaler i et interview, at man kan opnå 1.500 likes ved at fodre folks ’indre svinehund’. Undersøgelser viser, at politikere opnår fire gange så mange interaktioner på deres opslag, hvis de selv bruger fjendtlig retorik. Forskningen viser dog, at det indebærer en risiko. Når politikernes retorik opfattes som mindre civiliseret, falder både tilliden til politikerne og tilfredsheden med demokratiet«, skriver de. Måske skulle politikerne tænke lidt mere over det, ikke mindst fordi de, som Magtudredningen skriver i denne kronik, er gået længere i tvangsdigitalisering af befolkningen end stort set noget andet sted på kloden.

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket et tema i dette nyhedsbrev omkring Magtudredningen, og det er ikke forkert. For ud over at udkomme som en bogrække bliver Magtudredningen 2.0 også præsenteret som kronikker her i avisen.

Udredningen startede sidste sommer og er langtfra slut, men har ført til en lang række tankevækkende tekster, som jeg hermed forsøger at slå et slag for. For som forskerne skriver i denne første kronik:

»Når man læser tilstandsrapporten for det danske demokrati, står det klart, at der ikke er tale om ét samlet kollaps, men om mange små og store revner i fundamentet. Nogle af dem er grå – mindre skader, som ikke truer husets bæreevne, men som der alligevel bør holdes øje med. Andre er gule – alvorlige tegn på slid, der kan udvikle sig, hvis de ikke håndteres. Og enkelte steder er der potentielt røde advarsler: kritiske skader, som kræver handling nu, hvis vi vil undgå, at demokratiet mister sin styrke og legitimitet. Den vigtigste handling er imidlertid at tage opgaven med at fremtidssikre det danske demokrati alvorligt.«

Det forsøger jeg også selv. For et par uger siden udkom min egen lille bog om den pressede retsstat. Den kan jeg - naturligvis - varmt anbefale at bruge sommeren på at nærlæse og meget gerne skrive kommentarer og tanker til mig om - som altid på marcus.rubin@pol.dk

Og bliver det for varmt de kommende dage og behov for noget kølende læsning, kan jeg anbefale New Yorkers artikel om Trumps besættelse af Grønland, og hvordan den går helt tilbage til 2018 - og meget vel atter kan komme til at dominere dagsordenen de kommende dage, uger eller måneder.

Læs, tænk, debatter og skriv - og nyd ellers weekenden, når I kommer dertil. Vi snakkes ved næste fredag, medmindre - og det håber jeg naturligvis - I skriver til mig, deltager i vores samtalespor eller skriver kronikker og debatindlæg inden da.

kh

Marcus