0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Flertal af vælgerne vil have muslimsk nettoudvandring

Godmorgen.

Her til morgen handler det om en meningsmåling, der viser et flertal for at kræve nettoudvandring af muslimer.

Det handler også om en noget ildevarslende advarsel til børn og deres familier i ’ulvedanmark’, om ti højhuse på Bellahøj i København, som der nu gøres nye forsøg på om muligt at redde. Endelig handler det om islamisk arveret, der giver mindre til kvinderne - og som tilsyneladende vinder frem.


Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Flertal vil have muslimsk nettoudvandring

Opbakningen til en endog meget stram udlændingepolitik er stor. Ifølge en meningsmåling, Verian har lavet for Berlingske, går et flertal mere eller mindre ind for udsagnet: »Der skal være flere muslimske indvandrere, der forlader Danmark, end der kommer hertil«. En lignende måling i Weekendavisen i december gav et tilsvarende resultat.

Det kommer ikke bag på Søren Søndergard, der i en årrække har arbejdet som pressechef for Dansk Folkeparti: »Udlændingepolitikken fylder i folks hverdag. Især i nogle områder af Danmark, for eksempel på Vestegnen, er der stadig massive problemer, og der er familier med børn, som færdes på skoler, hvor grupper af typisk muslimske udlændinge skaber utryghed«.

Borgerlige partier som Liberal Alliance og Venstre har under valgkampen taget afstand fra Dansk Folkepartis krav om en nettoudvandring af muslimer. Lars Løkkes tidligere rådgiver Jacob Bruun ser forslaget som et af dem, der kan tiltrække vælgere, men som kan være stort set umuligt at få gennemført: »Det er sådan et forslag, som er helt vildt velegnet til at føre valgkamp på, men enormt uegnet til alt det, der sker efter den 24. marts. Det er bare tæt på umuligt at gøre det her i praksis«.


Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Børn i ’ulvedanmark’ advares nu mod at gå uden døre alene

Myndighederne råder til, at børn under 10 år ikke færdes alene i områder, hvor der er ulve. Det sagde kontorchef Jens Skovager Østergaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø torsdag aften på et borgermøde i Oksbøl, skriver JydskeVestkysten.

»Jeg vil godt understrege, at vi ser noget, der er farligt. Der er tegn på, at der er sket en menneskelig tilvænning«, siger Østergaard.

Naturstyrelsen har for nylig fået tilladelse til at skyde ulve, der kommer tæt på mennesker ved Oksbøl og Blåvand. Tilladelsen er blevet givet efter tre episoder i januar og februar, hvor en ulv har bevæget sig tæt på mennesker. Det skete senest fredag 13. februar, hvor en ulv var cirka én meter fra en kvinde ved Blåvands hovedgade. Og i januar forfulgte en ulv på få meters afstand en 14-årig pige i Oksbøl. Hun blev reddet af en forbikørende bilist.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Nu tager balladen om de 10 ikoniske højhuse en ny drejning

Et flertal med Københavns teknikborgmester Line Barfod (EL) i spidsen vil nu have undersøgt, om det kan lade sig gøre at bevare de 10 nedrivningstruede og ikoniske højhuse på Bellahøj: »Vi vil gerne have, at det bliver undersøgt én gang til. For det er jo ikke bare en enorm klimabelastning, at der rives ned og bygges op, det bliver også et andet arkitektonisk udtryk end i dag«, siger hun. Det er der ifølge Line Barfod fornyet håb om, fordi den internationale ingeniør- og arkitektvirksomhed Arup gerne vil undersøge, om man kan bevare og renovere billigere end hidtil troet.

Udmeldingen vækker begejstring hos beboerne i Bellahøj. »Det er så positivt, som det overhovedet kan være«, siger John Steen Johansen, der er formand for den lokale afdelingsbestyrelse i boligselskabet SAB og repræsenterer beboerne i de 10 højhuse, som SAB vil rive ned. Afdelingsbestyrelsen har gennem flere år kæmpet indædt mod nedrivning af husene.

Ifølge boligselskaberne SAB er der en konstruktionsfejl i de 10 huse, som gør, at de kan være nedstyrtningstruede ved meget hård blæst. Selv om de har stået i 70 år, viser nye beregninger og forsøg med modeller af husene i vindtunneller, at der er behov for en omfattende forstærkning af de 10 højhuse, hvis de skal bevares. Det vil koste 2,7 milliarder kroner at gøre dem sikre nok til beboelse, siger SAB og KAB, mens det koster omkring to milliarder at rive dem ned og bygge nye højhuse.


Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde

Islamiske testamenter med mindre arv til kvinder vinder frem

Flere juridiske virksomheder så som Islamisk Arveret gør det muligt for muslimer at oprette testamenter, der følger islamisk lov, skriver Jyllands-Posten. Det er testamenter, der kan fordele arven ulige, så mænd arver mere end kvinder, fremhæver en islamforsker, Jesper Petersen ved Københavns Universitet: »Vi ved, der sker en masse manipulation af den danske lovgivning, og at det ofte rammer kvinder. Islamisk Arveret er et godt eksempel«, siger han og tilføjer, at »dansk lov bruges til at skabe retsvirkninger i henhold til sharia«.

Et af dem er Islamisk Arveret, der henviser til koranens regler: »Allah pålægger jer (følgende regler) om jeres børn: En mand (søn) skal have det samme som to kvinder (døtre)«, skriver virksomheden. Det er en fordeling, der kan være inden for skiven, vurderer Bodil Ravn, bestyrelsesmedlem hos Danske Arveadvokater: »Hvis man får sin tvangsarv, kan man ikke kræve mere. Vi har alle råderet over 75 procent af vores formue, som vi kan fordele, som vi vil«.

Udlændingeminister Rasmus Stoklund (S) reagerer skarpt på den islamiske arveret, der vinder frem: »Vi kan ikke leve med, at man helt åbenlyst mener, at kvinder skal stilles dårligere i Danmark, alene fordi det er kvinder«. Også Kefa Abu Ras fra Søstre mod Vold og Kontrol advarer kraftigt mod udviklingen: »Jeg kritiserer den ideologiske legitimering af kønsdiskrimination forklædt som religion. Religionsfrihed skal ikke bruges til at normalisere eller fremme kønsdiskriminerende normer i et demokratisk samfund«.



Det bedste fra Politiken


Skuespilchefen oplever jævnligt, at nogen kommer hen og siger: »Jeg hører, du er syg«

Det er anden gang i sit liv, skuespiller, instruktør og skuespilchef Morten Kirkskov springer ud. Første gang som homoseksuel. Og nu som et menneske, der er ramt af parkinson.

For snart tre år siden sad Morten Kirkskov i sin bil på vej hjem til Vesterbro fra Rigshospitalet i Glostrup. På hospitalet havde han skældt ud til højre og venstre. Hans storebror havde nogle år forinden fået konstateret Alzheimers. Og nu syntes Morten Kirkskov, han havde lidt hukommelsesproblemer. Der var også en let rysten i det venstre ben. I øvrigt er han hypokonder, som han sagde til sin læge. Og fik presset en hjerneskanning igennem.

I flere omgange havde han siden fået at vide, at han ikke fejlede noget. Nu havde han lige været til den sidste undersøgelse i Glostrup. Og fået samme besked. Indtil overlægen kom forbi og bad ham gå en tur op og ned ad gangen.

Normalt har armene medsving, når man går. Når man sætter højre ben frem, følger venstre arm med. Og omvendt. Men Morten Kirkskovs venstre arm skulle ikke rigtig nogen steder.

»Så sagde overlægen: ’Du har 95 procent sikkert parkinson’«. Og så blev jeg aggressiv. For de havde ikke bestilt andet end at fortælle mig, at der ikke var noget i vejen. Og var det nu de mennesker, jeg skulle lægge mit liv i hænderne på?«

Læs artiklen om Kirkskov her.


Privat
Foto: Privat

»Jeg og mange andre stemmer ud fra politisk selvforsvar«

For danskere med anden etnisk baggrund er det et privilegium, hvis man kan beskæftige sig med andet end, hvilket politisk parti der har en imødekommende udlændingepolitik. For hvilken relevans har finanspolitikken, hvis flere partier kalder til, at man smides ud af landet?

Mit første spørgsmål i en valgkamp er ikke, hvem der vil indføre formueskat, eller om folkeskolen skal være lille. Det første spørgsmål, jeg må stille mig selv, er: Vil de gøre vores liv i Danmark mere besværligt?

Sådan skriver VUC-lærer Siham El Haddad. Allerede samme aften som valget blev udskrevet, kunne hun i partilederdebatten høre flere partiledere dreje diskussionen over på udlændinge og muslimer.

Hun påpeger, at det for mange vælgere blot er én politisk position blandt andre. Man kan analysere blokpolitik og ultimative krav uden at føle sig personligt ramt. For dem, der indirekte nævnes i kravene, er det anderledes. Når målet formuleres som, at der skal være færre mennesker med hendes baggrund i Danmark, er det ikke en teknisk diskussion om nettotilstrømning. Det er en besked om, at hendes plads i fællesskabet ikke er selvfølgelig, selv om Danmark er landet, hvor hun er født og har hjemme.

»Jeg og mange andre stemmer derfor ud fra politisk selvforsvar. Ikke fordi vi ønsker det. Men fordi vi føler os nødt til det«.

Læs Siham El Haddads læserbrev her.


Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Valget: Målingerne slingrer, men det er svært at køre uden om Løkke

S på 20, V på 10, LA har 11 – og Lars Boje er inde.

Det siger Merian, Voxmeter, Megafon eller Epinion.

Men hvad siger vores eksperter Elisabet Svane og Noa Redington? Og kunne politikerne tale lidt mere grimt? Det ønsker vores satireredaktør Mads Zacho Teglskov sig.

Hør det hele i dagens særafsnit af ’Du lytter til Politiken’.



Det sker i dag

  • Den Lille Kulturnat finder sted i aften. Arrangementerne, der er rettet mod børn i mellem 2-5 år og 6-12 år, finder sted mellem 16.00 og 20.00. Museer, gallerier, biblioteker, kirker, slotte og teatre er blandt de steder, der åbner dørene.
  • FC Fredericia og Randers FC mødes i dag i Superligaens kvalifikationsspil. Kampen spilles klokken 19.00 på Monjasa Park.
  • Kendisfrisør Dennis Knudsen skal i dag for Retten i Roskilde, hvor han er tiltalt for bestikkelse ved at have tilbudt en tilsynsførende 4.500 kroner for at bestå en teoriprøve. Dennis Knudsen nægter sig skyldig. Der er retsmøde i tidsrummet 10-12.



Dagens tegning


Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

For en sikkerheds skyld

En københavnsk byggelegeplads er blevet lukket, fordi den ikke lever op til tidens sikkerhedskrav.

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7. Her kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Politiken Morgen.