Godmorgen.
Her til morgen kommer det til at handle om politik. Først om spærregrænsen og de vælgererklæringer, der skal til for at komme på stemmesedlerne. Så om en Venstre-politiker, der var meget kreativ – måske for kreativ – da hun førte valgkamp på sociale medier.
Nyhedsbrevet fortsætter til en beskrivelse af problemer med social kontrol med unge, der ikke følger islam. Og slutter af med en fejde mellem en omstridt forfatter og en anmelder, der nu sættes punktum for.
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
Efter kollapset i Borgernes Parti åbner flere prominente politiske stemmer en følsom diskussion om, hvorvidt det er for nemt at komme i Folketinget. Man bør overveje enten at hæve spærregrænsen eller øge antallet af vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget, lyder det.
Fremtrædende folketingsmedlemmer og tidligere folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S) foreslår at forhøje antallet af underskrifter, som et parti skal indsamle for at blive opstillingsberettiget til Folketinget. For personer med 100.000 følgere eller flere på sociale medier er det nemt at indsamle de krævede 20.387 underskrifter i en ruf, mener Henrik Dam Kristensen: »Hvis folk er skarpe på sociale medier, har det specielt med den nye teknologi vist sig, at det relativt nemt kan lade sig gøre. Jeg synes, det er relevant at diskutere en ændring af de regler, for vi har set nogle eksempler – nu her med Borgernes Parti – hvor det relativt hurtigt går i opløsning«.
Den radikale leder Martin Lidegaard – hvis parti historisk ville have haft det svært med en spærregrænse på 4 procent – er ikke enig, men han vil gerne diskutere muligheden for at hæve kravet til antallet af underskrifter: »Det er positivt, at den lave spærregrænse i Danmark er med til at sikre, at alle stemmer bliver hørt i Folketinget. Samtidig er vi villige til at se på, om der skal flere underskrifter til for at kunne stille op, da det er blevet betydeligt lettere at samle digitale underskrifter«.
- Følg udviklingen: Læs Politikens liveblog om dansk politik
- Partiboss: »Det hele handler om ham. Det er jo det, der er problemet«
- Stråmandsvirksomhed, løgn på cv’et og dyreanalogier: Her er Borgernes Partis nedsmeltning dryp for dryp
Kandidat snød i et opslag, der skulle sikre hende kampagnestøtte
Tilliden til politikerne er ikke i top. Spørgsmålet er, om en finte fra Venstrepolitikeren Amanda Heitmann gør det bedre eller værre? Jyllands-Posten skriver, hvordan hun under valgkampen på sociale medier gav indtryk af, at hun nu stod over for en forlovelse eller et bryllup: »Vi har en kæmpestor nyhed at dele. Så blev det alligevel Valentinsdag. Jeg er lykkelig«, skrev hun og bragte et foto af en hånd med en ny ring på fingeren.
Klikkede de besøgende på linket, kom de ikke ind til en historie om den glædelige nyhed. De blev i stedet ledt ind til en side, der fortalte, hvor mange penge Venstres skatte- og afgiftslettelser har sparet dem. Hendes falske side var et led i en intern Venstre-konkurrence om at få så mange som muligt til at klikke på politikernes særlige valgsider. Vinderen ville få fire busreklamer til en samlet værdi på 50.000 kroner af partiet. En konkurrence, Heitmann vandt.
Nu er der selvransagelse i partiet, hvor et medlem i en Facebook-gruppe spørger: »Er det her virkelig det niveau, vi ønsker? Når man eksempelvis iscenesætter en falsk forlovelse for at lokke klik til sit link, så bevæger vi os et sted hen, hvor troværdighed og integritet bliver sat over styr for kortsigtet opmærksomhed«. Over for avisen afviser politikeren, at hun har gjort noget forkert: »Jeg brugte – med et glimt i øjet – Valentinsdag til at formidle en politisk pointe«, svarer hun og peger på, at brugerne fik mulighed for at læse om partiets skattepolitik. Gruppeformand Morten Dahlin finder det »meget underligt«, at Jyllands-Posten går op i sagen.
- Fra Facebook-oprør til partisoldat: Nyvalgt V-politikers kursskifte vækker undren på højrefløjen
- Valgresultat: Venstres nye folketingsgruppe er decimeret. Men også yngre og nu med flest kvinder
Social kontrol truer unge, der ikke efterlever islams bud
Ordet »dansker« er blot et af de skældsord, en ung kvinde, ’Lina’, ifølge Berlingske er blevet mødt med. Hun er en af dem med rødder i Mellemøsten eller Nordafrika, der er udsat for krænkelser og trusler, fordi hun ikke lever efter de muslimske bud. »Jeg har aldrig følt mig kontrolleret på den måde af andre unge i Syrien, som jeg har i Danmark. Jeg føler nogle gange, at jeg er i 1400-tallet. Det føles ikke, som om jeg er i Danmark eller Europa« siger Lina til avisen. Den har sat fokus på problemer med social kontrol på blandt andet tre store hovedstadsgymnasier.
Lina er blevet mødt med udskamning på sin ungdomsuddannelse i provinsen og siden på sin sundhedsfaglige uddannelse på Københavns Universitet, hvor der holdes nøje øje med, om studerende med indvandrerrødder nu lever op til islam. De voldsomme fordømmelser af hendes danske levevis og forfølgelsen fra rettroende muslimske medstuderende har medført, at hun i dag udelukkende møder op til de timer, hvor der er mødepligt.
Fra Københavns Universitets side erklæres det, at der arbejdes »målrettet for et trygt studiemiljø, som alle studerende frit kan være en del af – uden pres eller begrænsninger«, hvorefter universitetet roser »mangfoldigheden« på uddannelserne.
- Indgreb: Støjberg vil bortvise elever første gang, de taler andet end dansk
- S-politiker til de studerende, der kræver bederum: »Jeres forældre har svigtet ved ikke at give jer en opsang, så nu får I den af mig«
- Sofie Danneskiold-Samsøe: Vi skal turde tale om etniske minoriteters kultur
Der er indgået forlig efter kritisk anmeldelse af omstridt bog om kongehusets kontakt til Tyskland
For et par år siden gav en forfatter indtryk af, at kongehuset var pot og pande med Nazityskland. Bogen med beskrivelserne af forbindelserne til Hitlers Tyskland blev hurtigt kritiseret for at være noget makværk og fik museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen til i en anmeldelse i Flensborg Avis blandt andet at skrive, at forfatteren »opfinder begivenheder, der aldrig har fundet sted«. Det fik forfatteren, Peter Kramer, til at stævne anmelderen for ærekrænkelse.
Nu kan Kristeligt Dagblad afsløre, at der er indgået et forlig i sagen. Det indebærer, at anmelderen skal præcisere, at hun »ikke har ønsket at beskylde Peter Kramer for at være uhæderlig eller at fabrikere kilder eller personer«. Peter Kramer afviser selv over for avisen at kende til noget forlig i sagen.
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller hæfter sig ved beskrivelsen af, at der kunne være opfundet begivenheder som det centrale i striden: »Spørgsmålet er, om det er en værdidom, der skal være tilladt i en kritisk anmeldelse, eller en egentlig ret hidsig beskyldning om, at en historiker har fundet på noget. Forliget siger så, at sidstnævnte ikke var tilfældet. Anmelderen er uenig med og kritisk over for forfatteren, men hun beskylder ham ikke for forfalskninger«.
- Læs også: Kongen var gæst hos Hitler og kronprinsparret glade gæster hos Göring
- Anmelder: Omdiskuteret bog om kongehusets naziforbindelser er velskrevet ... men historisk noget makværk
- Forfatter: Jeg har tydeligvis trådt et broderskab af historikere over tæerne
- Dronning Margrethe: »Min mor syntes, at Göring var ganske rædselsfuld«
Det bedste fra Politiken
Partileder kritiseres for tæt kontakt med kontroversiel Trump-støtte
Flere møder ansigt til ansigt og et omstridt telefonopkald. Mens Donald Trump har truet med at tage Grønland med magt, er Pele Broberg, der er leder af det største grønlandske oppositionsparti, Naleraq, flere gange mødtes med en kontroversiel amerikansk forretningsmand og Trump-støtte, som efter eget udsagn har viderebragt sine indtryk til Det Hvide Hus. Pele Broberg har også talt i telefon med en repræsentant fra Trump-administrationen, som ringede til ham i forbindelse med det grønlandske valg sidste år. Det møder skarp kritik fra flere sider i Grønland, hvor der tales om femtekolonnevirksomhed.
Behandling af ME-patienter kan vise sig at blive dette årtis største sundhedspolitiske skandale
»Psykiateren S. Wessely udgav sidst i 1990’erne en artikel, hvor han beskrev sygdommen ME/CFS (kronisk træthedssyndrom) som en ’disorder of the perception of effort’ – altså en sygdom, der hovedsagelig bestod i, at patienterne bildte sig selv ind, at de havde den sygdom, der hed ME. Dette må siges at være et særligt lavpunkt i nogle lægers manglende tillid og forståelse for bestemte patienters lidelser og symptombeskrivelser. Særligt i lyset af, at der siden er fremkommet massive og uigendrivelige forskningsresultater, der viser, at ME er en reel fysisk sygdom. Forskerne har endnu ikke fundet selve sygdomsmekanismen, men det omdøber naturligvis ikke en fysisk sygdom til en psykologisk sygdom, hvor der tydeligvis er noget biologisk helt galt hos de syge«. Læs professor Peter la Cours kronik om kronisk træthedssyndrom.
Hvad skete der lige mellem Trump og Merz?
De havde det, som man på tysk kalder et Männerfreundschaft – eller på amerikansk en bromance.
Men i sidste uge var der noget, der kørte af sporet mellem USA’s præsident Donald Trump og den tyske kansler Friedrich Merz, og nu truer Trump pludselig med at hente 5.000 af de 36.000 amerikanske soldater hjem fra baserne i Tyskland.
Men hvorfor er de der overhovedet? Og er der faktisk en del af det her drama, der bør bekymre os mere end antallet af tyske tropper på Rammsteinbasen?
Det vil Politikens journalist Jesper Thobo-Carlsen svare på i dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’.
Det sker
- Bornholm markerer befrielsen for 80 år siden. Mens det øvrige Danmark atter blev frit i 1945, så var øen under sovjetisk kontrol frem til 5. maj 1946.
- I Odense gennemføres årets Robotdag med demonstrationer af, hvad robotter egentlig kan.
- I København åbner rockfestivalen En Kolossal Weekend, der har fokus på den dystre og eksperimenterende del af rockmusikken.
- Kunstmuseet Arken i Ishøj åbner en udstilling med kunstnergruppen Superflex.
- Kulturcenteret Nordatlantens Brygge på Christianshavn er vært for Nordisk Talefest, hvor udvalgte unge fra Danmark, Norge og Sverige vil holde taler om selvvalgte emner.
- Den internationale organisation for lejere, IUT, åbner verdenskonference i Malmø, hvor der sættes fokus på boligkrisen i EU og det globale problem, at boliger er blevet en handelsvare frem for en menneskeret.
- I Storbritannien afholdes lokalvalg til kommunerne og til parlamenterne i Skotland og Wales.
Dagens tegning
Enige
Nadja Natalie Isaksen har også forladt Borgernes Parti.