0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
20.000 mennesker er i løbet af weekenden blevet testet for coronavirus. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix 2020
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Nordjyder er vågnet til en helt ny virkelighed

Skærpede restriktioner i Nordjylland i jagten på muteret coronavirus. I USA har Trump endnu ikke erkendt sit valgnederlag.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen

I nat trådte en række nye restriktioner i kraft i syv nordjyske kommuner, hvor indbyggerne på det kraftigste opfordres til at blive i deres egen kommune, alle kulturinstitutioner med offentlig adgang lukkes ned, og de store skoleelever ligesom i foråret skal have hjemmeundervisning.

Alt sammen for at bremse et muteret coronavirus, som har spredt sig fra mink i Nordjylland til mennesker og nu også er skyld i, at flere lande har smækket grænserne i over for danskere.

»Resten af Danmark har brug for jeres store indsats i den kommende tid. Vi skal have den her situation under kontrol«, lød det forleden fra statsminister Mette Frederiksen (S), da nedlukningen af Nordjylland blev annonceret.

I løbet af weekenden er 20.000 borgere nord for Limfjorden blevest testet i jagten på mutationen, og det fortsætter i de kommende dage.

Nordjyderne og alle os andre kan dog glæde os over, at det måske går i den rigtige retning.

I hvert fald er den såkaldte positivprocent, der angiver hvor mange positive svar, der er ud af den samlede mængde coronatest i Danmark, faldet de seneste dage.

»Jeg synes, at meget peger på, at vi nu er ved at se en effekt af de indgreb, der kom sidst i oktober«, lød det på den baggrund fra Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet, søndag.

Du kan løbende følge coronaudviklingen her eller læse i dybden om den verdensomspændende epidemi her.


Masseudryddelse af danske mink er ikke lovlig

Imens nordjyderne går en svær tid i møde, er regeringens krav om, at alle mink i landet skal udryddes stødt på problemer. Der er nemlig ikke hjemmel i den nuværende lovgivning til at kræve alle danske mink slået ned, da der kun er fundet en særlig coronavirus-mutation blandt minkene i Nordjylland, skriver Berlingske.

Regeringen forsøger nu at få et lovforslag til masseudryddelsen hastevedtaget, men det bliver ikke uden modkrav i form af ekstra betaling til de berørte minkejere, hvis det står til flere af de øvrige partier.

»Det er en tragisk situation for mange familier. De står til at miste deres livsværk, som er bygget op gennem generationer. Derfor ønsker Venstre, at minkavlerne får fuld erstatning for deres tab«, siger gruppeformand Karsten Lauritzen (V) til Berlingske.


Hele verden har ønsket Biden tillykke, men ikke Donald Trump

I USA blev spændingen endelig udløst i weekenden. Joe Biden er kåret som landets nye præsident, og han vil, hvis alt går vel, tiltræde i embedet til januar. Der er bare det problem, at Donald Trump ikke vil erkende at have tabt.

Mens stats- og regeringschefer fra hele verden har ønsket Biden tillykke, har Donald Trump spillet golf og pudset sine advokater på sagen i en stribe af de stater, hvor Biden tog sejren efter at have fået især mange brevstemmer. Imens vokser presset på Trump, og blandt andre tidligere præsident George W. Bush har sendt sine lykønskninger til Joe Biden og den nye vicepræsident, Kamala Harris. Du kan læse alt om det amerikanske præsidentvalg her.



Forskere: Tryghedspakke går stik imod fakta

Herhjemme tager en række fremtrædende kriminologer og forskere fra landets universiteter og uddannelsesinstitutioner nu afstand fra regeringens såkaldte tryghedspakke, skriver Politiken.

Tryghedspakken skal skabe større tryghed og bremse kriminaliteten begået af »unge mænd med ikkevestlig baggrund«, som »tager andres frihed« og »stjæler børns fremtid«, som statsminister Mette Frederiksen har formuleret det. Men ifølge de i alt 21 forskere vil regeringens retorik og tiltag med blandt andet opholdsforbud, bøder og skærpede straffe virke stik efter hensigten.

»Fakta og den omfattende forskning, der eksisterer på området, indikerer, at der er intet, der taler for, at de øgede magtbeføjelser og sanktionsmuligheder vil have en positiv effekt på de unges adfærd. Snarere tværtimod«, lyder det i en appel fra forskerne til statsministeren.



Podcast på vej om Joe Biden og Kamala Harris

Joe Biden bliver ny præsident i USA, og ved hans side står Kamala Harris, der ikke alene bliver den første kvindelige vicepræsident i USA. Hun er også den første sorte og den første asiatiske amerikaner, der er udråbt til amerikansk vicepræsident. Klik her og hør din morgenpodcast fra Politiken, der er lige på trapperne.


Det sker i dag

  • Krystalnatten markeres over hele landet. Den 9. november 1938 overfaldt nazistiske bander og bøller jødiske borgere, butikker, synagoger og ejendomme i Tyskland og Østrig. Mange blev slået ihjel og store værdier – økonomiske og kulturelle – gik tabt.
  • Retten i Glostrup indleder en straffesag mod tre mænd. Tiltalen drejer sig om i alt otte kilo kokain og om besiddelse af pistol i Rødovre. Mændene blev anholdt af betjente fra specialgruppen Særlig Efterforskning Øst i maj.
  • Statens Serum Institut opdaterer klokken 14 sin opgørelse over, hvor mange personer der smittet med coronavirus i Danmark, og hvor mange smittede der har mistet livet, samt hvor mange der er indlagte.



Det skete der på dagen i dag

  • 1620: Pilgrimmene om bord på skibet Mayflower spotter land ved Cape Cod efter rejsen over Atlanterhavet. Først senere på måneden går de i land og stifter en koloni.
  • 1985: Den 22-årige Garry Kasparov bliver verdensmester i skak, da han slår den regerende mester Anatoly Karpov. Han er på dette tidspunkt den yngste mester nogensinde.
  • 2005: Den Europæiske Rumorganisation ESA opsender rumsonden Venus Express, som skal undersøge planeten Venus’ atmosfære og skyer. Missionen var planlagt til at vare omkring to år, men endte med at fungere i godt ni år.

USA


Corona


Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.