0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Holger Bundgaard
Foto: Holger Bundgaard
Mindst hver fjerde ung har et dårligt mentalt helbred.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Psykologer slår alarm: Forholdene på skoler og institutioner giver for mange børn psykiske problemer

Over 1.000 psykologer forsøger i et åbent brev at råbe folketingspolitikerne op. Alt for mange børn tager skade af skoler og institutioner, der ikke fungerer.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen.

Det kræver tillid til kvaliteten af vuggestuen, når man afleverer et lille barn på 10-12 måneder i institutionen

Den er der langtfra altid grund til at have.

Børn og unge kommer alt for ofte ud i psykisk mistrivsel, fordi de rammer, der er i skoler og dagtilbud, ikke fungerer – og det haster med at få forbedret vilkårene, advarer over 1.000 psykologer i et åbent brev til folketingspolitikerne. Halvdelen af dem kommer direkte fra det tværfaglige PPR-samarbejde mellem skoler, daginstitutioner, kommuner og eksperter. Og det er mennesker, der hver eneste dag ser børn og unge, der ikke trives.

»Børn og unge stresses i de nuværende rammer i den periode af deres liv, hvor deres hjerner er allermest påvirkelige. Mange af de følelsesmæssige og sociale kompetencer grundlægges i barne- og ungeårene, og når vores børn og unge er så mange timer i dagtilbud og skoler, har vi som samfund et ansvar for at levere rammer, så de udvikler deres mentale sider i positiv retning, ikke mod mistrivsel og psykiske problemer«, siger en af dem, Tina Mølgaard.

Det handler om, at der sættes ind, før børnenes problemer udvikler sig og det ender i mentale helbredsproblemer så som angst eller dårlig trivsel for samfundets mindste, mener hun.

Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, deler psykologernes bekymring: »Alt for mange børn og unge har sociale eller mentale helbredsproblemer, og hver syvende får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18«.

Noget tyder på, at følgeskaderne især rammer unge kvinder. I 2021 havde 28 procent mellem 16 og 24 år dårligt mentalt helbred, markant flest kvinder. I 2010 var det tal ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 12 procent. På 10 år er antallet af børn og unge, der behandles i psykiatrien, steget med omkring 50 procent.

Og de allermindste børn? Nogle af dem risikerer at komme tidligere i institution fremover som følge af de nye regler for tvungen fordeling af forældrenes barselsorlov, så de allerede vil blive forladt af far eller mor i vuggestuen i otte måneders-alderen.


Der kommer flere af arkitekturens firehjulstrækkere

De er alt for store, alt for voldsomme og kan oven i købet være skadelige for fremtidens klima. Men de er også populære hos nogle kommunalpolitikere, der ikke kan få nok af den slags. For deres by skal jo også have en skyline lige som ovre i New York. Derfor er der siden 2010 opført over 700 højhuse i Danmark, skriver Jyllands-Posten, selv om det kan give store problemer, hvis ønsket er at give gode bymiljøer.

»Vi vil gerne have nogle byrum, der er rare at bevæge sig rundt i. Et højhus danner intet rum. Det er vås at påstå andet«, siger en kritiker af politikernes højhusmani, arkitekt Bue Beck, der fremhæver bagsiden af det, der får lov at ske i disse år:

»Der er én ting, man skal huske om højhuse. De bliver aldrig revet ned igen. Man har ødelagt vores by for altid«.

I Aarhus er der opført flere upopulære højhuse – og flere er på vej. Det er ikke altid gået godt, erkender stadsarkitekt Anne Mette Boye:

»Nogle steder er det knapt så vellykket, for man har ikke draget omsorg for en samlet planlægning, arkitekturens indpasning og det byliv, der er omkring«.


Det skal være slut med at give studerende studiestøtte

SU’en skal i stedet laves om til et skattefrit lån på 5.000 kroner om måneden, som de studerende vel at mærke aldrig behøver at betale af på – hvis de vel at mærke bliver færdige på normeret tid.

Det foreslår Dansk Industri ifølge Berlingske. Organisationen fremhæver, at staten bruger flere penge på ydelser til de studerende end den gør på selve uddannelserne, skriver Ritzau. Den vil gerne give de studerende et incitament til at blive færdige med uddannelserne hurtigst muligt, så de kan komme ud at arbejde.

Og det vil gavne, forudser DI. Færre udgifter til ydelser og flere skattekroner fra studerende, der er blevet hurtigere færdig, giver staten flere penge at bruge på selve uddannelserne, lyder forudskikkelsen.


Københavns Kommune advarede mod undervisning i muhammedtegningerne

Et undervisning, der indeholdt et fokus på muhammedtegningerne, burde skrue ned for det centrale indhold, advarede Københavns Kommune i en mail til den underviser, der tilbød kurserne til byens folkeskoler.

»Det meget direkte fokus på muhammedtegningerne afskrækker lærere fra at booke forløbet«, skrev Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ifølge Altinget.

Afsløringen kommer i kølvandet på en diskussion om byens brug af hemmeligholdt undervisningsmateriale, udarbejdet af organisationen Normstormerne, der beskyldes for et ekstremistisk syn på blandt andet køn. Det må eleverne gerne se, vurderede ledende borgerrepræsentanter. Men den nye sag sår tvivl om, hvorvidt de må se muhammedtegningerne.

Det kan være, at de kommer til det alligevel. Før jul bakkede et flertal i Folketinget op om et beslutningforslag, der pålagde regeringen af lave et undervisningsforløb om muhammedtegningerne.


BookTok får unge piger til at læse gamle bøger

Har du hørt om BookTok? Det sociale medie TikTok er til alles overraskelse blevet et litterært fænomen. Et sted hvor unge taler om bøger og gør ellers glemte udgivelser til kommercielle fænomener, der smadrer bestseller-listerne. Det skete pludseligt, og forlagene forsøger stadig at forstå, hvad det er, der har ramt bogbranchen. En af dem, som har blikket stift rettet mod BookTok, er forlagschef på Politikens Forlag Line Miller, som er dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’.


Det sker:

  • Copenhagen TV Festival – Københavns Fjernsynsfestival – med fokus på tv- og streamingbranchen indledes.
  • Odense tager hul på H. C. Andersen-festivalen.
  • Den danske Europa Nostra-pris, der gives til bevaring af kulturværdier, uddeles i København.
  • Retten i Herning indleder straffesagen mod en dagplejemor, der er tiltalt for at ruske og slå en 15 måneder gammel pige ihjel.


Årsdage:

  • 1942: Brasilien erklærer krig mod Tyskland og Italien under Anden Verdenskrig. Landet indsætter sin flåde for at jage fjendens ubåde.
  • 1972: Den olympiske komité bortviser Rhodesia, vore dages Zimbabwe, fra OL i München på grund af landets racistiske politik.
  • 1972: Mogens Glistrup stifter Fremskridtspartiet under en frokost i Grøften i Tivoli.
  • 2007: Fem danske søfolk frigives efter at have været gidsler hos somaliske pirater siden 1. juni. De var ombord på fragtskibet ’Danica White’.

DAGENS LEDER:


DEBAT:


POLITIKEN FOR FEM ÅR SIDEN:


Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.