Tilgroede vulkantoppe rejser sig dramatisk op mod himlen. Andre steder bølger de blødeste grønne bakker gennem landskabet.
Luften er sval og krydret af søde blomster og urter. Navnlig den lokale mynte sender sin friske aroma ud i omgivelserne. Vi befinder os i 900 meters højde midt på øen São Jorge. Serra do Topo, som området hedder, er denne formiddag ramt af et velsignet solskin.
Dagens vandretur begynder i et let tilgængeligt terræn gennem blomsterenge. En flok køer går og tygger drøv, og fra små vandhuller høres lyden af kvækkende frøer. Men ellers er her stille.
Azorerne: Fra vinter-wellness til vilde sommereventyrDe godt 9000 sjæle på Sao Jorge holder stort set alle til ude ved kysten. Vi har naturen for os selv.
Bortset fra den smalle vandrersti er her ingen synlige spor af civilisation. Landskabet tager mere og mere form af et fortabt fortidsland. En række endemiske planter som de lokale varianter af enebær og laurbær farver omgivelserne frodigt grønne. I det hele taget vikler vækster sig ind i hinanden overalt.
Som statister i en eventyrfilm
Vores guide Jorge fører an. Han er vokset op på São Jorge og kender stort set alle øens afkroge. Der er ikke et gram fedt på hans 36-årige krop. »Jeg spiser tunfisk og grøntsager, hver dag«, smiler han.
»Ingen kød, ingen mælkeprodukter. På den måde er jeg lidt anderledes end de andre på øen. Det hjælper selvfølgelig også lidt at gå rundt her«, siger han og slår ud med armene.
Imens snører stien til og ser ud til næsten at forsvinde ind i det grønne. Vulkanbjergene omkring os bliver højere, og pludselig står vi på kanten af en gigantisk slugt med det store blå Atlanterhav længst ude.
»Det er der vi skal ned« udbryder Jorge og peger ned på bunden af dalen.
Øerne som både tiden og turisterne glemteBjergene synes at falde direkte ud i havet.
»Det bliver lidt hårdt for fødder og knæ – men det er en flot tur«, siger Jorge.
Omkring os vælter bjergskråningerne på dramatisk vis ned i dynerne af grønt løv. Sirlige skyer af dis har lagt sig om de øverste tinder, og det damper af fugt fra den tempererede regnskov. Vi føler os som statister i en storladen eventyrfilm. Og så begynder den møjsommelige nedstigning.
Lyden af vandfaldet
Flere steder er underlaget porøst af rullende sten. Andre gange må vi passe på ikke at skride i den fugtige, mudrede jord. Det er ikke længe siden, det sidst regnede her.
Selvom formiddagen har budt på fuld sol, er der aldrig udstedt garantier om godt vejr på Azorerne. Et gråt skydække nærmer sig da efterhånden også, mens vi bevæger os længere og længere ned.
Seks sommertips til vild action på AzorerneInd i mellem stopper vi op. Ikke kun for at drikke vand og tørre fugten væk fra panden, men også for at nyde landskabet, der hele tiden ændrer karakter. På et tidspunkt kan vi høre den brusende lyd af en fos, og Jorge gør holdt.
»Kan I høre vandfaldet? « spørger han.
»Der skal vi ned nu. I kan rappelle der, hvis I har lyst«.
20 meter ned ved vandfald
Efter få minutter står vi ved vandfaldet. Kaskaderne falder lidt over 20 meter ned mellem bregner, buske og slyngplanter.
En mand sidder på klippekanten og mediterer til lyden af det brusende vand. Vi holder os på afstand, mens Jorge gør klatretovene klar. Lidt derfra har en gruppe tyske turister taget opstilling med kameraer og kikkerter.
Flere i selskabet er nu klar til at rappelle ned gennem vandfaldet. Jorge giver instrukser og hjælper de klatrende i vandmasserne. Luften er fugtig og varm, men vandet er køligt. Vandfaldet er med andre ord det perfekte stop efter et par timers intens vandring.
Den længere pause ved vandfaldet har fremkaldt frokostsult, men vi har endnu en lille times vandring foran os i kuperet terræn, før vi er fremme ved kysten. Her venter et velfortjent måltid mad med lokale råvarer som tun, oksekød, muslinger, ost og vin.
Europas sidste havn: Her begynder det store, truende AtlanterhavVi stiller sulten og hviler bentøjet i en gårdhave i landsbyen Fajã dos Cubres. Bag os troner de bjerge, vi netop har vandret ned gennem. Forude venter den sidste times vandretur langs kysten – i et næsten fladt terræn.
Politiken var inviteret af TAP Portugal.
fortsæt med at læse
