Han hånede mig, før jeg sidste sommer fløj til Grønland for at vandre. Med ordene i hans bog havde han brændemærket alle os, der opsøger den åbne vej for at dæmpe bulderet fra indre dæmoner.
»De er sociale tilfælde. Mennesker med problemer som er blevet nomader«.
Min reaktion på hans ord var som et såret dyrs. Jeg gjorde mig klar til kamp; bevæbnet med 20-kilos oppakning og trodsige tanker:
»Til helvede – jeg går mine egne veje«.
Forinden havde jeg slugt hans nu 12 år gamle selvskildring, den essayistisk rejsebog ’Gå’ med undertitlen ’Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’. Ret beset havde han, den norske forfatter og vandreentusiast Tomas Espedal, forført mig med det værk.
Espedal beskriver vandring som en romantisk disciplin. Du rækker ud efter tilværelsens absolutte frihed. Ingen forpligtelser. Ingen forventninger. Du går, hvorhen du vil.
Netop dét var, hvad jeg søgte. 200 kilometer på 11 dage ad Nordic Arctic Circle Trail. Fra kanten af indlandsisen i det sydvestlige Grønland og ud til kysten.
Jeg ville gå resterne af en depression ud.
Vildt og poetisk.
Gå eller gå i hundene
Jeg husker en samtale. For år tilbage mødte jeg en pilgrim i det nordlige Spanien. Han ville vide, hvorfor jeg gik. Jeg fortalte pilgrimmen om min tid som udsendt i Afghanistan.
Pilgrimmen så på mit slidte fodtøj.
»Sørg for at få gået krigen ud af de støvler«.
Nu steg jeg af flyveren i Kangerlussuaq. Med splinternye støvler. Nye problemer.
Min indlæggelse på psykiatrisk havde i sig selv været deprimerende banal. For meget og forkert arbejde over alt for lang tid havde fanget mig i dét, Tomas Espedal kalder ’normallivets spændetrøje’.
Espedal havde selv været fanget og forsøgt at løsne lænkerne med destruktive drukture i Bergen. Jeg på min side gemte mig for verden; krympet sammen i fosterstilling på Bispebjerg. Således gik vi begge i hundene, indtil vi en dag rejste os og gik ud.
»Vandreren har sagt farvel til arbejdet. Farvel til ansvaret. Farvel til pengene«, som Espedal skriver, inden han destillerer videre:
»Han har taget verden og mulighederne i besiddelse. Det, han har brug for, bærer han i en rygsæk på ryggen«.
På en gang både indlysende rigtigt og aldeles forløjet. For ét er, hvad kunstneren Espedal hævder, at det er nødvendigt at have med sig. Noget andet er realiteterne på den grønlandske tundra, hvor poesien ofte må lide døden til fordel for simpel praktik på overlevelsens alter.
Men allervigtigst, når vi taler løgn og sandhed: Det er rygsækkens dyb, der bestemmer din byrde.
Skaljakke eller sigøjnerjakkesæt
Da jeg løsnede remmene og lod oppakningen dumpe mod jorden for at slå lejr, var det blæst kraftigt op fra øst. Efter at være føget tusindvis af kilometer hen over indlandsisen krøb vinden nu under strikhue, skaljakke og skiundertøj.
Mit blik søgte væk fra isen og ud over den ødemark, jeg iklædt grønbrune nuancer stort set gik i et med. Her havde jeg altså overgivet mig og lagt mig i naturens og landskabets hænder, for så blot at blive modtaget med bidende kulde.
Situationen fik mig til at overveje den måde, Tomas Espedal indtager et landskab. Med solbriller, blåt sigøjnerjakkesæt med sølvblå striber, hvid skjorte, pressefolder i bukserne og støvler fra Dr. Martens. Læg dertil en rygsæk fyldt med stakke af bøger og et særegent arsenal mod vind og vejr:
»To flasker tysk, tør vin mod varmen, en flaske brændevin for søvnen, et sortiment af piller, mod alt. Af sted!«, som han skriver i bogen.
Med frosne hænder lirkede jeg irriteret ultraletvægtsteltet ud af dets hylster. Kort efter lød så smældet fra teltstangen, pludseligt ødelagt; knækket midt over og skærende sig vej igennem teltdugens vandbeskyttende stoflag.
Så fulgte de første dråber fra nattens uophørlige regn og slud.
Jeg vil så gerne kunsten at leve vildt og poetisk. Fanget på kanten af isen havde jeg dog nået en simpel erkendelse: Jeg satte i højere grad pris på en rulle gaffatape end to flasker tysk, tør vin.
Ud ad den åbne vej
Jeg ser Søren Kierkegaard gå. Bredskygget høj hat. Den forvoksede skjortekrave er slået op og flugter med de lange bakkenbarter, der når ham til midt på kinderne.
Han går ud i det skidne København. Ned ad Købmagergade. Op ad Vimmelskaftet.
Kierkegaard går. Ofte og gerne langt.
»Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den«, lyder hans kanoniserede ord, der dermed også er blevet en tvivlsom sandhed, der dårligt lader sig udfordre.
Som den inspirerende historielærer tog Espedal mig med bogen ’Gå’ i vandreskole. Foruden Kierkegaard mindede han mig om de gamle grækere. Aristoteles underviste elever i søjlegangene i en lund uden for Athen. Gående, så varme luftstrømme kunne bære tankerne helt til vejrs.
Senere fik filosofferne følgeskab af de store digtere, der for alvor begyndte at gå langt for at styrke legemet og skærpe sindet. Selv stred jeg mig mod toppen af en stejl grønlandsk fjeldside, da jeg kom i tanke om et mantra fra en af disse nomadepoeter, den afdøde britiske forfatter D.H. Lawrence.
Ifølge Espedal lovpriste Lawrence de erkendelser, der venter, når man på langsomme fødder begiver sig mod det ukendte.
»Sjælens store hjem er den åbne vej. Ikke i himlen. Ikke i paradis. Ikke engang i os selv«.
Jeg stoppede op. Bar mantraet mig videre mod toppen? Mildnede det gnavsårene omkring mine skulderblade? Fjernede det det størknede blod under neglen på min lilletå? Jeg var rasende. Slesk tale og kvaksalveri var, hvad det føltes som.
Da jeg senere slog efter i Espedals roman, konstaterede jeg, at mantraet fra D.H. Lawrence tillige var blottet for oplysninger om vabelplastre og om at begive sig tværs igennem fossende elve uden at miste balancen.
»Ikke engang ved kærlighed. Ikke ved godt arbejde. Sjælen vil ikke fuldbyrdes ved noget af dette. Kun ved at rejse ud ad den åbne vej«.
Vorherre bevares!
Nat blev til dag
Så kom myggene. Igennem måneder holdt i ave under sneen som larver, men på et øjeblik modnet i smeltevandet på grund af stigende temperaturer nær kysten ved Sisimiut.
Det begyndte med mindre flokke, summende om mine opvarmede måltidsposer bestående af medbragt, frysetørret mad. Snart angreb de i aggressive sværme, der gjorde det nødvendigt at formumme sig bag et fintmasket net trukket ned over hovedet.
»Lærer man ikke at tænke af at gå langt, så lærer man til gengæld at se«, forklarede Espedal, da han her i avisen efter udgivelsen af sin bog delte ud af egne erfaringer.
Nu var det mig, der hånede forfatteren. For havde jeg da ikke lige nu netop lært at se? Vist så. Alting stod klart:
Jeg havde lært at se myg.
Huden bulede vildt fra stikkene, og hele aftener gik med at slå løs på utøjet. Situationen var uholdbar. Upoetisk. Det var nødvendigt at ændre taktik. Nødvendigt at tænke selv, at løsrive sig fra den norske forfatter, fra Kierkegaard, vandreromantikken og mantraet om den åbne vej.
Mørke måtte forvandles til lys, nat til dag. Hjulpet af den grønlandske midnatssol, der sikrer dagslys døgnet rundt, pakkede jeg en nat mit grej og begyndte at gå.
Øjeblikkeligt følte jeg mig overrumplet. Omgivelserne var som forvandlet. Lyden af hyl fra ulve et sted højt oppe på fjeldet, de bløde kluk fra en bæk. Ellers intet. Ikke engang myggene sværmede, tvunget i knæ som de var af nattens lavere temperaturer.
Kilometer efter kilometer forsvandt uden anstrengelse. Hidtil havde det krævet al min kraft at forcere klipper og undvige sten. Men selv ikke rygsækken syntes længere at kunne tynge.
Den nat løftede jeg blikket fra støvlesnuderne. Den nat indså jeg, at hånen mod Espedal havde været forhastet. Jeg så – og havde ikke blot forsonet mig med den norske forfatter. Jeg var endelig også sluppet for mig selv
Tid til at gå hjem
Hvornår er en rejse slut? En depression?
Jeg har læst, at det er i det øjeblik, hvor ordet hjem ikke længere føles som en trussel.
Min egen hjemrejse blev indledt den nat i Grønland, selv om der endnu resterede adskillige af de i alt 200 planlagte kilometer.
»Hjemrejsen kan ikke afmærkes på kortet, den starter i kroppen og breder sig til hovedet, forplanter sig til fødderne; nu går vi hjem«, lyder erfaringen fra Espedal.
I virkeligheden går vi – her mener jeg os vandrende ’sociale tilfælde’ – ikke hjem for at blive. Vi går i langt højere grad hjem for at kunne gå ud igen. Selv har jeg siden vandret i en norsk snestorm og med højdesyge i afrikansk hede.
Det har været forfærdeligt hver gang. Jeg har hadet det. Forbandet alt besværet, smerterne, manglen på komfort. Lige så selvfølgeligt må jeg af sted på ny.
Krigen skal gås ud af støvlerne.
Espedal udtrykker det naturligvis poetisk. En dag efter fire dage med hård druk vandrede han fuldesyg og nedtrykt over en bro med døende fisk på asfalten. Men da sollyset strejfede et trafikskilt, blev han gennemsyret af pludselig og uventet lykke.
»Langsomt går det op for mig, du er lykkelig, fordi du går«.
fortsæt med at læse
