Det var Martha og Clara, der begyndte. De to søstre i Ulvik, den ensomt beliggende lilleby i bunden af Hardangerfjorden, havde næse for forretning og ryddede et par værelser, så de kunne tilbyde byens allerførste turister en seng og et solidt norsk morgenmåltid som bund for de lange vandreture i fjeldet, som var og stadig er hovedattraktionen heromkring.
Søstrenes bed & breakfast blev byens spæde start på turismeindustri for langt over 100 år siden, og snart var deres hus så populært hos det tilrejsende borgerskab fra storstæderne Oslo og Bergen, at forretningsmodellen fængede. Selv blandt de naboer, der ellers lagde ud med diskret næserynken over søstrenes kommercielle gæstfrihed. Men det skæppede jo helt pænt i kassen med de turister, måtte man indrømme.
Ulvik er stadig indtagende og naturlig som en norsk sæterjente, for turismen har ikke knust stemningen i byen. I det hele taget er Hardanger-området vidunderlig uspoleret med dets vidtstrakte og fredede nationalpark øst om den 183 kilometer lange fjord helt ude fra kysten og dybt ind i landet.
I Ulvik som i de fleste andre småbyer på turbådens rute lægges der til ved en ydmyg mole, velsignet fri for souvenirkiosker og Coca-Cola-skilte. Og de, der rejser hertil, er fint tilfredse med, at der hverken er menukort på eget sprog, McDonald’s eller hippe cafeer.
Hoteltjek: Sjældent er noget billigt i Norge, men her er der faktisk 'value for money'Mere privat indkvartering, ferielejligheder og hoteller er ganske vist kommet til med årene, og nu om stunder er turismen det ene af de to ben, som området står på.
Det andet er landbrug: plantager med æbler, pærer, blommer, moreller, forskellige bær og den slags vitaminstruttende lækkerier. Samt en deraf følgende produktion af syltetøj, saft og ikke mindst æblecider, der er ved at blive et megahit i Norge. Også lidt stærkere drikkevarer, som et par plantageejere med stor ildhu pusler om.
Snorlige rækker af bærbuske og veltrimmede æbletræer dekorerer den nederste del af bjergsiderne, og efterhånden som den enkle, men populære cruisebåd knurrer sig længere ind gennem fjorden, oplever man synet på smukkeste vis fra dækket.
Næsten halvdelen af Norges frugt stammer herfra, takket være rigelig regn, milde somre og sol i modningstiden. Så der skal både solcreme, shorts, sydvest og regnjakke i kufferten til Hardanger-ferien.
Den længste hængebro
I sommerhalvåret cruiser de brede både på store dele af den lange og rigt forgrenede fjord, der ser ud, som havde et kæmpe vilddyr flosset landet op med sine lange spidse kløer. Sejlads var længe det bedste bud, når man skulle omkring, for turen i bil tog umådelig lang tid, når man måtte følge de utallige fjelde og fjorde på vej til kystlandet og tilbage igen.
Det hjalp på transporttiden i 2013, da de første biler kørte over Hardanger-broen, der med sin 1.380 meter er Norges længste hængebro. Den hægter syd- og nordsiden af fjorden sammen ved byerne Bu og Vallavik, så man skærer en halv fjord af, så at sige.
I sensommeren gløder plantagerne i æblernes dybrøde farver, og senere står de ribbede træer tilbage med gyldengrønt løv. Så er der fest ved fjorden, for høstsæsonen er noget, man fejrer. Især når høsten er solid, naturligvis, så det klinger i kassen hos de mange, der lever af frugten. Og når vinteren er omme, bryder Hardanger ud i sart rosa romantik med uendelige rækker frugttræer i blomst.
Norge i en nøddeskal: En rejse gennem landets måske smukkeste natur»Det er et drømmesyn med alt det sartgrønne løv, de snehvide og lyserøde blomster og sneen, der endnu dækker bjergtoppene«, fortæller den unge turistguide fra Ulvik, der tager sig godt af byens gæster og giver forslag til vandreruter.
Ciderruten
Nils Lekve fra Hardanger Saft- og Siderfabrikk er en af tre plantageejere, der fik den fortræffelige idé at slå dørene op for gæster, der gerne vil være klogere på frugtdyrkning og høre, hvordan man producerer æblecider. Og hvordan hverdagen former sig for en Hardanger-bonde.
Plantagerne ligger i gåafstand fra hinanden, så de gode folk i Ulvik besluttede at brande denne tur som Ciderruten. Man kan tage alle tre i rap eller nøjes med et enkelt besøg og slappe af i græsset resten af dagen, mens man nyder udsigten over fjorden og spiser tørrede æbleringe, skyllet ned med cider eller most fra gårdbutikken.
Glem øl og vin: I 2019 skal du tage på cider-turné i EuropaNils fremstiller almindelig cider, likør og brandy. De stærkeste varer kan man godt nok ikke liste af sted med, for den slags må kun sælges i Vinmonopolet. Men man kan booke rundvisning med smagsprøver. Og teste nogle af de cidertyper, der rent procentmæssigt lige nøjagtig er timet til at klare frisag, så de kan sælges i gårdbutikken.
Hos Gro Ugleness på Syse Gard kommer man også bag kulisserne og kan endda smage hendes hjemmebagte tyndbrød til en dejlig frokostanretning, hvis man reserverer først. Blandt andet med røget lammefilet, for her på gården har de en fåreflok til at balancere på fjeldsiden. Disse leverandører af fed uld og velsmagende kød tusser omkring med udsigt til fjelde og fjorde lykkeligt uvidende om deres privilegerede skæbne. I det mindste indtil de ender som filet.
»Men dyrevelfærd gør vi ikke noget nummer ud af. For sådan har det bare altid været, for både dyr og mennesker skal have det godt«, mener Gro.
Uhyggens ø
Ud for byen ligger en lille ø. For intetanende gæster ser den frodig og indbydende ud. Men for de lokale hviler uhyggen over træerne, der hvisker om de skæbner, de har set.
»Det var der, egnens henrettelser fandt sted. For det var helt almindeligt at hugge hovedet af for rigtig mange forseelser«, fortæller guiden.
Et lokalt par blev engang halshugget derude.
»De havde begået ægteskabsbrud. Sammen. Så de blev uden tøven sejlet ud til øen, hvor bødlen tog sig af det, der skulle blive Ulviks sidste henrettelse«, beretter hun om dette langtfra idylliske kapitel i fjordens ellers så harmoniske historie.
------------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at det kun er godt 100 år siden, et ungt par blev henrettet for ægteskabsbrud. Det holdt man imidlertid op med i 1700-tallet.
fortsæt med at læse
