Bar Can César søndag lidt før 12. En ældre herre sidder og læser i den lokale avis, en anden nipper til et glas cava, mens en tredje får en kold fadøl i baren. Værten er rund og jovial og parat til at trække i fadølshanen ved mindste vink. I baggrunden kører et tv, og en spillemaskine står klar til at sluge mønter.
Vi er de eneste gæster, der ikke er lokale, og bliver budt hjertelig velkommen af værten og hans kone, der er lille og vims. Hun kommer med en skål grønne oliven og et menukort med over 30 forskellige tapas.
Mens vi studerer kortet, kommer der flere gæster i baren, og værten håndterer fadølshanen. Cava-gæsten har nu fået en hel flaske, der ledsages af en tallerken med små friturestegte fisk. Avislæseren pakker sammen og forlader baren med et nik og et »buen dia«. Han afløses af et yngre par. Hun med flerfarvet hår, blodrød læbestift, piercinger, stiletter, bukser, der sidder som malet på, og et lille dyr, vistnok af hunderace. På trods af flotte tusser på armene virker hendes ven lidt bleg ved siden af. De bestiller espresso.
I mellemtiden har vi besluttet os for fem forskellige raciónes, dvs. tapas i portionsanretninger, til deling. Men værten charmerer os til at prøve to mere. Så det bliver til både marinerede ansjoser, stegte glasål, friturestegte blækspruttearme, dampede muslinger, torsk i tomat, marinerede rejer og manchego-ost. Hertil det uundværlige catalanske toast med tomat og hvidløg. Samt lokal hvidvin til ingen penge.
Tapasfrokosten markerer afslutningen på vores tredages cykeltur og er samtidig den bedste og mest autentiske oplevelse, hvad traditionel spansk mad angår. Tilberedt på mange års rutine uden tab af smag. Stedet er den lille landsby Montrás i det nordlige Catalonien.
Nye holdninger til cyklisme i Spanien
Turen begyndte i byen Olot hos Jorda, der udlejer cykler. Jordas virksomhed, Atma, er en af mange, der har aftaler med det konsortium, der står bag de grønne cykelruter, Vias Verdes. Inden afgangen taler vi med Sílvia Marty, der arbejder for konsortiet. Hun fortæller om ideen med at anvende nedlagte jernbaneruter til cykel- og vandrestier, som opstod i 1990’erne:
»Vias Verdes findes flere steder i Spanien, og i Catalonien har vi vores eget konsortium. De første veje åbnede i 2003, og der kommer hele tiden nye ruter til. Meget af arbejdet er udført som beskæftigelsesprojekter for unge«, fortæller hun. For i Catalonien som i resten af Spanien har der været meget stor ungdomsarbejdsløshed. Med Vias Verdes kan man sige, de slår to fluer med ét smæk: skaber beskæftigelse og gør en indsats for folkesundheden:
»Tidligere var opfattelsen, at cykling kun var for de fattige og professionelle cykelryttere. Men lægerne går mere og mere aktivt ud med anbefalinger om motion. Med etablering af Vias Verdes er det blevet nemmere både at vandre og at cykle. Og mange er begyndt at benytte cykelvejene lokalt, både til daglig transport og til småture i weekenderne. Der er sket en klar fremgang de seneste 10 år«, siger Sílvia.
Selvfølgelig er Vias Verdes også tiltænkt turister. De fleste kommer fra andre dele af Spanien, men der er stadig flere udlændinge, hovedsagelig franskmænd og hollændere, men også enkelte skandinaver.
Der er gjort meget, for at cykelturen skal være nem og bekvem. Det oplever vi de følgende dage.
Hele vejen er der god skiltning inklusive advarsler, når man undtagelsesvis skal krydse en trafikeret vej, og langs ruten er der indrettet faciliteter for cyklister. De gamle stationsbygninger er restaureret med indendørs cykelparkering, bad, restaurant og overnatning.
Skulle man få brug for det, er der også billig taxaservice, der kan tage flere cykler med ad gangen. Derfor kan man fint kombinere et besøg i Barcelona eller på Costa Brava med et par dages cykeltur uden at have udstyr med hjemmefra.
Fra bjergene mod havet
Hos Jorda i Olot får vi gode og velsmurte cykler med gear og brede dæk, der passer til de grusveje, der er flest af på ruten.
Turen begynder mellem smukke høje platantræer langs Fluvía-floden. Derefter går det gennem den ene gamle tunnel efter den anden. Man kan næsten fornemme togets rytmiske ga-da-gung, da det i sin tid susede ind og ud af tunnelerne.
Inden længe kommer vi ud i åbent landskab, hvor Pyrenæerne tegner de smukkeste blå silhuetter mod himlen, nogle endnu med snedækkede tinder.
Som vi kunne se på den pamflet, vi fik af Jorda, kommer der nu en stigning, hvor vejen snor sig opad langs marker og over broer til Col d’en Bas, som er højdepunktets pralende navn.
’Col’ betyder bjergpas, og selv om associationen til Tour de France er nærliggende, er der ikke skyggen af lighed. Vores stigning er blot fra 450 m o.h. i Olot til godt 570 m på Col d’en Bas, hvor vi ankommer uden overhovedet at skulle op at stå i pedalerne.
Herfra går det bare nedad mod Girona. Ingen sving og stejle bakker, bare stille og roligt nedad. Aldrig har det været så nemt at cykle.
Oplevelsen gentager sig på andendagen, hvor turen går fra Girona til Sant Feliu de Guíxols ved havet. Den største udfordring er faktisk at overholde de 10 km/t., som Vias Verdes overraskende anbefaler! Her må virkelig være tænkt på lokale førstegangscyklister eller på dem, der kører den anden vej – altså opad.
Heldigvis har vi ofte vejene nogenlunde for os selv, så vi hygger af sted i dobbelt tempo uden strejf af dårlig samvittighed. Turen til Sant Feliu er på lidt over 40 kilometer, og det er kun takket være flere dejlige stop på de gamle jernbanerestauranter, at det lykkes os at strække den til fire timer.
Girona på cykel og til fods
Det er ikke, fordi det gør noget, at cykelturen ikke tager hele dagen. Der er nemlig gode anledninger til at studere natur og kultur undervejs. Ved Olot er der f.eks. masser af vulkaner og et vulkansk museum, og i nærheden af den lille by Llagostera findes termiske bade, der skulle være et besøg værd.
Vi prioriterer vores tid i hovedbyen, Girona, som også er et af de steder, vi overnatter. Her findes flere såkaldte bed & bikes-hoteller. Det betyder, at der er aflåst cykelkælder og mulighed for at få forplejning med på turen.
Da vi nu er på cykeltur, er det værd at nævne, at mange professionelle cykelryttere holder til her i Girona. Og i dele af byen er der gode cykelstier. Den største og længste følger jernbanen – altså ikke i et nedlagt spor, men under den eksisterende bane, hvor højhastighedstoget AVE passerer på sin tur fra Barcelona til Lyon eller Paris.
Ellers får vi de bedste oplevelser i Girona til fods. Her er en fin gammel bydel med stejle, smalle bilfri gader. Ro og smuk udsigt. Blandt seværdighederne er en stor katedral, spændende arabiske bade, en gammel bymur, hvor vi spadserer rundt på toppen med afstikkere til en stribe små pittoreske haver. Blandt andet en tysk og en engelsk.
Selvfølgelig er den gamle bydel også spækket med restauranter. Som i de fleste spanske byer er der mange tilbud om treretters middage med vand, brød og måske et glas vin for 20 euro. Men kvaliteten er som regel også derefter. Kloge på erfaringer med 20-euros middage går vi derfor målrettet efter steder, hvor vi kan spendere det dobbelte. Ofte vil både øjne og gane bekræfte, at det er pengene værd. Således også på restauranten Mimolet i Calle Pou Rodó, hvor en femretters menu med blandt andet ceviche af kammuslinger, havbars med ærtepure og safran gnocchi og gin-tonic-is runder dagen af på skønneste vis.
fortsæt med at læse
