Mountainbike er for længst blevet en folkesport herhjemme.
Antallet af spor i de danske skove vokser år for år, klubber skyder op på stribe, og der bliver langet cykler over diske i butikker eller smidt i kurven hos en netbutik i bunkevis.
Politiken kårer: Danmarks bedste mountainbikespor 2018Og danskerne tager også deres mountainbike-cykler med til udlandet for at prøve noget andet end de gennemkørte danske spor.
Men hvor skal de køre i 2019?
Fakta
De 5 måder at køre mountainbike på
Det har bloggen Single Tracks svarene på. Med næsten en kvart million følgere på Facebook er Single Tracks lidt af en magtfaktor i mountainbike-miljøet og har endda været med helt siden 1998 – fra før de færreste herhjemme anede, hvad en mountainbike var for noget.
Hop, sving og fuld knald på: Her er Europas bedste mountainbike-parkerI sin kåring af de 12 bedste mountainbike-steder at besøge i 2019 har Single Tracks lagt vægt på mountainbike-spor i høj kvalitet, og at der er gode muligheder for overnatning og bespisning efter en tur. Single Tracks har valgt både specifikke spor-destinationer, mountainbike-områder og lande, der generelt bare er oplagte at besøge for deres mountainbike-muligheder eller mountainbike-kultur.
Se de 12 udvalgte herunder.
Roanoke, Virginia, USA
Hvorfor: 32 forskellige spor som en del af et decideret mountainbike-center, der i 2018 blev hædret af IMBA, den internationale mountainbike-association.
Vermont, USA
Hvorfor: Single Tracks er mere end imponeret over den lille østamerikanske stat Vermonts satsning på alle former for mountainbike-kørsel og ikke mindst muligheden for fremragende mad og lokal øl.
Peru
Hvorfor: Positioneret i Andesbjergene får en dansk mountainbike-rytter på besøg i Peru al den nedad-kørsel, vedkommende aldrig rigtig får herhjemme.
Revelstoke, British Columbia, Canada
Hvorfor: I British Columbia venter det hele. Fra helikopterture op til bjergtoppe med efterfølgende vanvidsnedkørsler til smukke og hårde opkørsler for dem, der har lyst til det.
Sedona, Arizona, USA
Hvorfor: Byen Sedona i det nordøstlige Arizona puster sig op som mountainbike-centrum. Både med en årlig festival og siden 2017 også med Sedona Bike Skills Park.
Bears Ears, Utah, USA
Hvorfor: Ifølge Single Tracks skal du besøge Bears Ears, før det er for sent. For de amerikanske myndigheder har besluttet sig for at minimere størrelsen på nationalparken Bears Ears National Monument. Og det kan få konsekvenser for den enestående naturoplevelse, du får som mountainbiker.
Finale Ligure, Italien
Hvorfor: Nogle af Europas bedste spor. Og noget af Italiens bedste mad. Sådan opsummerer Single Tracks det italienske område Finale Ligure, der ligger vest for Genova – ikke langt fra grænsen til Frankrig.
Montana, USA
Hvorfor: Hårde, stenede spor. Stigninger, der vil udfordre de flestes fysik. Stejle nedkørsler, der kræver masser af teknik (og mental styrke). Sådan lyder beskrivelsen af Montana og særligt området Bitterroots.
Skotland
Hvorfor: I mange år har Skotland været europæisk bannerfører for mountainbike-udvikling. Blandet andet med en decideret national strategi for udvikling og byggeri af spor, der kan trække pengestærke turister til og dermed lade små lokalmiljøer blomstre.
Oregon, USA
Hvorfor: Kommer du hertil, bør du kaste dig over The Oregon Timber Trail. En rute på omkring – hold nu godt fast på styret – hele 1.100 kilometer, hvoraf omkring 62 procent er såkaldt single track (deciderede mountainbike-spor).
Washington, USA
Hvorfor: Ifølge Single Tracks er staten Washington et præmieeksempel på, hvor godt det kan gå, når myndigheder og private aktører går sammen for at løfte kvaliteten og byggeriet af mountainbike-spor. Snart åbner blandt andet et nyt 32 kilometer langt spor i Wenatchee.
Nelson, New Zealand
Hvorfor: I New Zealand bør du gå efter byen Nelson og Wairoa Gorge-mountainbikepark, der siges at være områdets sande juvel. Her er der både begynder-spor og vild downhill.
fortsæt med at læse




























